Pinhieros ved Lissabon den 17 Juli 1866.
Kjære Frøken Ørsted.
Det er længesiden De hørte fra mig. Tiden flyver hen, det er allerede paa tredie Maaned jeg er her; langt har jeg ikke været omkring og dog har jeg seet saa meget Nyt og Interessant. En heel Maaned har jeg tilbragt i Setubal, hos Carlos O Neill, der har et smukt velindrettet Landsted, med al engelsk Komfort; en stor Have med sjældne Blomster, store Vandbasins hvor Guldfiskene svømme under de store hvide Lotusblomster. Den hele Dal er her, saa at sige, en eneste stor Have med Citron- og Apelsintræer. Bjergene hænge med Myrtebuske og brogede praktfulde Tidsler. Gamle Klostre, som Munkene have forladt, eller rettere ere jagne bortfra, ligge nu eensomme og øde. Tæt op til Landstedet ligger saaledes eet i Brancanas, derhen var om Aftenen min kjæreste vandrig, jeg gik der i de øde Buegange, elller sad under de store Korktræer og saae de millioner af Ildfluder flyve om mig og som et Flor af Gnister svæve hen over de natsorte Orangehaver. Stjernene skinnede dertil saa store og klare. Vi forsøgte en Dag at naae til den berømte Drypsteenshule i Sjerra arabida, der ligger ud mod det aabne Ocean, vi lode os roe et Par Timer, men Brændingen var saa stræk over Sandrevlerne at vi maatte opgive Farte og vi besøgt / i Stedet derfor det gamle lusitaniske Troja der ligger begravet i Sandklitterne, hiin Side Fjorden ved Setubal; et Par Huse ere udgravne blandt disse et Badekammer med Rester af Mosaik i Gulvet og Marmor i Væggene. Det er en By fra Phønicernes Tid, men om dens Mennesker, om dens Ødelæggelse ved Historien Intet; her er forunderligt øde, man kommer i en egen Stemning, som den jeg har har lagt i et lille Vers:
#
Jeg Guds Verden har seet
Jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, hvide og røde!
#
Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed jeg veed
Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde.
#
Skal den rullende Sø,
See mig synke og døe,
Det Levende blive det Døde.
#
Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte, mægtige Øde?
---
Setubal er iøvrigt en Digterby, her er Portugals berømte Bocage født; i denne Tid samles Penge ind, at der kan reises ham et Monument. Jesu-Kirken her har ogsaa sit Interessante, nemlig et Malerie af Gran Vasco.
Nu er jeg igjen paa Pinhieros for snart at besøge Compibra og Cintra; at det ikke er skeet tidligere, som jeg ønskede, ligger i, at Her José O Neill har været syg i nogen Tid, men nu er han rask og allerede imorgen gaaer det nok afsted paa Jernbane til Universitets Byen, der gjemmer saa mange poetiske Minder om Ignes de Castro. Jeg tænker imidlertid ogsaa paa Hjemreisen, men i den stiller sig maange Vanskeligheder: / Jernbanen heelt igjennem Spanien vil neppe blive aabnet i dette Aar og nu; i den Varme de første Maaneder vil bringe bliver det alfor besværligt at reise i 60 Timer uafbrudt, som jeg tidligere prøvede ved Ankomsten her til; jeg nødes at gaae til søes men kun eengang om Maaneden, nemlig den 14de gaaer et Skib herfra til Bordeaux, det er en lang Reise og Veiret er hele denne Sommer ustadigt og stormende, som det ikke har været i mange Aar, siger man; imidlertid maae jeg tilsøes og jeg antager at det er bedre Veir midt i August end midt i September. Gud veed nu hvorledes det bliver! i Frankrig, siger man, er Kolera, den er da nok ogsaa i Tydskland, men hvad der er endnu værre, Krigen er ikke endt, an veed ikke hvilke Dimensioner den kan tage, ikke heller hvorledes det staaer sig med Jernbane farten fra Köln til Haarburg. Alt stiller sig saa lidt fornøieligt som mueligt, men der er Intet at sige og naar man er i det maa man holde ud. Jeg vil imidlertid nok ønske at den Hjemreise ikke bliver alfor slem. De har jo en varm smuk Sommer iaar oppe under Bøgene men hernede under Palmer og Citrontræer blæser det hver Aften saa koldt at jeg tager min kjøbenhavnske Vinterfrakke paa for ikke at forkjøles [overstr: efter at Solen har brændt som Ild om Dagen]. I Aaringer har hernde ikke været saa ustadigt et Veir, som her er; man siger i Spøg at jeg har bragt det nordiske Veir herned og sender Sydens Varme hjem i mine mange Breve. Medens jeg skriver / dette ryster Huset under Vindstød. - Det smukke Veir hjemme, vil jeg haabe er velgjørende for Deres Moder ligesom ogsaa for Deres Svoger Professor Scharling! Gid at Nicolai og hans fortræffelige Kone maa i Mildhed og Taalmod kunne bære deres tunge Prøvelse, hils dem Alle hjerteligt og kjærligt; bed ogsaa Deres Broder at hilse hans Svigerforældre fra mig! - De selv, kjære Frøken Ørsted glæder mig jo nok snart med Brev. Det bliver bedst at sende det under den tidligere Adresse: Monsieur Georg O Neill chevalier Consule de Danemarc a Lisbonne. Skriv da ogsaa deri, det er en Bøn fra O Neill hvor han kan læse om Deres Faders Opdagelse af det nye Metal i Leerjorden, han har stor Interesse for at vide Beskeed herom. Jeg har egentligt Intet skrevet, som næsten altid Tilfældet er naar jeg tumler mig i Udlandet; men jeg har noteret Meget og skizzeret et Par Eventyr og Historier, een om Diamanten i Frøens Hoved, een om "Kløverblomsten" og dernæst "Portnerens Søn", men de trænge til at levendegjøres for Andre. Dette Brev vil jeg slutte med endnu et lille Digt fra Setubal:
#
Hvor Aftnen er deilig forfriskende mild,
Og Stjerne store og klare;
Ilfluer, som Gnisterne fra en Ild
Henover Orangerne fare.
#
Jeg hører det rullende Verdenshav,
Min Hjemvei, der svulmer om Jorden;
Den friske Luftning sit Kys mig gav,
En Hilsen der hjemme fra Norden.
#
I den det klinger om Atterkomst,
Gud lader da Terninger trille.
Mit Danmark, Du deiligste Kløverblomst,
Saa sød og saa frisk -- og saa lille !
---
Og nu Lev vel!
Deres hengivne ærbødige
H. C. Andersen
[langs kanten:] NB Intet af mit Brev maa trykkes, det er kun for Dem og Deres.
