H.C. Andersen centret

Jerusalems Skomager er ifølge et middalalderligt sagn en jøde, der slog den lidende Jesus og derfor er dømt til at leve og vandre fredløst i evighed. Sagnets gængse detaljer er kendt fra en tysk folkebog fra 1602 (dansk 1607): at jøden hed Ahasverus, at han var skomager, var knyttet til Via dolorosa og havde tilnavnene Den evige/vandrende Jøde og Jerusalems Skomager.

Hos H.C. Andersen optræder Jerusalems Skomager allerede i debutbogen Fodreise (1829), og skikkelsen er ledefigur i det stort anlagte versdrama Ahasverus (1847).

Johan de Mylius fortæller i HCA. Et livs digtning (2005), s. 722, at Andersen i læsedramaet Ahasverus fremstiller den evige jøde som en parallel til den faldne engel Lucifer, lysbringeren, hvilket, igen iflg. Mylius, er et udtryk for HCAs forestillinger om digteren; en slags falden engel, der bærer lys for tider og slægter, med mulatten Horatios ord, som Mylius citerer s. 516 i samme bog: "han spreder lys, men står dog selv i skygge".

Se evt. også Erik Dal og R. Edelmanns bidrag til Fund og Forskning XII 1965, s. 31-46.

Ahasverus, 1) egl. Achaschverosch, den hebr. Form for Khschajarscha, Xerxes. 2) den evige eller den vandrende Jøde, i dansk Folkeoverlevering Jerusalems Skomager; en sagnagtig Skikkelse, der skal have slaaet Jesus og til Straf derfor vandrer fredløs om paa Jorden uden at kunne dø. Fortællingen dukker tidligst op i det vestlige Europa i første Halvdel af 13. Aarh. og fortæller da om Dørvogteren hos Pontius Pilatus, som slog Jesus, der førtes bort for at korsfæstes (jfr. Kaifas' Tjener, der slog Jesus, og Joh. Ev. 21, 22 om Peter, der skal blive, indtil Jesus kommer igen). Han nævnes her Carthaphilus; i den fig. Tid forekommer han under andre Navne, indtil med den tyske Folkebog fra 1602 Navnet Ahasverus fæstes ved ham. Her er han Skomager i Jerusalem; paa Vejen til Golgatha hviler Jesus et Øjeblik foran hans Hus, men drives bort af ham; Herren siger da, at han til Straf skal blive ved at vandre. Bogens Fortale, som udgiver sig for at være fra 1564, fortæller, at den senere Biskop i Slesvig Paul von Eitzen som Student har set ham i en Kirke i Hamburg 1542. – Paa Dansk haves denne Folkebog ("Sanddru Beskrivelse om en Jøde, som var født og baaren til Jerusalem" o. s. v.) i Udgave fra 1631. En Almuevise af lgn. Indhold synes forfattet i første Halvdel af 18. Aarh. Der fortælles ofte, at man har set ham paa en ell. anden Egn vandre omkr., indskrumpet af Alderdom, mosgroet; Juleaften hviler han sig en kort Tid, støttet til en Plov ude paa Marken. I 19. Aarh.'s Litt. er A. behandlet af mangfoldige forskellige Digtere; af danske Digterværker er de mest bekendte Ingemann's "A. " [1837]; Paludan-Muller's "A." (i "Tre Digte") [1854] foruden lejlighedsvise, skæmtende Behandlinger i H. C. Andersen's Eventyr og Hostrup's Komedier. (Litt.: K. Nyrop, "Fortids Sagn og Sange", 2. Bd [1907]: "Den evige Jøde"; Feilberg, "Jysk Ordbog" [2. Bd S. 40, 4. Bd S. 246]).

(A. 0.). H. Gråner-Nielsen.

Ahas'verus, Jerusalems skomager, Den evige jøde, jøden, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Fra europæiske 1200-talskrøniker stammer de ældste kendte beretninger om Pontius Pilatus' dørvogter, Kartaphilus, der skal have slået Jesus (jf. Luk. 22,63-64; Joh. 18,22) og som straf blev idømt den skæbne at leve, indtil Jesus kommer igen (måske en misforståelse af joh. 21,20-23).

Krønikerne og bibelstederne er blandt forudsætningerne for et i 1602 af pseudonymet Chrisostomus Dudulaeus Westphalus udgivet skrift, hvori den i 1591 afdøde Slesvigbiskop Paulus von Eitzen fortæller om sit møde med Ahasverus i Hamburg i 1542. Her gøres skikkelsen definitivt til jøde og skomager og får navnet Ahasverus. Det blev omkring 1600 i Tyskland brugt som fællesnavn for jøder, sikkert inspireret af de Ahasverusspil, som jøderne ved purimfesten opførte for at mindes, hvordan Ester standsede Hamans forsøg på at udrydde jøderne i Perserriget; Ahasverus er i Esters Bog i Det Gamle Testamente navnet på hendes mand, perserkongen Xerxes.

Formentlig har beretningen fra 1602 haft et lokalt antisemitisk sigte, legitimeret af, at det er Jesus selv, der har udtalt dommen over jøden. Von Eitzen havde studeret i Wittenberg hos Luther, der i 1543 havde udgivet sit skrift mod jøderne. Siden er udtrykket Den evige jøde blevet anvendt i antisemitisk propaganda, bl.a. af nazisterne.

Beretningen fra 1602 udkom på flere sprog og blev en folkebog. Den ældste kendte danske oversættelse er fra 1631 og var medvirkende til, at Ahasverus blev den kendte sagnfigur, som i Danmark hyppigt kaldes Jerusalems skomager eller Den evige jøde. Om ham er bl.a. fortalt, at han er på størrelse med en sort høne og mosbegroet af ælde; det siges, at man ikke må lade en plov stå ude juleaften, for hvis Ahasverus kommer og hviler sig på den, vil intet gro i dens fure. Der findes en skillingsvise om Ahasverus, som følger folkebogen.

Romantiske digtere som Ingemann, Hostrup og Paludan-Måller har digtet mere eller mindre alvorligt om den hjemløse Ahasverus, ligesom H.C. Andersen har brugt motivet i sit dramatiske digt Ahasverus fra 1847. I nyere tid har fx Pär Lagerkvist og Kaj Munk brugt Ahasverusskikkelsen som motiv.

Eske K. Mathiesen

Encyklopædien gengiver desuden et titelblad til en dansk skillingsvise fra 1705, med billedteksten:

I visen fortæller Ahasverus om sin sørgelige skæbne: "En Skoemager har jeg været, / Boed i Jerusalem, / Christus haver jeg vanæret, / Varen Gudsbespotter slem, / Jeg ey Medynk spørge lod, / Over det uskyldig Blod, / Derfor maa jeg nu ornvandre, / Mig til Straf, som Speyl forandre."