Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Guds hus

Beskrivelse af dette motiv: I den kristne verden, som er den mest relevante i sammenhæng med H.C. Andersen, kan man skelne mellem på den ene side den romersk-katolske opfattelse af kirken som en institution, der administreres af et indviet præsteskab, og på den anden den protestantiske, hvor "kirke" mere har betydning af de troendes fællesskab og kirken som bygning egentlig ikke er hellig, men blot et sted, hvor man kan mødes til gudstjeneste.

Eksempel 1:

Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle saa venligt den fremmede Vandringsmand med det aabne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte paa Altarbordet, men Johannes stod allene paa Kirkegaarden, saae de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med høit Græs, da tænkte han paa sin Faders Grav, der nok ogsaa snart vilde synke saaledes sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. - Taus sadde han sig ned og rykkede Græsset af een af de nærmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen paa deres Sted, i det han tænkte, at ogsaa en kjærlig Haand vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.

Kommentar til dette tekststed: Stykket viser den rejsende Johannes' rene og gode væsen. Hans religiøsitet knytter sig ikke først og fremmest til kirkens rum, men til enkle dyder som næstekærlighed, respekt og tro på det gode i mennesker.

Eksempel 2:

Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark straalte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Taagerne fra Engen, og alle Blomsterne nikkede i den friske Morgenvind, som de vilde ønske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om paa Høien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han var døbt, og hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde bedet til Christus og alle de Hellige; da saae han høit oppe i et af Hullerne i Taarnet, Kirke-Nissen staae med sin lille røde, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm, da ellers Morgensolen skar ham i Øinene; Johannes nikkede ham sit Levvel, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Haanden paa Hjertet og kyssede mange Gange paa Fingerne for at vise ham sine varme Ønsker om at Reisen maatte blive lykkelig.

Kommentar til dette tekststed: Det er helt specielt ved Andersen, at han kunne finde på at sætte motiver fra kristendom og folketro sammen på denne måde - en nisse i kirketårnet - ja, hvorfor ikke? En ligeså besynderlig sammenblanding af over- eller folketro og kristendom finder man i "Dynd-Kongens Datter".