Lissabon den 17 Mai 1866.
Kjære Fru Henriques!
I denne Morgen modtog jeg Deres kjærkomne Brev, det jeg ret har længtes efter og nu troede, slet ikke kom, thi paa denne Reise har De reent slaaet Haanden af mig og overdraget Deres Mand al Skrivelse; den er jeg ogsaa meget glad for, men Deres Haandskrift hører ogsaa med i Brevet. Det jeg fik i denne Morgen har imidlertid været hele 14 Dage underveis, dersom det virkeligt er afsendt første Pindsedag; det er den længste Tid endnu et Brev har været om Veien hertil; sædvanligviis behøves kun 8 a 9 Dage. Fra mig maa De imidlertid have hørt, vore Breve have krydset hinanden; jeg skrev til Dem, det vil sige til Deres Mand, De og han ere een, to Halvdele, danne en Heelhed; mit Brev gik afsted den 18, og laae i eet til Deres Svigerinde. De vil altsaa vide at jeg blev vel modtaget ved Deres Skrivelse, da jeg kom til den gamle Rossini, at han varmt og venligt spurgte om , Dem og var saa høflig mod mig at sige at han kjendte mig og mine Skrifter. I Bordeaux fandt jeg en stor Kreds af Venner og ved Afreisen havde Bladet la Gironde en smuk Artikel over mig, der sluttede saaledes: "Andersen a reçu a Bordeaux aux chaleureux accueil dans toutes les maisons ou il est allé, et il a partout fait apprecier les qualites de son coeur, égales au moins aux dons brillants de l'intelligence que le ciel lui a departiés. Le General Daumas avait gracieusement mis sa loge du Grand-Theatre à sa disposition. Les Danois habitant Bordeaux ont été flattés des égards prodigues à leur poèts national". Jeg saae i Bordeaux Madame Ristori som Medea, Ingen kan spille Tragedie som hun! Det er som saae man den tragiske Musa selv. Jeg opgav at gaae tilsøes til Lissabon, Veiret var for stormende, imidlertid ventede man mig der da det franske Dampskib kom og alle danske Fartøier havde heiset Danebrog; dog derom har jeg vistnok, ligesom om min besværlige Reise fra Madrid til Lissabon fortalt i mit forrige Brev. Hele to Dage og tre Nætter, altsaa 60 Timer var jeg ideligt paa Farten, og det er lidt svært for en gammel Cavaleer, ihvor ung han endogsaa troer sig. Jeg boer en halv Times Kjørsel udenfor Byen paa en Høide der kaldes "Pinietræet", her ligger ONeills Villa hvor de boe Vinter og Sommer, men have Comtoir inde i Byen. Fra min Stue kan jeg see en Deel af Lissabon, dernæst den store Vandledning over Alcantare Dalen og endelig det høie Bjergslot ved Cintra; Høiderne rundt om bestaaer af Kornmarker med Olietræer i hver Ager og mange OrangeHaver; Veiret vedbliver at være regnfuldt og koldt, man mindes aldrig at have oplevet end saadan Mai og Juni, ellers puster man af Hede og iaar bliver man i sin Vinterkjole; jeg har Morgen og Aften min tykke Frakke paa naar jeg gaaer i Haven, hvor dog Orangerne hænge, Granattræerne blomstre og hele Gjærdet er et favnehøit Gjærde af Aloer; store Hækker med ildrøde Geranier og Passionsblomster fortælle mig ideligt at jeg er i et meget varmt Land, jeg synes endnu at Climatet er, som hjemme, men Heden vil komme sige de, den vil voldsomt komme. I Torsdag var det Corpus Domini, da falde tidt Soldaterne om ved at staae i den brændende Sol; iaar stod jeg i Vintertøi ved det aabne Vindue, og Regnen var saa stærk at Processionen maatte igjen vende tilbage til Kirken, Regnen skyllede ned. Det var iøvrigt interessant at see og den unge Konge saae saa smuk og god ud, han er aldeles blond, som en Nordbo. Vi leve iøvrigt stille, men hyggeligt herude paa Peneiros; Klokken 8 om Morgenen samles vi ved Kaffebordet, Klokken 12 faae vi varm Frokost og lidt efter syv Middag; jeg læser, skriver, driver om, seer Sønnerne voltigere eller hører dem spille Claveer blandt andre Sager, Negerdandsen, som De Fru Henriques har givet Bournonville til "Fjernt fra Danmark". Her klinger den nu saa hjemlig. De fleste Mennesker jeg her har lært at kj ende have alle, i deres Livet eller andet Romantisk. Tæt ved boer en ældre Dame, hendes Ankomst til Portugal er en heel Roman. Hun er født i Nord-Tydskland og reiste som lille Barn med sine Forældre og Bedsteforældre til Amerika; Skibet kom ud af sin Cours, Levnedsmidlerne gik op og der blev Hungernød; den ene døde efter den anden; hun sov ved Ligene af sine Forældre før de kastedes i Havet; Matroserne gjorde nu Oprør, beskyldte Capitainen for at være Skyld i det Hele; den lille Pige saae at de kastede ham levende overbord; nu strandede tilsidst Fartøiet her paa den portugisiske Kyst, hvor Barnet blev Jomfru, Hustru, Moder, og er nu en gammel Kone. Tæt ved os er en stor Vandledning, for 20 Aar siden styrtede Røverne deres Offre ned fra denne Høide, en ung Kone fandt saaledes sin Død, nu tog en Røver hendes lille Barn og kastede dette i Veiret, Barnet troede det var en Leeg og smilede til ham; det Smiil havde Røveren aldrig siden kunnet glemme, det var den eneste Slags Fornemmelse af Samvittighed han kjendte. Jeg hører mange eiendommelige Historier og Træk, som jeg opskriver og engang vil fortælle. - Hils Gade og hans Familie. Lykønsk ham, eller rettere siig, at jeg lykønsker os Alle, til hans "Korsfarer". Vil De gratulere Franz Neruda og hans Brud. Hils Frøken Hammerich og hendes musikalske Broder. Bøgen er jo deilig udsprunget! jeg seer Alt saa tydeligt, og Storken sidder paa Taget, hvad han bragte sidder i Stuen - tør jeg gratulere! Omfavn Deres Mand og alle Børnene! Hils Jomfruen og glæd snart med Brev, Deres
taknemlig hengivne
H. C. Andersen.
Frøknerne Price, Watt, Høedt, Carstensen & mange Hilsener. NB! Deres forrige Brev til Paris fik jeg først i Madrid en Time før min Afreise, det havde været over 14 Dage om at naae mig.
