The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. december 1859
Fra: Ilia Fibiger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fred. Hosp. Julenat 1859.

Kjre Hr. Professor!

Da jeg ikke hrer til de dydige Folk, som have Magt over dem selv, saa jeg formaaede at gjemme Deres Bog til Julen til flles Festligholdelse, besluttede jeg idetmindste, at det Frste, jeg tog mig for i Helligdagene, skulde vre at takke Dem for den og for al Deres Venlighed og Hjlpsomhed imod mig. Men jeg er bange, det bliver kun daarligt gjort, thi Linierne glide ud og ind mellem hinanden for mine ine, og alting omkring mig dukker op og ned. Jeg fik kun sovet en eneste Time igaar; jeg havde ligesom Julefeber, troer jeg - skjndt Himlen maa vide hvorfor. Og naar det har vret Tilfldet, bliver hele Omverdenen lidt svimmel og jeg selv ikke at stole paa. Dog kan jeg paa en Prik sige Dem, hvilken af Deres Historier jeg finder deiligst. Trods "Barnet i Gravens" ideale Korthed - en Egenskab jeg, i Forbigaaende sagt, nsten stter over alle - og trods Klithistoriens Naturbeskrivelser og vrige Skjnheder, foretrkker jeg dog - ubetinget - : Deilig. Alene undtagen mit Yndlingseventyr, Den lykkelige Familie, synes jeg, det er det Deiligste, De har skrevet. Men Sophie anseer jeg rigtignok, paa Grund af hendes sidste Yttring, for en stor Skjlm. Dersom jeg var en gammel Onkel - thi for en Tante vilde det vel ikke engang skikke sig - vilde jeg sige: Pokker troe hende. - Hvad De sikkert mindst havde ventet, var, at Pen og Blkhus gjorde et hist overraskende Indtryk paa mig. Men, tnk Dem! Det er anden Gang, det er hndt mig. Mellem de Smaating, jeg sendte Dem til Illustreret Tidende, havde jeg nr medtaget et ganske lille - hvad skal jeg kalde det? - der behandler omtrent samme Emne, kun seet fra den modsatte Side. Det er en Samling af Instrumenter, hvor et Valdhorn vkker Forargelse ved sit oprrende Hovmod, fordi det ikke vil erkjende, at det blser sig selv, ja endog giver "en Mester" ren for de Toner, hvorved det nys har erhvervet sig de andre Instrumenters Bifald. De, der i deres Beskedenhed tage re og vel selv undertiden Dadel af hinanden, see heri den forargeligste Selvforgudelse. - Frste Gang et lignende Sammenstd fandt Sted var, da jeg Julen 52 havde faaet udgivet en lille Brnebog, Fortllinger for Brn, som kunne lse paa egen Haand. Ganske kort efter traf jeg en lille Fortlling af Dem om Barnet, der solgte Svovlstikker, der paa det Mrkvrdigste svarede, i Henseende til Catastrofe, til min Slutningshistorie: Det tossede Barn. Begge Brn ere forladte, Begge fryse ihjel, saavidt jeg husker, paa en Julenat. Jeg har nsten glemt min, som jeg ikke har seet, siden jeg lste Correctur derpaa; thi saa rig, selv at eie en af mine Bger, har jeg aldrig vret. Men De tager Alt fra den rigere, yndigere, mere poetiske Side; for mig former det sig strengt. Om Udfrelsen taler jeg naturligviis slet ikke, kun om Opfattelsen. Og der finder jeg det morsomt, at vi ligesom skulle mdes i samme Idee fra modsat Side. Jeg fik en lille Billet fra Lose og Delbanco, hvori de underrettede mig om, at de meente at kunne benytte de Smaating, De havde bragt dem, og forelbigt vilde optage Frkongens Brud, samt spurgte om mit Forfattermrke, "f. Ex. Forfatteren til rettroende Eventyr". Jeg svarede, at mit Mrke var "Forf. til tre Dramer", baade mit frste Arbeide og det, jeg selv satte meest Pris paa, men dersom de foretrak den anden Benvnelse, havde jeg Intet at indvende derimod. Hvorpaa de ogsaa virkelig foretrak den; idag lste jeg Correctur derpaa. Og hvorledes skal jeg nu egentlig takke Dem? Jeg vil aldeles ikke prve derpaa; thi jeg veed, det bliver dog ikke til Noget. Jeg slutter med det nske, at De maa have ret megen, megen Glde i Helligdagene, baade for dem selv og til at lgge hen af til Andre. De hjerteligste Hilsener fra min Sster.

Gldelig Jul! Deres taknemligst hengivne Ilia Fibiger.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (386)