Samaden den 6 Juli 1873.
Kjære Fru Melchior! Ingen veed sin Skjæbne, jeg allermindst min. Bøgh og jeg ere allerede ude af Italien og midt inde i Graubünden, igaar var vi i St Moritz, hvorhen jeg afgjort sagde til Hornemann jeg ikke vilde, da her er for koldt; vi kjørte ned til Kuurhuset for at hilse paa Landsmænd; Ministeren Krieger og Advokat Brock, men de boede oppe i Landsbyen, vi kjørte derhen og de vare ude at spadsere, vi lagde da Kort og jeg en Alperose til hver og rullede saa afsted her ned til Samaden, midt inde i Alpeverdenen, med prægtige Gletschere. De vil vist have modtaget Brev fra mig som jeg sluttede og afsendte i Chivena; jeg havde leiet en aaben Vogn i Chur og vilde ind i Italien dog ikke længere end til Bellagio i Comosøen; vi gik over Splügen og kom ind i Italien, blev en Nat i Chiavena og vilde derfra den korte Strækning til Colico og ombord paa Dampskib, men Varmen var saa stærk, vi ere jo i Juli, at det var en heel Tortur at komme ud i Solskinnet, men vi vilde nu til Comosøen. Den første Dagsreise fra Chur til Splügen, fra Morgen til Aften angreb mig saa stærkt at vi maatte blive en Station tidligere, men næste Dag var jeg styrket, Luften kjølig og vi gik over Splügen og derpaa hele den først bestemte Fart, lige til Chiavena, hele elleve Timers Fart. Bøgh omtalte det som Tegn paa hvor rask jeg nu var; men jeg var ogsaa træt, og Varmen blev snart infernalsk. Næste Dag Kl 11 holdt Vognen ved Døren for at vi kunde naae Dampskibet, men Egnen er sumpet, Millioner store Fluer med giftige Bid omsværmede Vognen og kastede sig snart over vor stakkels Hest, saa at den blev aldeles rasende, vilde rive sig løs og jage afsted. Der kunde have skeet, en stor Ulykke. Bøgh kom først af Vognen og derpaa Kudsken. Bøgh havde sin Nød med at holde det vilde Dyr, Kudsken hjalp mig af, men nu slog Hesten ud til alle Sider, og vi maatte vente at Vognen blev søndersplittet, Hesten vendte om mod Chiavena og tog Fart med Kudsken der ikke slap den, men nu maatte Bøgh og jeg vandre i den hede Sol, mellem hvide Mure, ikke et Træ skyggede og vi havde en god Fjerding miil til Byen, jeg var ved at segne, men vi gik, naaede Byen hvor jeg dyndvaad, Vandet dryppede fra mit Haar, kom ind i Hotellet, fik vort Værelse igjen og svøbte mig i Plaid for ikke strax at afkjøles, nu laae jeg hele tre Timer udstrakt paa Sengen. Kudsken kom med en anden Hest og vilde holde sin Forpligtelse, men jeg havde aldeles ikke Kræfter til at gjentage Farten. Jeg tilbød Bøgh om han vilde reise til Bellagio, for dog at see Comosøen jeg vilde da vente paa ham i Chiavena men han var ikke at overtale til at forlade mig. - Natten som fulgte var forfærdelig med Varme; vi besluttede at vende om, og Kudsken, en ganske fortræffelig Karl, som vi havde for en heel Uge, foreslog at vi lagde Veien gjennem Graubünden, det blev en Fart endnu til paa femte Dag, vi fik de smukke Sneebjerge at see og en Deel af Schweiz, den eneste hvor jeg aldrig har været. Bøgh der altid er mageløs tilfreds med hvad han faaer at see, gik glad ind herpaa og jeg troer ikke han har tabt ved Ombytningen af Reiseplanen, nu har han faaet et større afrundet Billede af Schweitz. I denne Formiddag ere vi, med vor Kudsk kjørte ned til Pontresina, nær under een af Bernina Gletscherne. Imorgen gaae vi nordvest paa, over Bjergene og næste Dag, om Gud vil, ere vi i Chur, hvor jeg haaber at finde Brev fra Dem, det er nu over 14 Dage siden jeg hørte et Ord, den seneste Skrivelse jeg fik var i Brunnen, fra Deres Mand, skrevet Dagen efter hans Fødselsdag. Tak ham, hils ham! hils Deres Børn og vore fælleds Venner. Indlagte Brev slaaer De nok Konvolut om og sender snarest Fru Collin.
Deres taknemlige
H. C. Andersen.
E.S. Breve gaae nu til München poste restante.
