Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Strandvarsel er en del af: Genganger

Nøgleord:

Hav, vand, strand, grænse, død

Beskrivelse af dette motiv:

Et strandvarsel er genfærdet af en druknet, der er skyllet op på stranden. Man kan, ifølge folketroen, møde det på veje langs strande eller på stranden. Strandvarsler er beskrevet i Just Mathias Thieles Danmarks Folkesagn (1843-60), bd. 2, s. 219f (i udgaven udgivet af Rosenkilde og Bagger 1968). Her fremgår det ikke, at strandvarslerne vil begraves, men i de gengivne historier vil strandvarslerne til kirken. I den ene historie på ryggen af et menneske, som i Andersens "Anne Lisbeth". I begge de folkelige fortællinger indgår de særlige kirke-nisser, de såkaldte kirkegrimer, som en modstander til strandvarslet.

Eksempel 1:

(...) det var Tang og Siv, der laae snoet hen over en stor aflang Steen, det saae ud som et heelt Menneske, det var kun Siv og Tang, men forskrækket blev hun og idet hun gik videre, kom hende i Tanke saa Meget, hun havde hørt som Barn, al den Overtro om »Strandvarslet«, Spøgelset af den Ubegravne, der laae skyllet op paa den øde Strandbred. »Strandvaskeren«: den døde Krop, den gjorde Intet, men dens Spøgelse, Strandvarslet fulgte den eensomme Vandrer, hang sig fast og forlangte at bæres til Kirkegaarden, for at begraves i Christen Jord. »Hæng paa! hæng paa!« sagde det; og som Anne Lisbeth gjentog for sig selv disse Ord, gik med Eet op for hende hele hendes Drøm, saa lyslevende, hvorledes Mødrene havde klynget sig til hende med dette Udraab: »hæng paa! hæng paa!« hvorledes Verden sank, hendes Særkeærme revnede og hun faldt fra sit Barn, der i Dommens Stund vilde have holdt hende oppe. Hendes Barn, hendes eget kjødelige Barn, det, hun aldrig havde elsket, ja, ikke engang tænkt paa, dette Barn var nu paa Havsens Bund, det kunde som Strandvarsel komme og raabe: »hæng paa! hæng paa! bring mig i Christen Jord!« og idet hun tænkte det, prikkede Angesten hende i Hælene, saa at hun gik raskere;

Kommentar til dette tekststed: Andersen kombinerer her strandvarselmotivet med et fynsk folkesagn om "Søndagsbarnet" (gengivet i Thiele: Danmarks Folkesagn, 1843-60, bd. 2, s. 123 i udgaven udgivet af Rosenkilde og Bagger 1968) Der gøres opmærksom på dette i kommentaren i DSL/Borgen 1990: H.C. Andersens eventyr, bd. 7, s. 202f, hvor der refereres til Hans Ellekilde: "H. C. Andersen og de fynske folkesagn" (Anderseniana 1955), og til andre af Andersens inspirationskilder til eventyret.

Eksempel 2:

Det var lys Dag, da hun kom til sig selv, to Karle løftede hende i Veiret; hun laae ikke paa Kirkegaarden, men nede paa Strandbredden, og der havde hun gravet foran sig et dybt Hul i Sandet og skaaret sine Fingre tilblods paa et sønderbrudt Glas, hvis skarpe Stilk stak i en blaamalet Træfod. Anne Lisbeth var syg; Samvittigheden havde blandet Overtroens Kort, lagt dem op og faaet ud deraf, at nu havde hun kun en halv Sjæl, den anden Halvdeel havde hendes Barn taget med sig ned paa Havsens Bund; aldrig vilde hun kunne flyve op mod Himmeriges Naade, før hun havde igjen den anden halve Deel, der holdtes paa i det dybe Vand; Anne Lisbeth kom til sit Hjem, hun var ikke det Menneske meer, hun før havde været; hendes Tanker vare spegede som Garnet, der speges, een Traad kun havde hun red, den, at bære Strandvarslet til Kirkegaarden, grave det en Grav og derved vinde sin hele Sjæl tilbage.

Mangen Nat blev hun savnet i sit Hjem og altid fandt man hende da ved Stranden, hvor hun ventede paa Strandvarslet; saaledes hengik et heelt Aar, da forsvandt hun igjen en Nat, men var ikke at finde; hele den følgende Dag gik hen med forgjæves Søgen.

Henimod Aften, da Degnen kom ind i Kirken for at ringe til Solnedgang, saae han foran Altret laae Anne Lisbeth; her havde hun været fra den tidlige Morgenstund, hendes Kræfter vare næsten borte, men hendes Øine lyste, hendes Ansigt havde en rødmende Glands; de sidste Solstraaler skinnede ind paa hende, straalede hen over Alterbordet paa de blanke Spænder af Bibelen, der laae opslaaet, med de Ord af Propheten Joel: »Sønderriver Eders Hjerter og ikke Eders Klæder, vender om til Herren!« – »det var nu saaledes tilfældigt!« sagde man, som saa Meget er tilfældigt!

I Anne Lisbeths Ansigt, som Solen belyste, var der at læse om Fred og Naade. Hun var saa vel! sagde hun. Nu havde hun forvundet Sit! i Nat havde Strandvarslet, hendes eget Barn, været hos hende, det havde sagt: Du gravede kun halv Grav – for mig, men Du har nu Aar og Dag begravet mig heelt i dit Hjerte, og der gjemmer en Moder sit Barn bedst! og saa havde det givet hende igjen hendes tabte halve Sjæl og ledet hende herind i Kirken.

»Nu er jeg i Guds Huus!« sagde hun, »og i det er man salig!«

Da Solen var heelt nede, var Anne Lisbeths Sjæl heelt oppe, hvor der er ingen Frygt, naar den her er udstridt, og udstridt havde Anne Lisbeth.

Kommentar til dette tekststed: Anne Lisbeths død i forklaringens guddommelige lys, der også er solens, er parallelt med Ides død i Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre og Pigen, som traadte paa Brødet og minder om den lille havfrues stræben efter lyset samt Jødepigens dåb i ild.