Hvor det var venligt og deeltagende af Dem at De skrev uagtet jeg er i Brev-Gjæld; jeg har næsten daglig, i den sidste Tid, tænkt paa at skrive Dem til, men det gled altid hen med Skrivningen, jeg har saagodt som i en hæl Maaned slentret Tiden hen, Intet bestilt; jeg har været saa betaget af Efterretningen om Jette Wulffs ulykkelige Endeligt; den første Efterretning overraskede mig, men det gik mig, ligesom hendes stakkels Søster Fru Kock, jeg haabede paa Mueligheden af at hun var frelst; daglig søgte jeg alle Aviser der kom, for at samle mig Vished, men der kom kun derud af et meer og meer fuldstændigt Billede af det Skrækkelige paa Austria, jeg var overvældet og betaget; det norske Barkskib der den næste Morgen havde viist sig nær ved det brændende Fartøi og havde optaget Enkelte, var det sidste Haab, men ogsaa dette maatte opgives - jeg har mistet en trofast Veninde fra Ungdoms Dagene, der levende tog Deel i mine Glæder og Sorger; i høi Grad overvurderede hun mig; hendes Venskab for mig var langt stærkere end jeg nogensinde viiste mit. Et Par Ord har jeg skrevet over hende, de ville sige Dem min Stemning; Versene staae aftrykt i »Dagbladet«, som jo ikke kommer til Basnæs, jeg vil derfor her afskrive Dem disse, og De vil see hvor ganske denne Begivenhed har fyldt mig
Henriette Wulff
(paa Dampskibet "Austria" den 13 Sept)
#
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naaer aldrig vort Øre!
#
Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du Dig holdt
I et skrøbeligt Legem; høit stod du i Vrimlen
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faae kun forstod Dig, men Flere i Himlen.
#
Du var mig en Søster deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe, naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig, og det er dit Værk,
At tidt jeg ei sank, naar synke jeg maatte.
#
Det Falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres, Skum bølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer, - det er endt snart, som Drømmen.
#
Farvel min Veninde fra Barndommens Aar!
Du var mig meer god, end jeg det fortjente,
Nu har Du stridt ud -, hos en Broder Du staaer,
Med ham alt paa Jorden Dig Længsel foreente.
#
Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte;
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed, tifold for Dødsstundens Smerte.
#
I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen, naaer aldrig vort Øre!
---
Endnu engang hjertelig Tak for Deres Deeltagelse, tak fordi De skrev, min Tanke var og er saa tidt i det kjære hjem, paa Basnæs; jeg tænker med Glæde paa Juletiden jeg haaber at tilbringe der hos Dem kjære Fru Scavenius og alle kjære Venner, hils dem hver især, Luzia, Otto, Frøken Schumacher og Miss Dunlup, ligesom ogsaa Hr Ferslev. -
Hartmann ogj eg have megen Glæde af Operaen "Liden Kirsten", der meget paaskjønnes; nu omarbeider jeg for Hartmann "Ravnen", der vil blive med Recitativer, istedet for før med Dialog. Lev vel! Gud bevare Dem sund og glad!
Deres Naades taknemlig hengivne
H.C. Andersen
