Dato: 28. november 1854
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 282. Fra H. C. Andersen.

Kjøbenhavn Tirsdagaften den 28 Nov 1854.

Kjære velsignede søsterlige Veninde!

i denne Aften, for faae Øieblikke siden fik jeg Deres hjertefulde, kjære Brev, jeg kom netop hjem fra det kongelige Theater, hvor jeg nu i over

14 Dage ikke har været, fordi jeg har været syg, det vil sige forkjølet og lidende, især af nerveus Hovedpine, som jeg før aldrig har kjendt det, jeg nedskriver dette: ikke i 14 Dages-Aftener været i Theatret, min Klub, saa vil De forstaae at jeg har været syg. At jeg er gaaet ud enkelte Tider paa Dagen i disse Sygdoms Uger, ligger i sin Personlighed, jeg gaaer vist ud, til den Dag jeg døer, det er altfor skrækkeligt at lukkes inde, især bindes til Sengen naar man endnu kan bæres af sine Been, min Gaaen ud, er intet Beviis paa Velbefindende. - Jeg saae altsaa Hertzs Stykke,2860) som inter­esserede mig ved det Psycologiske, af Sligt er altid noget Dygtigt i hans Arbeider, første Gang maa de, for en Digter især, have Interesse, det mærkværdige Efterlignings Talent der egentligt er Hertzs Særkjende, fra Gjengangerbrevene hvor han talte os efter Baggesen, Svend Dyrings Huus hvor han sang efter Kjæmpeviserne og nu denne Gang, denne Skriven Comedie efter Goldoni,2861) er godt og interessant afcopieret, Bladene ere jo ganske i Henrykkelse, jeg kan kun naae op til at finde det som sagt: ret interessant; imidlertid satte Stykket mig i en veemodig Stemning, i en Li­den, jeg oftere kommer i, nu den senere Tid, det, at være alene i Verden, og hvad jeg egentligt savner - sætte dette ud for Dem vilde føre for langt - nok jeg var underlig blød, havde den Fornemmelse, jeg just i dette Efteraar har lidt under - Ingen holde ret af mig, og hvorfor skulde de, Alle have sig selv eller deres Interesse!, da slaaer Stemningen hos mig over, sædvanlig i en Helden over til Gud, min eneste, min trofaste og Bedste og da jeg gik hjem, sagde jeg, Mange vil kalde det barnagtigt ­men det er nu min Natur - jeg trænger til Trøst - giv mig den! und mig en Glæde, snart, endnu iaften -! og i det jeg kom hjem fik jeg Deres kjærlige, søsterlige Brev, der gjorde mig saa godt, kom som en Solstraale, som den jeg bad om! - hvor underligt at vi er hinanden saa nær og dog saa sjæl­dent sees, hvor underligt at jeg ikke flyver ud til Dem, jeg kan ikke selv forstaae det - jeg trænger til milde Øine, til kjærlig Deeltagelse, til at see Mennesker jeg veed holder af mig og tillige med venligt Sind bærer lidt over med mine Svagheder, ikke oversee mine maaskee ædleste og bedste Følelser, ikke lege med det Væld af Inderlighed, jeg tidt i Verden vist kaster bort paa Mennesker der ikke see i det meest friske Væld mere end i ethvert andet Afløb. - Historierne De skriver om skal jeg imorgen tage Afskrift af og sende Dem, men jeg vil ikke at det skal vare saa længe til De hører fra mig og derfor skriver jeg strax iaften at dette lille Brev i den tidlige Formiddag kan flyve ud til Deres kolde Huus hvor Vindene boe, men hvor Søster og Broder dog gjør det hyggeligt og godt.

Deres trofast broderligt sindede

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost