The Hans Christian Andersen Center

Dato: Maj 1829
Fra: Carsten Hauch   Til: Peder Hjort
Sprog: dansk.

Kjre gode Ven!

Jeg har med Glde lst din Anticritik, jeg finder at den klart og grundigt gjendriver de ubillige og af Spleen og Misfornielse fremavlede ubestemte eller i det mindste ubeviste Meninger om den nrvrende Tids Poesie. Jeg takker Dig for de Steder, hvor Talen er om mig selv. - Fodreisen har jeg lst, fr jeg kom herud, og er fuldkommen af Din Mening om den. Da den blev saa uforskammet rost i flere Blade, ja selv i det ny Maanedsskrift, have jeg selv engang havt Lyst til at skrive noget derimod, men af Dovenskab blev der desvrre Intet af. Jeg finder det en sand Ulykke for en Litteratur, naar slige genielse Efterligninger vkke en saa stor Interesse. Det er som at slge Drmme fra Bidstrup for Geniets gte Frembringelser; ogsaa i hine kan man jo finde Phantasie. Hvad der isr irriterede mig var den Arrogance og impertinente Hjertelshed, hvormed dette Vrk fremtrder. Nathan den Vise stilles i Spidsen for Molboerne! Romeo og Julie, Axel og Valborg blandes med alle de sletteste Kirlighedstragoedier, der ere skrevne! Enten er dette Galskab eller Hjertelshed, og uden Tvivl er der lidt af begge Dele, isr naar det kommer fra slig en Person, som Forfatteren af Fodreisen. Imidlertid har dette Vrk funden en Deeltagelse, som de bedste Vrker ofte maa savne. Aarsagen er, at H.C. Andersen kaster sig i Stvet og lader sig trde ned deri af Enhver, som det falder ind. Han trnger sig ind i alle Familier, slikker alle Menneskers Spyt, og er lige saa ledels og uden Holdning i sin Person som i sine Digte. Dog nok herom.

Din tro og hengivne ven C. H.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost