529. Til E. Collin.
Paris 2den April 1866.
Kjære Ven!
Tak for Brevene! tak for Telegrammet, det har været en riig Dag; jeg iiler med at skrive dette Par Ord. I Torsdagsaftes kom jeg her til, særdeles træt af Jernbanefarten; iforgaars lagde jeg mine Kort hos Kronprindsens Suite og skrev mit Navn ind i hans Bog og allerede samme Aften fik jeg en venlig Skrivelse fra den unge Grev Knuth til Knuthenborg at Prindsen næste Dag, (igaar) indbød mig at følge sig til Veddeløbene i Vincennes; Prindsen med Grevinde Moltke, Grev Danneskjold og vor danske Minister i første Vogn. Jeg i anden Vogn, den bedste Plads, hos General Kaufmann og med Grev Knuth og Bille, i den tredie Vogn Baron Güldenkrone Castenskjold og Grev Harald Moltke, vi havde fire Heste og Forriddere, de smældede, vi foer som paa Stormvinden gjennem Boulevarderne, Folk havde stillet sig i Række for at see Prindsen; da vi naaede Vincennes var een af Keiserens Staldmestere for at modtage Prindsen og føre ham til den keiserlige Balkon, der ligger isoleret og har et Værelse med Kamin, her kom jeg da paa den meest udsøgte Plads og al Verden stirrede op paa os. Der vare en Mængde Loretter der ude, klædte som Prindsesser men sminkede i det utrolige; Een betragtede mig med et særdeles Blik og da hendes Vogn kom lige paa Siden af vor, i det vi foer til Paris, smilede hun saa yndeligt, at jeg fornam hendes Tanke: Det er vist en Guldfisk, den ældre Herre i den kongelige Suite, hun anede neppe at det var en fattig Poet. Jeg spiiste til Middag hos Kronprindsen, der var saa naturlig, saa hjertelig og glad over at han havde bidraget til at jeg fornøiede mig; han havde Grevinde Moltke tilbords og jeg sad paa hendes anden Side; og hun havde lært lidt Dansk og var meget nydelig. Iaftes fik jeg Deres Brev med Bilag fra Deres Kone, dernæst et Brev fra den trofaste Frøken Heinke i Breslau, der desværre er blevet aldeles lam i Fødderne. Imorges begyndte jeg Fødselsdagen med at besøge Maleren Frøhlich og saae flere prægtige Udkast til Billeder for mine Eventyr; da jeg saa kom i Legationen laae Breve til mig fra Hr og Fru Melchior, fra Frøken Bjerring i Aalborg, fra Hr og Fru Henriques, fra Fru Serre; og mens jeg stod der kom endnu flere Breve, Telegraph-Hilsenen bragtes mig strax af Grev Leon Moltke; jeg blev ganske rørt derover. Strax tænkte jeg at telegraphere tilbage: Hjertelig Tak, men jeg syntes et Telegram sagde saa lidt og besluttede heller at skrive; jeg kan nu ikke strax skrive til hver især der sendte mig Telegrammet, men lad dette Brev, naar De og Deres Kone har læst det, komme ud til Drevsens og Linds, det er forud Hilsener og Tak, de skulle da senere hver erholde Brev. Middagen i Dag tilbringer jeg hos vor danske Consul Hr Calong, en riig og meget høflig Mand, der ved Indbydelsen tilføiede at han ønskede paa dansk Maade at drikke et Glas med mig paa min Fødselsdag. Fra Amsterdam har jeg ogsaa i Dag faaet Breve, eet fra Fru Brandt og eet fra Georg Brandt, der ikke have glemt min anden April; i det fulgte et Brev fra Digteren Tenkate, en Dom over mig saa deeltagende og smigrende, der er blevet udtalt i Anledning af at Brandt havde sendt ham Heibergs Digt: »en Sjæl efter Døden«, med Ønske at han skulde oversætte det paa Hollandsk, men Tenkate vilde det ikke, og tilføier, i Brevet til Brandt idet han sender tilbage Heibergs Bog : »Med Interesse585 gjorde jeg mig bekjendt med det deri gjorde Angreb paa Andersen. Da jeg ikke kjender de deri critiserede Dramaer, (Mulatten og Maurerpigen) kan jeg ikke dømme om Angrebets mere eller mindre Retfærdighed, men i alle Tilfælde finder jeg det uæstetisk at bringe en saadan Critik ind i et Digt, som dette: »En Sjæl efter Døden«; det gjorte Göethe ikke i sin Faust[;] Göethes Picanteri mod Literaire og Medlemmer af Samfundet, bragte han ikke ind i sit Digt, dertil havde han formeget Takt og Smag, han samlede i et aparte Digt Walpurgisnacht al sin Galde mod bestemte Personer. Hvorledes det end er saa har vor Ven Andersen dog senere paa en glimrende Maade hævnet sig paa sine Modstandere ved hans586 Arbeider. Der er i Andersens Begavelse587 noget saa barnligt, saa ægte naivt, saa godhjertet, saa ridderligt, som ikke alene beskjæmmer hans Fjender, men vil sikkre ham Venner, saa længe der banke Hjerter endnu ufordærvede og aabne for Idealet, det vil sige for det Sande og Gode i Skjønhedens Rige!«–See der en Dom af Hollands største Poet!–kan jeg saa ikke sige jeg holder Fødselsdag?
Paris ud over Midnat.
Klokken var henimod elleve, da jeg kom hjem fra vor danske Consul Calong, det var et stort festligt Maaltid, han drak min Skaal og jeg havde flere Landsmænd om mig, da jeg saa kom hjem i mit Hotel, sad nede hos Portneren en gammel Herre og skrev Brev til mig, han var saa seent paa Aftenen kommet med en stor smuk Bouquet »fra en Dame i Kjøbenhavn«, det var nemlig fra Fru Melchior, Manden havde imidlertid først ud paa Eftermiddagen faaet hendes Brev og nu havde han været i Forlegenhed med at finde min Bopæl; han havde imidlertid engang hørt at jeg under et tidligere Ophold i Paris havde boet i Hotel Vallois i rue Richelieu, der spurgte han, men jeg var ikke der, da falder hans Øine paa Hotellet Louvois tæt ved og tilfældig spørger han der om mig og saa boer jeg der og jeg faaer virkelig Bouquetten paa min Fødselsdag, den staaer foran mig duftende og smuk; gid jeg kunde dele den med dem hjemme. Med Hensyn til Portugals Reisen er jeg endnu i Uvished; tilsøes gaaer jeg ikke og over Land, nu Varmen begynder, holder jeg det ikke ud at være 28 Timer i en spansk Deligense, men Jernbanen er fuldendt, dog er den ikke aabnet for Publicum, saasnart jeg kan erfare Noget om den, reiser jeg fra Paris, syd eller nord paa; thi Paris er ikke min By, og bliver det aldrig, ihvor godt jeg end i disse Dage har det. Operaen »Africanerinden« forfølger mig paa hele Reisen, Musiken staaer langt under Hugenotterne og Robert; senest saae jeg den i Bryssel, men i den Grad Dandserinderne vare ikke klædt paa, grændsede næsten til det komiske. Der kommer et Regiment Negere ind, Solodandserinden som anfører dem var imidlertid ikke Neger men for dog at vise sig sort, havde hun sorte Flors Svømmebeenklæder og langt flagrende sort Sløer, hun saa aldeles ud som en kogt Reie under et sort Flor. Jeg havde nær raabt høit af Overraskelse. Den røde Reie sprællede og sprang i det sorte Flor.– Men nu er det saa seent paa Natten, jeg er meget træt. Lev vel kjære Ven! alle Kjære tak! uendelig Tak for i Dag!
Hjerteligst
H. C. Andersen.
