Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Eksempel 1:
Jeg læste i Bogen Nytaarsaften og var saa henne i den, at jeg glemte min sædvanlige Fornøielse Nytaarsnat, at see paa »den vilde Hær til Amager!« ja, den kjender De nok ikke!
Hexenes Part paa Kosteskaft er bekjendt nok, den er St. Hans Nat og til Bloksbjerg, men vi have ogsaa den vilde Hær, den er indenlandsk og nutids, den gaaer ad Amager til Nytaarsnat. Alle de daarlige Poeter, Poetinder, Spillemænd, Bladskrivere og kunstneriske Offentligheder, de, som ikke due, ride Nytaarsnat gjennem Luften ud til Amager; de sidde skrævs over deres Pensel eller Pennefjeder, Staalpen kan ikke bære, den er for stiv.
Eksempel 2:
Det var Nytaarsdag jeg kom op paa Taarnet, Ole talte om Skaalerne, der blev tømt ved Overgangen fra det gamle Dryp i det nye Dryp, som han kaldte Aaret. Saa fik jeg hans Historie om Glassene, og der var Tanke i den.
»Naar Klokken Nytaarsnat er slaaet tolv, reise Folk sig ved Bordet med det fulde Glas og drikke det nye Aars Skaal. (...)
Seer Du, det første Glas, det er nu Sundhedens Glas! i det voxer Sundhedens Urt, stik den ind i Bjælken og ved Aarets Ende kan Du da sidde i Sundhedens Løvhytte.
På landet er det en ældgammel skik at plukke den såkaldte sankthansurt, Balders brå (Supercilium Balderi), og sætte den i enloftsbjælke for derved at kunne slutte sig til, hvad fremtiden vil bringe. Således plejer pigen at sætte én op for sig selv og én for kæresten, og hvis disse to planter da vokser sammen, betyder det bryllup. Husfaderen sætter dem op for børn og pårørende, så han deraf kan se, om disse vil få et langt eller et kort liv. Hvis urten vokser op mod loftet, er det et godt tegn, men vokser den nedad, betyder det sygdom og død.
(J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn, Rosenkilde og Bagger 1968, bd. 3 s. 139)
H.C. Andersen kendte denne måde at tage varsel op fra sin opvækst og har skrevet om det forskellige steder.
I den tidlige, posthumt udgivne selvbiografi Levnedsbogen hedder det, at
Sanct Hanses Aften gik jeg til Kilden med en lille Spand, og skjøndt det var over en 1/2 Miil udenfor Byen, bar jeg den hjem med Vand i; jeg var meget overtroisk og min Moder ikke mindre; der blev stukket St. Hans Urter under Bjelken, min groede froedigt og lovede mig en lang Levetid. –
(H.C. Andersens levnedsbog, udg. af Helge Topsøe-Jensen, Det Schønbergske Forlag 1962, 1988, 1996, 3. udg., 2. oplag, s. 25f)
I romanen O.T. (1836):
Sancthans Urter, stukne ind mellem Bjelken og Loftet, skjøde frem i frodig Vext, og spaaede Husets Beboere en lang Levetid.
(I serien Danske Klassikere v. DSL / Borgen er det s. 184)Selvbiografien Mit Livs Eventyr (1855):
(...) naar vi saa vendte hjem fra Skovtouren, tog hun [moderen] altid en heel Mængde friske Birkegrene med, og de bleve plantede bag den polerede Kakkelovn; St. Hans Urter stak vi ind i Bjælkesprækkerne og af disse, eftersom de voxte, kunde vi see, om vi skulde leve længe eller kort. Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt reen og net;
Digtet "Mit Barndoms hjem" (1875):
Sankthansurt blev sat i bjælken,
og kakkelovnen fik glans,
de duftende birkegrene
stod der med skovmærkekrans.
Top