H.C. Andersen centret

Ole Lukøje er en underlig figur. Andersen lånte træk til ham fra tysk overtro. Han fortalte selv i et brev til den svenske komtesse Mathilda Barck, Nysø 20.6 1840, at navnet Ole Lukøie "betyder hos os hvad Der Sandmann er i Tydskland, en underlig Krabat, som om Aftenen naar Børn sidde allerbedst faaer dem til at plirre med Øinene og de maa lukke dem og sove" (Anderseniana 3. rk. II,2, 1975, s. 146f). Ole Lukøje-skikkelsen "nævnes første gang af J.R. Paulli i komedien Julestuen og Maskeraden (1724) og omtales senere af Poul Møller i Scener i Rosenborg Have (1819-21) og Blicher i "Røverstuen" (1827)", står der s. 57 i kommentarbindet, bd. 7, af Dansk Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Andersens eventyr, forlaget Borgen, Kbh. 1990. Sammesteds nævnes det, at en lignende skikkelse foregribes allerede i digtet Kunstner-Livet (1829) samt i romanen Kun en Spillemand (1837), hvor Peter Wik fortæller Christian, at de skal slaaes med Ole Lukøie! men han vipper os, kan Du troe! vipper os op i den syvende Himmel (s. 87 i DSL's udgave, Borgen 1988). Siden hen skrev HCA eventyrkomedien Ole Lukøie (1850).

I Johan de Mylius' Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr (Høst & Søn 2004) behandles "Ole Lukøie" som den første tekst, og det er ikke tilfældigt. Eventyret er et skoleeksempel på én af Mylius' pointer, nemlig at fortælleren Andersen ofte ikke fortæller os noget, men illuderer at fortælle, mens han holder os hen med snak og skaber de billeder som er hans egentlige ærinde – billeder af eksistentielle grundsituationer, der ofte hører øjeblikket og ikke en livs(historie) til: død, lykke, opbrud, mere generelt forvandling.

Ole Lukøje en form for gud, en søvnens og drømmenes gud. Hos Andersen er han blid og nisseagtig, men en anderledes alvor skinner igennem tilsidst, hvor det fortælles, at Lukøjes bror, der har samme navn, er døden selv.