The Hans Christian Andersen Center

Dato: 12. oktober 1857
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

[fortsttelse af Nr. 1, se Brev

Nr. 401. Fra H. C. Andersen.

No 2. Basns, den 12 October 1857 (skrevet senere end No 1.)3497)

Endnu et Par Ord! - den triste Stemning hvori jeg skrev Epistelet No 1 sluttede med at jeg digtede et lille Eventyr, der maaskee har sin bedste Betydning ved at jeg kom i Ligevgt, det er en Historie om et bletr.3498) Seer De, Noget er godt for Noget! Medens jeg skrev kom Fru Scavenius og bad mig saa venligt og smukt at blive endnu til Lverdag-Middag,3499) det lovede jeg og altsaa sees vi frst Sndag eller snarere Mandag om Gud vil i nste Uge, men nu kan jeg da nok i denne faae et lille Brev fra Dem her til Basns.

broderligst H. C. A.

Til Frken Henriette Wulff.

Den omtalte Historie, som H. C. Andersen opgav at offentliggre - han har nok fundet den for ubetydelig - foreligger kun i en moderne hollandsk Oversttelse, og det vil derfor vre rimeligt ogsaa at trykke den danske Tekst. Manuskriptet findes i den Collinske Samling (Kgl. Bibliotek).

BLET

Ovre i Engeland sad en lille Dreng og en lille Pige, de legede med et ble, de rystede det og hrte hvorledes Kjrnene raslede inden i; blet skar de over og fik hver sit Stykke, de deelte Kjrnene imellem sig og spiiste dem, paa een nr, den skulde de lgge i Jorden, meente den lille Dreng, der skal Du see hvad der kommer ud af! sagde han, der kommer noget Du slet ikke kan tnke Dig! der kommer et heelt bletr! men ikke lige strax! han var nu saa klog. Og Kjrnen blev plantet i en Urtepotte begge to vare de lige ivrige dermed; Drengen gravede Hul i Jorden med sin Finger, den lille Pige lagde Kjrnen ned og begge to dkkede Jorden til.

Nu maa Du ikke imorgen tage den op for at see om den [har] faaet Rode, sagde Drengen, det maa man ikke, det gjorde jeg med mine Blomster ifjor, kun to Gange, jeg vilde see om de groede, da havde [jeg] ikke bedre Forstand og Blomsterne dde!

Urtepotten blev i den lille Piges Stue, hver Morgen hele Vinteren saa hun til den, men der var kun den sorte Jord at see, nu kom Foraaret, Solen skinnede saa varmt og da pippede der frem i Urtepotten to smaa grnne Blade, det var yndigt, det var magelst, jublede den lille Pige, nu kommer bletret! og for hver Dag og Uge kom det mere frem, Planten blev strre og strre, der blev et heelt lille Tr, Aar for Aar strre, men den lille Pige saae det ikke blomstre, vor Herre kaldte hende bort fra Jorden. Den lille Dreng levede endnu, men hos ham stod jo Tret ikke og han havde ogsaa ganske glemt det og den Leeg, da de lagde blekjrnen ned i Urtepotten, for at der kunde blive af den Noget som hun slet ikke tnkte. Han var selv kommet fra sine Forldres Huus ud i Skole for at der kunde blive noget af ham - det var ham en saadan Glde at lse, at lre, at vide, han glemte alle sine Lege og han tnkte naturligviis ikke lnger paa blekjrnen, og hvad den kunde blive til; den var jo allerede et lille Tr, stort nok til at plantes ud i Haven, og der kom den - ogsaa den kom ud i Verden for at der kunde blive noget af den; og den stod i den friske Luft, Duggen faldt paa den, Solen skinnede varmt, den fik Krfter til at staae Vinteren imod, og efter Vinterens haarde Tryk var det ligesom om den af Glde i Foraaret satte Blomster, og i Hstens Tid havde det virkeligt et Par bler. Og Aaringer kom og Aaringer [gik], hen over den lille Piges Grav voxede Grsset, men ud fra Skolen, Aar for Aar fremad gik en Mand med Tro i sit Hjerte med strke Tanker i sin Pande, engang vilde han blive nvnt blandt Verdens store Tnkere, han tnkte slet ikke paa sit bletr, huskede ikke hvordan han som lille med den lille Pige legede med blet, deelte det og spiiste selv Kjrnene med paa den ene nr som de plantede for at hun skulde see: Noget hun slet ikke tnkte paa.

Og i Aarenes Lb vare tunge Dage, Prvelsens Dage gaaet gjennem det Huus hvor Brnene havde leget, Den lille Piges Forldre bleve forarmede, Huus og Gaard blev solgt, den nye Eier lod bygge og grave, en ny Markvei blev lagt hen over et Hjrne af den gamle Havegrund og derved kom bletret til at staae udenfor paa den anden Side af Veien; men Solen skinnede paa det, som fr, og Duggen faldt paa det som fr; det bar deiligt Blomster, det satte rigeligt Frugt, det bie[de] Grenene lige ned, og mange af dem blev brkkede, thi kaade Hnder kom og rev Frugten til sig, Tret stod jo ved Alfar Vei, hvor Enhver kom forbi, det stod der i mange Aar, Tret ved Landeveien, man brd af det Blomster uden at sige Tak, man stjal af Frugten og knkkede Grenene ovenikjbet, det var rigtig kunde man sige ikke saaledes sjunget for det Tres Vugge, dersom man kan tale om et Tr, som om et Menneske; - det begyndte sin Historie saa smukt og hvad kom der ud af den, forladt og glemt et Havetr paa Grften ved Mark og Landevei, der stod det uden L, rusket og knkket, det visnede vel ikke hen, men med Aarene, bar det frre Blomster og endnu frre bler, det kunde godt undvres, tilsidst et Aar hang der i Efteraaret kun tre bler paa hele Tret, de sat nr ved hinanden paa een Gren, acurat ligesom i det frste Aar da det var lille, ungt og lykkelig ved sin frste Rigdom, den Gang ogsaa kun tre fire bler, men nu for det de sidste og det ene faldt og det andet faldt, nu hang kun det allersidste og naar det faldt var Trets Historie ude. - Mon det netop var den Tanke som opfyldte den ldre Mand, som kom paa Veien, stod stille, grundede og fstede stirrende sine ine paa det ene sidste ble paa Tret, det var i det mindste saa rimeligt, thi denne Mand, var just den samme der som lille Dreng havde plantet blekjernen, men ikke havde seet den voxe, ikke havde seet hvad der kom ud deraf - Noget han ikke vidste, et Guds Blik for hans Tanke der i dette ieblik grundede paa Skabning[en]s Samhold, Guds Tankerne der, som vi kalde Naturkrfter - Verdens Gaaden vilde han lse - en sagte Luftning, rrte Trets Blade - Guds Aande svvede og svver [over] det Hele - blet faldt fra Tret - Tyngdens Love lste et Problem det var Newton.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus