Dato: 27. juni 1860
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

321. Fra E. og Henriette Collin.

Kjøbenhavn. 27 Junii 1860.

Tak for Brevet og kom snart igjen. Er det ikke en Forglemmelse, at De ikke har opgivet Deres Adresse? Commissionerne skal jeg besørge, hvorved bemærkes: jeg skal gjerne tale med Tillisch om Festen paa Kenilworth, uagtet jeg ikke kan begribe, hvorfor De netop er faldet paa denne Opera af Weyse, der dog aldrig blev populair Musik; Connexen med Musikforeningen vil vel neppe gjøre synderligt Indtryk paa Tillisch; men jeg seer den forresten gjerne komme frem og skal gjøre hvad jeg kan.–Commissionen til Casino skal jeg besørge.–Jonas har igaar overstaaet philosophicum men kom syg hjem derfra. Han har ikke kunnet fordøie Philosophie, der var tillavet med Mathematik, og bruger nu Olie m. m. Jeg tænker snart at faae ham ud paa Landet og det vil vel hjelpe bedre.–Lotterisagen er afgjort med Riise; jeg kan godt forpligte mig til strax at skrive til Dem, dersom De vinder; her findes i de senere Aar saamange Fiirkløvere, at Lotteriet maatte betydelig udvides, hvis der skulde være en Gevinst for hver; derfor troer jeg ikke paa Fiirkløvere. Adolph er i Norge og er henrykt over Naturen. Rex har været i Sverrig og har ogsaa paa sin Viis været henrykt; man siger, at han skal have ladet sig gjøre til Underofficier ved et svensk Regiment, ligesom Victor Emanuel blev Corporal ved Zouaverne. Igaar reiste han til Glücksborg.–Forresten er Gudskeelov Alt ret vel her hjemme.

Deres

E. Collin

Dannebrogsmand.

[Efter kortere Paaskrifter af Børnene Jonas og Louise skriver Henriette Collin:]

Min Datter er ingen Menneskekjender kjere Andersen og derfor troer hun at gjøre Dem en Tjæneste ved at vige Pladsen i Brevet for mig, da det dog var indlysende for Enhvær nogenlunde god Iagttager at De i den sidste Tid herhjemme, i en foruroligende Grad foretrak min unge Datter for hendes gamle Moder, dette tilgiver jeg Dem imidlertid af Hjertet'ndash;De veed at naar man ikke længere hos sig selv kan finde Næring for sin medfødte Forfængelighed, saa er man glad ved at kunne finde den i sine Børn.

Vi have det Godt og haabe paa at Jonas's Ildebefindende ikke har noget at betyde'ndash;I Amaliegade gaar alt sin vante Gang'ndash;Bedstefader klager jevnlig over at være sig selv og andre til Byrde, hvilket Sidste da strax bliver modsagt hvorover han bliver meget vred men snart god igjen'ndash;Ingeborg lider ganske overordentlig af Hovedpine og humeuret vil ikke altid strække til, Sønnerne gaae tause og smukke omkring og spise til Middag paa forskillige Tider! Theodor taler helst om Jagt og Fiskeri paa Lerchesminde og Astrup og tæller Timerne til han skal derud.

Om Jerichau maa jeg dog fortælle Dem at han forleden erklærede sig selv at være »Et af de lykkeligste Mennesker paa denne Jord«–han havde Alt hvad denne Verden kunde byde af Lykke og det var Alt strømmet ind til ham i Løbet af dette Foraar!–Naar hans Fortvivlelse er en Sjælesygdom, fristes man let til ogsaa at ansee hans Glædes Ruus for det samme, imidlertid er han jo nu deilig at omgaaes med.

Farvel kjere Andersen, jeg savner Dem ofte ved mit Kaffebord'ndash;tænk engang imellem paa Deres

Jette Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost