The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *censur*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: April 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Filippo Berti
Sprog: dansk.

[Kjbenhavn i April 1835.]

Kjre -

Erindrer de endnu en ung dansk Digter Andersen, der i April forrige Aar paa Hjemreisen fra Rom besgte Dem med et Anbefalings Brev fra Christian Winther. De viiste mig saa megen Hjertelighed, at jeg ret nsker at have kundet leve lnger med dem. Nu er alt et Aar forlbet, hvoraf jeg har vret den halve Tid her hjemme i Norden. Som en smuk Drm ligger min hele Reise for mig. Mit eneste nske er atter at flyve tilbage over Alperne, de blaae Bjerge, de smukke Mennesker og de hellige Ruiner. Jeg elsker Syden, elsker Italien med hele min ungdommelige Sjl og kommer der vist aldrig mere skal de i Norden, det kolde Norden! Neapels Natur har isr grebet min Sjl, i dens Orangehaver, ved dens blaae Hav drmmer min Tanke. Der saae jeg OldtidsByer staae op fra de Dde, saae Bjergets evig brndende Vunde. Min Sjl har inddrukket Billedet af Italien, dets Deilighed og sregne Folkeliv. I en Roman "Improvisatoren", har jeg sgt at udtale dette for mine Landsmnd, den er i disse Dage kommen ud i to Bind og har vakt megen Opmrksomhed, man finder jeg levende har gjengivet Italien, og den frste Critik jeg alt har seet siger at jeg ved denne Bog synes at vre bleven retsgyldig naturaliseret blandt de fremmede Sydlndere. En tydsk Oversttelse er alt under Arbeide af Professor Kruse, saa at Bogen om kort Tid vil komme ud ogsaa i Tydskland; over Alperne kommer den vel ikke, skjndt det kan jeg forsikkre Dem, at, skjndt den er skrevet af en Protestant, vilde vist den strengeste geistlige / Censur lade den optrde i ethvert catholsk Land. Det hellige hos Nationer er ogsaa mit Hjerte helligt! Alle Personerne i Bogen paa en Eneste nr, ere Italienere. Det Skjnneste og Bedste, der har grebet mit Hjerte, har jeg udtalt. Da De ikke kan lse den danske Bog, sender jeg Dem ingen; dog vilde jeg gjerne give dem en lille Erindring om mig, en ganske lille Bog, som De, som et Curiosa, kan gjemme. Det er et ganske dansk Digt, nationalt nordisk: Agnete og Havmanden efter en gammel Vise, Bnderne endnu synge i vore lyse, deilige Bgeskove. For dog at give dem en Slags Idee om den, vil jeg kortelig fortlle Hovedindholdet. - En ung Fiskerpige; har fra sin tidligste Barndom flt en slsom Kjrlighed til Havet, en forunderlig Lngsel, efter Noget, hun ikke selv kan forklare sig. Moderen troer det staaer i Forbindelse med hendes Fdsel; thi da hun var svanger med hende og hun en dag gik ud paa Havets Sandbund, hvor Vandet ved Ebben var borte, og hvor hun da vilde samle Rav, fik hun ondt, maatte stte sig paa et Skibsvrag der stak frem af det hvide Sand og fdte der Agnete; men nu kom Floden, Blgerne vendte pludselig tilbage; Manden tog da den syge Kone og det spde Barn og flygtede mod Land, forfulgt af den stigende S, hvor Brndingen overspritede dem; den var Agnetes Daab. Hun er voxet til og forklarer selv sin forunderlige / Higen i efter hvad hun ikke selv veed at nvne, ved, at hun maa tnke paa en Jongleur, hun engang saa spille med flere Guldkugler i Luften; han greb hver, for i samme ieblik at kaste den; ved hver han fangede var hans Tanke alt forud kun at gribe den flgende. Paa Agnetes Bryllupsdag stiger Havmanden fra Dybet, lokker hende ved sin Sang og Havets Deilighed, og hun styrter sig i hans Arme. Det er den frste Afdeling af Bogen. Nu gaaer 50 Aar; men for hende synes de kun som syv Somre; hende Skjnhed forandres ikke, og Havmanden skaber hende en Verdens Herlighed paa Dybet. En Dag hun sidder ved Vuggen og leger med sine smaa Brn, bringer Havmanden [overstr: hende] dem en lille Fugl han har fanget over Havet, den synger Veemod i hendes Sjl, synger om Verden hun har levet i, og falder derpaa Dd i hendes Skjd, nu hrer hun gjennem Havet Kirkeklokkerne ringe og Lngsel efter at gaae endnu engang i Messe, nyde det hellige Brd griber hendes Sjl, hun bnfalder Havmanden, lover at vende tilbage til ham og de kjre Brn, og han frer hende op igjen. Men 50 Aar ere gaaet, Alt er forandret, hendes Nrmeste ere dde, hun begriber det ikke, troer det er kun syv Aar. Hun trder ind i Kirken, men alle de hellige Billeder vende sig om paa Vggen, vise hende Ryggen: hun har jo forladt sin Gud. Fuglene flygte for hende. Hendes Hjem staaer de. Hun mder en gammel Gubbe, det er just hendes Brudgom, han kjender hende, thi hun er ung og skjn / som fr, han korser sig og flyer. De dde synge fra Gravene, at hun ei maa vende tilbage til Havmanden, hun beslutter det, da kommer han alt, de smaae Brn strkke Hnderne efter hende, hun hre deres Graad og bevges - men synker dd om ved Stranden hvor Fiskerdrengen begraver hende under en Steen, hver Morgen er den vaad - det er Havmandens Graad. - Her har de det lse Skelet.

Hils de venlige mennsker, de frte mig til! Dagligt tnker jeg paa det deilige Italien. Dette brev sender jeg dem med en af mine Venner, en dansk Sofficeer Wulff der flger vor Fregat til Livorno for at afhente en Deel af Thorvaldsens {overstr: Vrker] Arbeider samt mde en aandrig Sster og kjr Broder, der nu et Aar har levet i Neapel og Rom. Mange Hilsener fra Christian Winther! Han har nyligt skrevet et Bind allerkjreste Digte fulde af Poesie og Hjerte. Gld mig med et Brev, send det med en Dansk, eller med Posten, naar de kun skriver mit Navn og disse faa ord: Nyhavn 280 og da Copenhague, saa flyver Brevduen i mine Arme; gid jeg snart kunde flyve i Deres!

Af ganske Hjerte Deres

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 199-202)