The Hans Christian Andersen Center

Dato: 26. oktober 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

339 Til E. Collin.

Dresden den 26 October 1860 (Amalienstra No 15).

Kjre Ven!

Endnu et Brev faaer De fra mig! De, den Eneste jeg ret udtaler mig for i Glde og Sorg, naar noget Godt og Hdrende mder mig og naar jeg lider Verdens Modgang. Med mit legemlige Befindende er det betydeligt bedre, om Forkjlelsen endnu ikke ganske er hvet, men sjleligt har jeg det ikke godt, der er mdt mig Noget som strkt afficerer mig, ja baade rgrer og bedrver mig, og en Landsmand er skyld deri, vor Landsmand Lorck i Leipzig; at han er min Uven kan jeg aldeles ikke tro, men han har mod mig handlet, mildest talt, hist ubetnksomt.

Jeg veed ikke om jeg i noget Brev fra Genf har fortalt Dem, at der fik jeg Besg af en Ungarer, en Forfatter, Overstteren af Poetefis deilige Digte, jeg vil ikke skjule Dem, at jeg ligestrax flte mig uhyggelig ved den ivrigt hist aandrige og venlige Mands Besg, og hans Forring af et Par Oversttelser han havde leveret; jeg spurgte et Par Personer om denne Mand, men de kjendte ikke noget til ham og min Angest for at omgaaes politiske Personer, maaskee her aldeles ugrundet, skabte denne uhyggelige Flelse; imidlertid var Manden fuld af Opmrksomhed mod mig og af hans Album saae jeg at han havde mange hdrende, udmrkede Bekjendtskaber og at Kaulbach havde tegnet hans Portrt, det han forrede mig en Photographie416 af. Da jeg kom til Mnchen spurgte jeg Fru Kaulbach hvem er Hr Kertbeny, (Mandens Navn), Ah, kjender De ogsaa ham! sagde hun og bad mig ikke tale til Kaulbach om ham da han ikke holdt deraf, og hun sagde da at Manden havde Gjld og var viist bort fra Mnchen, (dette fortller jeg naturligviis Dem privat). Hun spurgte mig om jeg ikke havde maatte laane ham Penge, men jeg forsikkrede at han aldrig havde talt til mig om Sligt, kun viist mig Hflighed, saa at det nsten generede mig. Da jeg nu kom til Leipzig spiiste jeg den eneste Dag jeg var der, hos Lorck, for hvem Ungareren havde skrevet i hans Europa, jeg bad Lorck sige mig Lidt om denne Mand og han udtalte sig ganske som jeg havde hrt det i Mnchen, og sagde at han havde forlangt Penge af ham for Artikler der var leveret, men han kun betalte for hvad der var optaget, fortalte en heel Deel jeg nu ikke kan stte ud fra hinanden, og ved den Leilighed sagde jeg da ganske naturlig, at jeg var glad ved, jeg var kommet meget vel derfra, mig havde han Intet forlangt af, mig havde han kun viist Hflighed, men at jeg havde flt en uforklarlig Angest for at komme i Forbindelse med den Mand.–Alt dette er og kunde nu vre en ganske almindelig Sag, men da faaer jeg i forgaars Morges et Brev fra Hr. Kertbeny i Genf, et meget maadeholdene Brev, i Forhold til den Ret Manden i Sandhed har, og i Brevet staaer blandt andet Flgende. Herr Buchhandler Lorck in Leipzig forder[te] mich auf ihn fr sein periodisches Werk Mnner der Zeit, verschiedene417 Biographien zu liefern. Das geschah denn auch und die Beitrage sind lngst in seiner Hnden; da ich nun aber nach Paris will, und hier einige Fordrungen zu begleichen habe, bertrug ich dem hiesigen Buchhndler Georg meine Honoraransprche bei Lorck. Georg lieb nun durch seinen Comissionair in Leipzig mein Forderung bei Lorck prsentiren; Lorck, den ich personlich nicht kenne erwiedert hierauf: Die Artiklen werden erst nach erfolgten Abdruck honorirt, und dann auch garantiert er Hr Georg die Anerkennung418 nicht, denn man habe ihm, Lorck, gesagt, ich htte viele Schulden, wenn daher das Leipziger Gericht auf mein Honorar Beschlag lge, msse er [es] ausliefern. Das ich aber ein eigen Schuldmacher sei, gehe schon daraus hervor419, indem ich den eben in Leipzig weilende Dichter H. C. Andersen bei dessen letzlichen Aufenthalte in Genf grulich anpumpte !– Manden skriver at da man lste dette op for ham, var han i hieste Grad overrasket og forlanger af mig en Forklaring, om han nogensinde har vilde laane Penge af mig eller af den Art!–Jeg har aldrig udtalt dette, aldrig sagt et Ord der kunde udtydes saaledes, tvertimod erklret at Hr Kertbeny kun har viist mig Opmrksomhed og Venlighed. ieblikkelig skrev jeg til Lorck og gjentog og udtalte dette, spurgte hvorledes og hvorfor han havde indfrt mig i sin Forretnings Skrivelse, men endnu i Dag har jeg ikke et Ord fra Lorck, men det maa vel komme! jeg er krnket, afficeret, forstaaer aldeles ikke hvorledes Lorck kan anfre mig i sit Brev, jeg som just har udtalt, at Hr. Kertbeny kun har viist mig Venlighed. Jeg skrev, som sagt, strax til Lorck, og da jeg havde sovet paa det skrev jeg til Kertbeny at jeg var ligesaa overrasket som han, og at jeg udtrykkelig havde udtalt mig at han aldrig havde forlangt Penge af mig aldrig havde nrmet sig mig uden kun at420 vise mig Velvillie etc. Det er mig som en ond Drm, men det er ingen Drm, jeg har Brevet for mig og har mange Gange lst det. Tidt synes jeg, det hele er en Phantasie, en Umuelighed, Lorck kan ikke have skrevet Sligt, Kertbeny ikke sendt mig dette Brev, men det er desvrre saa, og De som kjender min Natur vil forstaae min Stemning, der slet ikke er behagelig i et fremmet, gjestfrit Huus. Dersom Manden med Ret forlangte at jeg skulde skydes med ham, jeg mdte, ikke for at gjre ham Fortrd, men for at han kunde skyde mig, saa leed og kjed er jeg ieblikke af denne Verden der har saa megen Lgn og Tomhed. Der er Tanker og Flelser man aldrig udtaler for sine bedste fortroligste Venner, maaskee en Gang paa Papiret og da ikke meer, der overvldet mig imellem en dmonisk Livslede, jeg flte den et Par Gange i Geneve, det var som jeg maatte springe ud i Rhonen, og jeg skyndte mig derfra, flte det djvelske Element i mig og bad i Angest til min Gud, der har overvldet mig med Naade og Lykke, det jeg aldeles ikke fortjener. O kjre Ven, jeg fler mig febersyg og dog erkjender jeg, Modgang maa ogsaa jeg have, alfor stor Lykke, Roes og Hder fik jeg i denne deilige Verden, som vi Mennesker ved vore Svagheder gjre421 uhyggelig. I nste Uge tnker jeg paa at forlade Dresden; man har paa det indstndigste bedet mig at komme til Breslau, til Venner der, men jeg reiser ikke der hen, jeg reiser nu hjem! gid at De var hos mig kun et Qvarteerstid!–Hils kjrligt Deres Kone og Brn! Bevar mig i trofast Erindring! Deres

H . C . Andersen.

E. S

Et Brev fra Deres Kone til mig, haaber jeg er underveis!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter