Kjære gode Ven!
Jeg har med Glæde læst din Anticritik, jeg finder at den klart og grundigt gjendriver de ubillige og af Spleen og Misfornøielse fremavlede ubestemte eller i det mindste ubeviste Meninger om den nærværende Tids Poesie. Jeg takker Dig for de Steder, hvor Talen er om mig selv. - Fodreisen har jeg læst, før jeg kom herud, og er fuldkommen af Din Mening om den. Da den blev saa uforskammet rost i flere Blade, ja selv i det ny Maanedsskrift, have jeg selv engang havt Lyst til at skrive noget derimod, men af Dovenskab blev der desværre Intet af. Jeg finder det en sand Ulykke for en Litteratur, naar slige genieløse Efterligninger vække en saa stor Interesse. Det er som at sælge Drømme fra Bidstrup for Geniets ægte Frembringelser; ogsaa i hine kan man jo finde Phantasie. Hvad der især irriterede mig var den Arrogance og impertinente Hjerteløshed, hvormed dette Værk fremtræder. Nathan den Vise stilles i Spidsen for Molboerne! Romeo og Julie, Axel og Valborg blandes med alle de sletteste Kiærlighedstragoedier, der ere skrevne! Enten er dette Galskab eller Hjerteløshed, og uden Tvivl er der lidt af begge Dele, især naar det kommer fra slig en Person, som Forfatteren af Fodreisen. Imidlertid har dette Værk funden en Deeltagelse, som de bedste Værker ofte maa savne. Aarsagen er, at H.C. Andersen kaster sig i Støvet og lader sig træde ned deri af Enhver, som det falder ind. Han trænger sig ind i alle Familier, slikker alle Menneskers Spyt, og er lige saa ledeløs og uden Holdning i sin Person som i sine Digte. Dog nok herom.
Din tro og hengivne ven C. H.
