The Hans Christian Andersen Center

Dato: 18. december 1833
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

76. Fra E. Collin.

Kjbenhavn. d. 18de Decbr. 1833.

Kjre Ven!

Nu vil jeg da begynde paa et Brev til Dem og derved oprette min Forseelse; thi det er rigtignok lnge siden, De har faaet nogen Efterretning directe fra mig. Gud veed, om jeg kan fuldfre dette, til Posten afgaaer;

thi mine ine ere meget daarlige; jeg kan ikke taale at skrive lnge. Vi befinde os, Gud skee Lov, alle godt her hjemme, Gottlieb er, som De veed, givt, og er meget lykkelig; hans Humeur er nu meget bedre. Const. Hansen har i denne Tid malet mit Portrait, og Roed har malet Jettes; begge Portraiter ligne meget godt. Jeg lever endnu bestandig paa den gamle jevne Maneer, paa Bogkammeret, paa Contoiret og derfra til Msting; Gud skee Lov, at jeg har Jette. Kort frend jeg havde skrevet mit sidste Brev til Dem, indtraf, dog uden at jeg vidste det, thi da havde jeg ladet Dem det vide, det srgelige Tilflde, som, besynderligt nok, formodentlig ingen Anden har underrettet Dem om: Deres Moder er dd. Jeg kan ikke trste Dem, kjre Ven; den Tanke, at De bestandig har vret en god Sn, der i den nye Sphre, De kom, ikke forglemte sin gamle fattige Moder, maa vre meget trstende for Dem. Er der Intet af hendes Efterladenskab som formodentlig tilfalder Hospitalet der kunde have Affectionsvrdie for Dem, noget der fra Deres Barndom kunde have Interesse for Dem; jeg skal da sge at skaffe Dem det...

Nu noget om Agnete. Det er dog det, De meest lnges efter at hre noget om. Reitzel, som jeg naturligviis talte til, tilbad jeg den for 150 Rbd.; dette afslog han paa saadan en Maade, at jeg for Deres og Deres fremtidige Arbeiders Skyld, ikke kunde vre bekjendt at tilbyde ham den for ringere; jeg tvivler endog om, at han havde modtaget den for 100 Rbd. Jeg greb da strax til at aabne Subscription; hvorledes denne vil falde ud, har jeg endnu ikke rigtig nogen Idee om. Derom skal De i sin Tid nrmere faae Underretning. Agnete er bleven smukt udstyret, den udkommer paa Mandag; den er, efter hvad De har skrevet til mig, dediceret til Msting.

Uagtet sit smukke Udstyr har jeg faaet den udgivet paa enorm billige Vilkaar, hvilket De, naar jeg i sin Tid aflgger Regnskab derover, vil tilstaae. Jeg har imidlertid ikke Haab om, at der ved denne Subscription vil tilfalde Dem nogen ordentlig Fordeel. De veed ikke Andersen, saaledes som jeg og de Andre, der mene Dem det godt, og holde oprigtigt af Dem, hvorledes Folk ja nsten alle det er forskrkkeligt, med hvor faa Undtagelser hvorledes Folk yttre sig: Har han nu igjen smurt noget sammen, jeg er forlnge siden kjed af ham det er altid det samme han skriver, kort sagt: det er utroligt, hvor faa Venner Deres Muse nu har. Hvad er Grunden dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Trykken, er De halvt frdig med Manuscriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige Productivitet nedstter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for intet. Tnker De nu ikke efter Deres Brev til Fader igjen paa at skrive en Reise; hvem troer De vil kjbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusende have gjort; og to Tusende ine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortlle to Bind Nyt og Interessant. Det er dog i Grunden en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk denne Interesse for Dem; Skylden maa vre Deres egen, thi Publikum, idetmindste Recensenterne, have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil. Dersom jeg kjender Dem ret, Andersen, saa vil De ganske rolig og med megen Selvtilfredshed, svare mig: Ja! men naar Folk nu faae min Agnete at lse, saa vil De nok forandre Deres Tanker, saa vil De see, hvorledes min Reise har virket til det bedre, gjort mig modnere o.s.v.. Dette er omtrent Indholdet af Deres sidste Breve. Men De tager Feil, Andersen, De tager srgeligt Feil. Agnete er saa aldeles den gamle Andersens, saavel i de smukke barnlige Steder, som vi kjende fra hans tidligere Arbeider, som i de til Fortvivlelse vanskabte ja formlse Steder, som vi ogsaa kjende fra hans tidligere Arbeider, jeg har under Correcturen tidt vre[t] grdefrdig over de mange Bekjendter jeg traf i Agnete, og som jeg ikke nskede at trffe; som oftest qvaltes min Graad af rgrelse. Naar De har lst dette, siger De, at jeg er urimelig o.s.v. Jeg vil derfor meddele Dem Flgende. En Mand, som har megen Interesse for Dem, og som De har megen Agtelse for, hvis Dom De stoler meget paa, betroede jeg mine Sorger med Hensyn til Correcturen, anmodede jeg om tilligemed mig at gjennemsee Manuscriptet, for at Agnete dog kunde vise sig nogenlunde anstndigt for Folk. Jeg leverte ham Manuscriptet til forelbig Gjennemlsning, og erholdt flgende Svar fra ham: Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Andersens Agnete, men kan ikke die det! det piner mig at lse et saa maadeligt Product af ham og jeg beder Dem om Pardon, thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlsningen at tnke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har lst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fravrende Ven, saa er der Intet andet at gjre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening vre et sandt Venskabsstykke imod ham! Ulykken er, at ehlenschlger engang har sendt Mestervrker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuscriptet tilbage og vasker mine Hnder; gjr De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn. Deraf vil De for det Frste see, at det Foranfrte ikke er min Mening alene; De vil desvrre tidsnok faae at see, at det er ; nsten Alles. For Guds Skyld, for Deres Digterres Skyld, lad vre at skrive i nogen Tid, idetmindste i et halvt Aar; tilbring den ene Halvdeel af Deres Reise med at studere og more Dem, og den anden Halvdeel med det Samme. Dermed mener jeg ikke, at De skal studere Historie efter Millots Verdenshistorie, som De skriver, at De gjr. De svarer mig, at De maa skrive, for at leve, for at faae Penge. Velan, det indrmmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen Tid, at De kan undvre at skrive, da er det dog vistnok i de to, rimeligviis eneste, Aar, at De har en Understttelse af 600 Rbd.; skjndt jeg vel indseer, at De kun med Nd kan komme ud af det med disse. Hermed nok om denne Ting; vi gaae over til noget Andet. At De i Aaret 1834 ikke kan vente nogen yderligere Under stttelse af Fonden, har jeg for lnge siden sagt Dem; De maa altsaa vre belavet derpaa. Er der noget for Dem at gjre, da skal det blive gjort. Om det Lassenske Legat har jeg Intet hrt siden; jeg tvivler strkt, men skal tale med Biskoppen.

Af Deres Brev seer jeg, at en velmeent Yttring af Thiele om Deres Ydre har opbragt Dem imod ham. Det er haardt. Det er saa rimeligt, at Th. som kjender og holder af Deres Indre vil forebygge, at nogen skulde stdes ved det Uvsentlige: det Ydre. Havde jeg vret i Deres Sted, da vilde jeg have glemt at tage Notice deraf, af rgrelse over, at den Brevet var til, kunde glemme den Agtelse han skylder et Brevs Hemmelighed; det er i Grunden en meget gemeen Streg, eller snarere dum.

Hermed ende Ubehagelighederne. I nste Brev, De faaer fra mig, skal jeg beflitte mig paa en venligere og roligere Tone, thi i dette har jeg vret lidt arrig; derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtlftigt om en Recension over Deres samlede Digte, som for nylig har staaet i Maanedsskrivtet hvor De i Sammenligning med Hertz, (Hansen, Holst) Chr.Winther og Kjrlighed ved Hoffet bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er, foruden som sdvanlig arrig, tillige vittig paa hans Maneer. Men, i Sandhed, De taber ikke ved at criticeres paa den Maade.

De seer vel flittigt til mit Bibliothek jeg kalder det mit, det er dog paa en Maade mit Barn; er det dette, da er det paa re ogsaa min Frstefdte. Jeg skal ikke glemme det, jeg vil bestandig see at vedligeholde det ved at sende det Bedste, som Danmark i litterair Henseende producerer. Dersom der med nogle Penge, f. Ex. 100 Rd. kunde gjres noget til Nytte for det, ved Anskaffelse af gode Skabe, til Indbinding, til Hjelp til Locale. o.s.v., da kunde jeg maaskee nok bringe dem tilveie; tal med de Andre derom; jeg faaer vel saa engang Underretning derom; jeg havde nok nsket at hre noget mere om Indretningen deraf, end jeg hidtil har gjort.

Nu lev vel, Andersen, det varer maaskee ikke lnge, inden jeg igjen skriver Dem til, men lad mig endelig bestandig vide, hvor De er. Hils Fritz Petzholdt og siig, at han dog gjerne kunde lade hre fra sig. Maaskee jeg engang skriver et Brev til ham. Hils Hertz! Naar Reise-Stipendii Resolutionen kommer, skal jeg lade hre fra mig.

Lev vel, kjre Ven.

Deres

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin