Dato: 29. maj 1855
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 319. Fra Henriette Wulff.

Classens Have d 29 Maj 55.

Tusind Tak, kjæreste Andersen, for disse Ark, og for Deres Linier med dem. - Det har jo Alt højligen interesseret mig, og jeg har ofte ret Lyst til at tale om saa Meget i denne Biographie, med Dem. Hvilke lyse Soelstraa­ler kaste De ikke paa mangt et fornemt Navn,2982) der uden Deres Belysning aldrig vilde blive seet i dets Ubetydeligheds Tudsmørke! ­

Hoved-Intrykket er altid mildt og godt, kun min kjære Ven, naar jeg skulde indvende Noget var det en altfor

stor Beskedenhed. Mod den gode Gud, kunde vi stakkels syndige Mennesker jo aldrig være ydmyge og tak­nemlige nok - ak nej - hvor langt ere vi derfra - Alle - selv de meest ydmyge - men kjære Ven, mod Menneskene synes det mig en heel anden Sag. De, De Andersen, taler undertiden som om Menneskers Venlighed mod Dem var en Gave, og det er jo dog omvent - Andersen der har givet og giver Alle Andre af sin Aands Overflødighed! ­

Herom havde jeg i Grunden en heel Deel at tale med Dem om, men ­Budet der skal bringe dette ind til Byen venter og han maae ikke staae der vaad og kold for min Skyld, saa jeg vil opsætte at tale videre med Dem til en anden Gang. Nu blodt Tak Tak for Alt Godt.

Jeg glæder mig usigeligt til at see Dem før De rejser, dog dersom Vejret ikke bliver bedre opsætter De da Deres Rejse?

Hvilken Storm i Nat, vi vare oppe det meeste af Natten, her ude havde det aldeles characteer af en Orkan, og vi tænkte og talede meget om dem der i Nat vare paa Søen; Gud holde sin Haand over dem!

Farvel, kjæreste Ven, jeg glæder mig hjerteligen til at følge Dem videre i Deres Fortælling; i Mellemrummene af Leveringerne læses gjerne af de omtalte Digterværker, saaledes ofte i »Bazaren« i disse Dage, men det er jo en gammel kjær Yndling hos mig; en gandske herlig Bog, man aldrig kan blive færdig med.

Chr: omfavner Dem og saa gjør ogsaa Deres tro

systerlige Henriette Wulff.

Jeg kan umaadelig godt lide hvad De siger om Jenny Lind, det

er alt Sandheden, dog ikke

den Hele!

Vel?

Weyse staar ogsaa klart og origenalt, forsaavidt De kjendte ham; den dejligste Side, hans vidunderlige Ømhed for Enkelte og hans sværmeriske Ungdoms-Sind dybest gjemt, er det vist kun bleven faa lykkeliges Lod at kjende.

i stor Hast.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost