Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Blomst, natur, lys, vand, ånd
Niels Kofoed skriver om lotus-blomsten i sin H.C. Andersen og Goethe eller Verdensåndens alfabet, C.A. Reitzels forlag 2005, s. 195f (i en analyse af "Dynd-Kongens Datter"):
Den symbolske konvergens mellem Helga og den lotus, som er hendes vugge, er overordentlig betydningsmættet. I Oldtidens Ægypten nævntes lotusblomsten i myten om verdens skabelse. Den opstod af urdyndet, og den guddommelige verdensskaber udsprang som en smuk dreng af dens bæger. Lotusblomsten forholder sig også til eventyrets overordnede lysmetaforik, fordi blomsterne åbner sig ved solopgang og lukker sig om aftenen, når mørket falder på. På gamle vægmalerier i de ægyptiske kongegrave ses lotusdamme på hvilke de døde sejler omkring i sivbåde. Lotus er den blomst, som var i begyndelsen i de store vande, hvori livet kommer til syne og forsvinder, idet solen oprindelig stod op fra en lotus i tidernes morgen. Som lysets blomst, dvs. som resultat af solens ild og månens vande, symboliserer den ånd og materie i form af ild og vand. Den har tillige form af det kvindelige skød og er dermed også et tegn på naturen og den store moders frugtbarhed.
Lotus er også et symbol på overmenneskelig eller guddommelig fødsel ubesmittet af de mudrede vande, hvorfra blomsten stiger op. Den gud, der kommer fra en lotus, betegner den verden, der forbinder solens ild med livets vande. Sol, måne, mandligt og kvindeligt, finder sammen i en androgyn helhed.
Eksempel :
I Paradisets Have, under Kundskabstræet, stod en Rosenhæk; her, i den første Rose, fødtes en Fugl, dens Flugt var som Lysets, deilig dens Farve, herlig dens Sang.
Men da Eva brød Kundskabens Frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra Straffe-Englens Flammesværd en Gnist i Fuglens Bede og antændte den. Fuglen døde i Flammerne, men fra det røde Æg fløi en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Phønix. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede Aar brænder sig selv op i sin Bede, og at en ny Phønix, den eneste i Verden, flyver ud fra det røde Æg.
Fuglen omflagrer os, hurtig som Lyset, deilig i Farve, herlig i Sang. Naar Moderen sidder ved Barnets Vugge, er den ved Hovedpuden, og slaaer med Vingerne en Glorie om Barnets Hoved. Den flyver gjennem Nøisomhedens Stue, og der er Solglands derinde, den fattige Dragkiste dufter med Violer.
Men Fugl Phønix er ikke alene Arabiens Fugl, den flagrer i Nordlysskjær paa Laplands Iissletter, den hopper imellem de gule Blomster i Grønlands korte Sommer. Under Fahluns Kobberklipper, i Englands Kulgruber flyver den, som et puddret Møl, hen over Sangbogen i den fromme Arbeiders Hænder.
Den seiler paa Lotusbladet ned ad Ganges hellige Vande, og Hindupigens Øine lyse ved at see den.
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke T Paradisets Fugl, Sangens hellige Svane. Paa Thespiskarren sad den, som en sladdrende Ravn, og slog med de sorte, bærmebesmurte Vinger; over Islands Sangerharpe gled Svanens røde, klingende Næb; paa Shakspeares Skulder sad den som Odins Ravn og hviskede ham i Øret: Udødelighed; den fløi ved Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal.
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke? Han sang Dig Marseillaisen, og Du kyssede Fjeren, der faldt fra hans Vinge; han kom i Paradisglands, og Du vendte Dig maaskee bort til Spurven, der sad med Bogguld paa Vingerne.
Paradisets Fugl! fornyet hvert Aarhundrede, født i Flammer, død i Flammer, dit Billed indfattet i Guld hænger i de Riges Sale, selv flyver Du tidt vildfarende og eensom, – et Sagn kun: Fugl Phønix i Arabien.
– I Paradisets Have, da Du fødtes under Kundskabstræet, i den første Rose, kyssede Vor Herre Dig og gav Dig dit rette Navn – Poesien.
Top