Geneve den 25 Mai 1868.
Kjære Fru Henriques!
Dette Brev flyver ud af Strandveien og finder Dem der, hvor Flaget vaier, hvor Børneflokken tumler sig og "lille Maria" rimeligviis staaer og seer ud over Stranden som Hero efter Leander. Forrige Tirsdag forlod jeg Paris, en Deel af Landsmændene havde forud ordnet en smuk Middag for mig, vor danske Consul Callon viiste mig ogsaa megen Opmærksomhed, men i Theatrene var Intet at see, Offenbachs nyeste Klangspil Toto gad jeg ikke overvære og saa fløi jeg paa Damp i Solhede mod Dijon hvor jeg henimod Aften, halv ødelagt, indtraf i Hotel du Jura. Næste Dag besøgte jeg Præfecten Drouet, som jeg kjender fra Sydfrankerige, med ham besøgte jeg Domkirken, Musæet & men Varmen var ikke til at udholde. Efter Middag gik Reisen videre og først da jeg mod Aften naaede Bjergene begyndte jeg at aande. Det er en storartet Fart man her gjør lige paa Høiden af Jura, med stadig Nedsigt i Dybden, saa at Kirketaarnene pege med Spiret op paa Een. Lysene blinkede op til os, eet Øieblik blev jeg ganske svimmel og tænkte over: man veed dog ikke om man lever næste Øieblik, "hvor let og snart kan det sig hænde", at jeg styrter paa Hovedet. Klokken var over elleve om Natten da jeg naaede Banegaarden ved Neuchatel og havde allerede lagt mine Reisesager ind i Omnibussen til Hotellet, da skynder jeg mig efter min Kuffert, bemærker ikke at der er ophøiet Fortoug og jeg falder i hele min Læng[d]e, falder tungt saa jeg slaaer Hul paa den høire Albue og begge Knæ, i to Dage maatte jeg i Hotellet forholde mig rolig og bade med Vand og Arnica, nu [er] det helet men jeg er dog ikke befriet fra en egen Fornemmelse i begge Knæ, dog haaber jeg dette snart fortager sig; jeg er indbudt af min Ven, vor Landsmand Jules Jurgensen som ellers boer i Locle, men iaar har kjøbt sig et smukt Landsted udenfor Geneve, her boer jeg og bliver denne Uge, vil De glæde mig med Brev, da send det snarest til Bern poste restante, senere veed jeg ikke for Øieblikket at opgive mit Opholdsted, da jeg enten flyver der eller der, men altid mod Hjemmet. Gid at De paa Deres Reise i Frankerige maa fa ae kjøligere Veir end jeg har det, thi end ikke i Spanien og Portugal leed jeg mere af Varmen end paa denne Reise. I denne Morgen fik jeg et Brev fra den trofaste Robert Watt, han fortalte at Stigaard, uagtet det smukke Veir havde glimrende Huus til Mulatten men han skriver ikke hvorledes Stykket selv blev optaget. Hils ham! De vil jo ogsaa nok lade vedlagte lille Skrivelse til Frøken Hallager komme i hendes Hænder. Hils vore fælles Venner mellem hvilke jeg særligt tænker mig de elskværdige Søstre Frøknerne Price. Seer De Frøken Hammerik da siig hende min Tak for de venlige Ord hun tilføiede i det forrige Brev; desværre fik jeg i Paris ikke hendes Broder at see, jeg var der saa kort Afstandene ere saa store, Varmen var utaalelig og den gode Hammerich viiste sig aldrig i Caffeen. Jeg hører af Watt at Fritz Hartmann er blevet forlovet! gratulerer! Alle ville de flyve to og to gjennem denne Verden! Hvad siger Høedt til Frøken Langes og Nyerups Forlovelse? Hils ham og Magnus fra mig. Deres Svoger med Frue er vel nu kommet hjem fra Paris; de vare saa elskværdige at besøge mig, men uheldigviis blev det kun "God Dag og Lev vel" og det paa Trappen i det jeg just skulde ud til Frokost med Kammerherre Wolfhagen og to unge amerikanske Damer, som han kjendte fra Nizza, ventede nede paa os. Lad mig vide hvorledes det er gaaet den unge Abrahams som optraadte i Elverhøi? Lad mig vide i hvilken Maaned De og Deres Mand reise til Frankerige; jeg haaber at være i Danmark med Udgangen af denne Maaned, men lægger Veien over Fyen og maaskee Basnæs. Her i Geneve har jeg det udmærket godt, en deilig skyggefuld Have, venlige Mennesker om mig, men at gaae udenfor Haven efter 10 Om Formiddagen og før 6 om Aftenen er ikke raadeligt en saadan Solvarme er her, kunde man fortætte den og med Ballon lade den gaae til Kjøbenhavn og lægge paa Brændekammeret saa behøvede man ikke at tænke paa Brænde for Vinteren. Nu omfavner jeg lille Marie, hun omfavner hele Familien, de Store og de Smaa, men hun maa ikke kysse Høedt for meget, det gjorde hun i fjor! ellers kysser jeg til høiere venstre, Gaaseurter og Roser.
Deres hengivne
H. C. Andersen.
