[28. juni (?) 1869]
[begyndelsen mangler] .... at vi have bestemt os til, min Mand og jeg med de tre Døttre at reise i August og er det mig saaledes kjert at De ikke bliver længer end til den 6te Juli hos Vennerne paa Basnæs, da jeg dog i det Mindste gjerne vilde have den Glæde at beholde Dem paa Rolighed en Maaned og senere frygter jeg for at det ikke vil blive hyggeligt for Dem at være her, da jeg faaer saa uendelig mange forskjellige Ting at tage vare paa. -
Jeg maa tilstaa at det træffer sig mageløs uheldigt at De netop iaar, da jeg ikke kan tilbyde Dem Ophold i længere Tid, har opsagt Deres Logie, under andre Forhold veed De nok hvor kjert det vilde have været mig og Mine. Jeg antager at vi tage til Nizza og synes vi at Livet der er for bevæget, bestemmer vi os senere enten til Mentona eller Monako. Jeg haaber at min Mand vil kunde blive hos os indtil midt i November, da reise et Par Maaneder hjem og saa tidlig paa Foraaret komme over til os igjen. Hvor det skal blive yndigt at træffes i Italien, det vil vi jo efter al Sandsynlighed. De taler om, muligen at reise forinden Deres Fest, det vil De ikke, thi da er jo desuden den store kongelige Fest som det jo nok vilde interessere Dem at blive for; det kan De jo gjøre, De bliver ikke for Deres egen Fest, da De jo ikke veed om der forberedes noget og jeg maa tilstaa at jeg ei heller har nogen Idee derom. - Jeg vil endelig ikke glemme at sende Dem en Gratulation, som tilkommer Dem, i Anledning af Deres lille Kjerestes Fødselsdag, jeg kjørte derop i Fredags og hun var meget lykkelig med sine unge smaa Veninder. - Igaar Morges tog min Mand og jeg med alle de unge Piger med en Seilbaad ud paa Rheden for at see det store Udvandrings Skib, "Robert Fulton". Det er en umaadelig stor Kolos, der ligger 18 Fod over og 18 Fod under Vandet. Vi havde megen Fornøielse af Turen, da baade Capitainen og en ung Officer viste os, med megen Forekommenhed omkring overalt. Her blev spillet paa Harpe af en ung couleurt Mand, der havde megen Færdighed og han maatte endog spille Waltz for at det lille Selskab kunde dandse. De lode til at være meget charmeret i de unge Piger og ikke mindst i Anna Kjellerup, der var ualmindelig livlig (paa Engelsk.) De forundrede dem over at see saa mange danske Damer med brune Øine, her var nemlig Anna, Elise Fraenckel og Louises bleve ogsaa antaget for at være brune. Til Afsked gav Damerne dem Roser, som de havde bragt med fra Haven hjemme, og som den unge Officeer lovede at gjemme hele sit Liv igjennem. De bød os endelig at komme om bord igjen naar Skibet næste Gang kommer til Kjøbenhavn. Igaar Eftermiddag kjørte vi en Tour op ad Strandveien, hvor vi mødte en stor Mængde Mennesker. Hvad synes De om hvorledes Watt forleden Dag blev skaanselsløst medtaget i Dagstelegraphen? Og Billes lange Artikkel til Fædrelandet, jeg synes at den var meget maadeholdende og skrevet i en temmelig forsonende Aand, man havde Fornemmelsen af at han gjerne vilde slutte Venskab med Ploug, men denne lader ikke til at ville imødekomme ham, og G. veed om der ikke staaer nogen bag ved, der puster til Ilden. - Vil De tro, kjere Andersen at jeg har skrevet dette Brev lige som igjennem en Taage, thi jeg har brugt mine Øine saa meget i disse Dage at jeg kan føle at de ere anstrengte og maa det tjene til Undskyldning for min uordentlige Skrift. Min Mand er i Byen ellers vilde han selv have tilføiet en Hilsen, nu sender jeg Dem den og maa jeg ei glemme denne Gang at besørge en Lignende fra Børne[ne]. Lev vel og tænk med Venlighed paa Deres hengivne
Dorothea Melchior.
