Paris den 11 Februar 1870.
Kjære Ven!
Den 31 Januar forlod jeg, med Jonas Collin, det næsten hjemlige Nizza, hvor to Vinter-Maaneder vare tilbragte; af Bekjendtskaberne der er især eet jeg er glad ved, jeg lærte at kjende en høist elskværdig Familie fra Leipzig, Boghandler Geibel; han og hans Hustru indbøde mig til, naar jeg herefter kom til Leipzig, at boe hos dem. Deres lille Datter, Marie, var det som ved Julefesten bragte mig Laurbærkrandsen. Jeg fortalte den lille om min lille Kjæreste i Kjøbenhavn, der var endnu yngre end hun og ogsaa havde Navnet Marie; Collin og jeg reiste til Cannes og blev der paa anden Dag, gik saa til Marseille og derfra til Arles, hvor vi i Skylregn saae paa de romerske Ruiner og dovnede forresten i det eensomme Vertshuus, her var ikke morsomt. I Lyon var livligere og bedre; derfra gik det med Hurtigtog til Dijon, og Dagen derpaa, i Tirsdags, til Paris hvor vi indtraf KI 6 om Aftenen; en halv Time gik paa Banegaarden før vi fik vort Tøi og Vogn til Hotellet; Veien derhen førte over Bastillepladsen. Boullevarden var saa mennesketom og lidt belyst at jeg yttrede min Forundring til Collin og sagde, "det er jo som var det seent paa Natten hjemme i Kjøbenhavn, hvor her er eensomt! troer jeg ikke at Boutikerne ere lukkede". Dagen efter hørte vi først om Urolighederne her havde været, vi vare kjørte der omtrent et Qvarteer forud, det havde været høist uhyggeligt om vi vare kommet der de Minutter senere og kjørt lige ind i det Styr. De har vel læst derom i Aviserne. Nu troer og haaber jeg at det er overstaaet og at vi fredelige Mennesker kunne gaae i Fred og Rolighed. Vinteren er imidlertid begyndt igaar og taget til i Dag, det er bitterligt koldt. - Vinden blæser saa skarpt som om den vaskede Een med Skeevand i Ansigtet. Jeg sidder tæt op til Kaminen og skriver dette, man har slet ikke Lyst til at gaae ud at drive, staae og see paa Boutikker, det Paris ellers indbyder til, Vinden dreier Eens Næse hjemad til den varme Stue. Her er saaledes, som De seer, slet ikke lysteligt at være, saaledes som hele denne Reise synes mig at tegne sig som Graat i Graat i Erindringen. Til sidst i Maaneden tænker jeg imidlertid at Collin og jeg bliver her, rimeligviis gaae vi herfra til Briissel, men det er endnu ikke afgjort. Den Dag jeg forlod Nizza, fik jeg endnu i Morgenstunden, et rart Brev fra Deres Søster med gode Efterretninger om Anna; til Deres Anna, som glædede mig med Brev, lægger jeg her i dette, en lille Skrivelse, som De vil give hende. Deres Kone sige De hvor meget jeg længes efter hende, Dem, og Alle tilsammen. Det vil være en Glæde igjen at see de milde Øine, høre de glade Stemmer, fortælle selv og høre fortælle. "Hjemkomstens første Øieblik er Bouquetten af hele Reisen!" skrev jeg da jeg sluttede "En Digters Bazar", den Sætning staaer altid sand og levende for mig. - Bring Hr og Fru Biile min hjerteligste Hilsen! jeg skrev ham til fra Nizza, jeg troer kort efter Juletid, jeg vil haabe at han har faaet Brevet, et Par til mig ere ,gaaede tabt saaledes eet fra Deres Søster og eet fra Deres Svoger. Bournonville bringer De ogsaa min Hilsen og siger ham at jeg ret glæder mig til at see hans Ballet om Cort-Adeler. Hartmann og Gade - ja jeg maa regne en heel Række Navne op, skulle alle Kjære nævnes, hvem jeg ønsker De bringer Hilsen. Endnu har min Muse ikke ,besøgt mig paa Reisen, men jeg haaber at hun paa Kjøbenhavns Banegaard tager imod mig med Smæk-Kys, saa Luften klinger og alt hvad dødt er, fra Brostene til Skorstene gjennemstraales, faae Liv og fortælle hvad de vide og jeg ikke veed, der sad og frøs i "de varme Lande!" Og nu lev vel! endnu engang kan jeg nok faae Brev fra Dem i Paris, poste restante, dersom De vil være stadigt saa elskværdig, som altid.
Deres meget hengivne
H. C. Andersen
