The Hans Christian Andersen Center

Dato: 6. juli 1853
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 251. Fra Henriette Wulff.

Lisenlund2596 paa Men d. 6te July 1853.

Min kjre fortreffelige Ven!

Her seer De mig i den yndigste Skoveensomhed paa Lille Klint, siddende i en smuk lille Havestue, hvor Het dufter friskt udenfor, medens Elise sidder her ved min Side og lser, et stille fredeligt lille Billede, og De kan troe vi har det meget dejligt! Men hvordan vi To ere samlede eene her, er vel en lille Gaade, som jeg i al Korthed vil lse Dem. Elise og jeg have jo lnge nsket at leve nogle Dage sammen paa - neutral Grund2597 og da Broder Chr nu i Forgaars skulde gaae Kl 2 med Holger Danske,2598 fulgte han mig frst ombord i et Dampskib Flora, der bragte mig her til Men, hvor iflge Aftale Elise og Holger2599 stdte til mig i Gaar Morges, Holger tog atter hjem, efter at have tilbragt Dagen med os, og saaledes befinde vi os nu, at have opnaaet et lnge nret nske, at tilbringe nogle Dage samlede i uforstyrret Roe, og hvor nyde vi nu Samlivet i denne gandske allerkjreste Omgivelse. Denne Morgenstund tog vi vores Frokost, en god Bog, Arbejde, og vandrede ned til Stranden, hvor vi spiste vores Frokost, drak af Kildens Vand i den hule Haand, lste, passiarede, sprang om paa Stenene ved Haved, hrte paa dets aldrig standsede Brusen, der i Dag dog var kun som en stille Hvidsken, da det er stille, og vandrede tilbage gjennem Skoven paa de stejle Skrente og sidde nu her, Elise lsende, jeg talende lidt med min gamle tro Ven, jeg maae deele lidt af min Glde med, skjndt De jo selv netop i dette jeblik lever fuldt og i Herrens Velsignelse af fri dejlig Natur!

Det er en dobbelt Glde for mig at vre med Elise her, da jeg ellers ofte har den Skjbne at vandre om paa de dejligste Steder gandske allene, som sidst ved Niagara, og man nyder dog Alt dobbelt ved at deele det Gode med Andre!

Deres kjre Brev fra Silkeborg af 30. Juni, modtog jeg sidste Dag hjemme i Classens Have, jeg stod just frdig for med Chr: at gaae ombord i Holger Dansk for at tilbringe Dagen hos ham der ombord, tog Breved med mig, og lste det ude paa Havet. Tak for det kjre hyggelige Brev, for Beskrivelsen af Deres Vrelse, Udsigten, det Hele, - men hvor gyste jeg ved den Fare De var saa lykkelig undsluppen, det var jo nsten et Mirakel, og takket vre Gud, der holdt sin Haand over Dem, hvor er jeg glad og taknemlig derfor! Nu lever De da igjen ved Guden Aa, jeg synes jeg kjender saa godt, og har dog aldrig seet den med egne jne, men malet af Dem, med Pen og Blk. - Lad mig strax berolige Dem, kjre Andersen, hvad Cholera angaaer, den er i en meget ringe Grad i Kjbh: og vist nu saa godt som ophrt, den sidste Dag var der kun to Tilflde af Sygdommen, men nogle Mennesker er i en besynderlig Angst, som jeg nsten ikke forundrer mig over, dersom der ere Mange, som en lille Jomfrue, der var med til Stege, hun var flygtet, som hun kaldte det fra Kjbh for Collera. I Koster Frgested, hvor vi ventede paa Vogn, var hun omringet af Husets qvindlige Personale, og nogle andre smaa jomfruer, der ventede paa et Dampskib, og det var noget af det meest comiske jeg i lang Tid har hrt, den Beskrivelse hun gav af Kjbh: som om Pesten rasede paa det Frygteligste der, hun gjorde sig saa umaadelig vigtig derved, at jeg taug bomstille, og nnte ikke at tilintetgjre den Martyr-Glorie, hun stod i for dem Alle, der endnu blev mere straalende, da vi holdt udenfor hendes Bestemmelses-Sted i Stege, med Moder, Sstre, Tanter, Jomfruer etc. etc: paa Trappen: velkommen stakkels Lovise aa min Lovise der maae flygte for Colleraen! og slige Udbrud, som hun tog imod med det alvorligste Bedemands-Ansigt! - Det var en lille comedie-Scene for mig, der ndes med leende Ansigt, som blev seet uhyre forundret, af de forskrkkede Stegianere. - Naar De nu hrer overdrevne Beretninger i Provindsen, hvor De kommer igjennem, da tnk paa den lille Stege-Jomfru, og vr rolig.

Det morer mig, hvad De fortller om den unge By der bygges tt op til Birkeskoven, der ved Silkeborg, da det minder mig om Nordamerika, hvor alt Sligt jo er i en grandios Maalestok; hvor Jernbane-Toget farer gjennem umaadelige Strkninger af Urskove, og standser nu og da ved en slig fremspirende By, med Fabrikker, Kirker, Arsenaler etc: etc:, medens den electriske Traad flger for mange mange Miil ved Siden af Jernbanen, til den pludselig tager sin Retning ind i Urskoven, hvor den da strkker sig videre paa egen Haand, kun hvilende paa Trstammer hvor Kronen er kappet af, for Magelighed og Hurtigheds Skyld. Ja Andersen at De ikke en smuk Sommerdag sejler til det Land, er mig en Mrkelighed. Og De har faaet Brev fra Pensylvanien; dersom det ikke lod saa nysgjerrigt og indiscrete kunde jeg i min frste Forundring og Deeltagelse for Alt der kommer derfra, let have udraabt: fra hvem faaer De Brev der, er det en Nordamerikaner? Veed De lidt Nyt derfra, da sig mig det, hvis De vil, Alt fra det kjre mrkelige Land har stor Interesse for mig!

d 8d July.

Nu er Elise atter taget bort, og jeg vil strax benytte min nu complette Eensomhed, til at ende dette Brev til Dem, som jeg tnker endnu vil trffe Dem paa Silkeborg. De sprger mig, hvem

der har sagt om Fuglen i Pretret at det var et vrdigt Sidestykke til Hyllemoer? Det stod i flere Blade, jeg troer isr roest i Dagbladet.2600 I Grunden er det jo en aldeles ligegyldig Sag for Dem, da det ofte er hjst ucompetente Dommere, der skrive Kritikkerne, men jeg, nvnte det blodt, som et gammelt, velbekjendt curiosum, at hvad der fr var lastet, nu roses, det er jo dog godt, naar Enden er god, paa en vaklende Smag eller Dom. Det er jo dejligt De lever saa meget med god Musik, for min Smag synes jeg De maae vre omgivet af vel meget Theater-Vsen inden Drre, men det holder De jo af. Viehes skal jo vre meget velopdragne beskedne Mennesker. - Men hvorhen styrer De Deres Vej, kjre Andersen, naar De forlader Silkeborg? Det taler De slet ikke om, og De kommer vel neppe til Kjbh: endnu, hvor der er varmt og kjedeligt. I Dag er Vejret henrivende; i Aftes var det ogsaa et af disse jeblikke, hvor Naturen ligesom hviler sig i Nydelsen af sin egen Dejlighed! Der var en Duft udbredt over Skov og Mark, som var mrkelig, jeg sad lnge paa Skrnten ved Havet, der vuggede sagtelig op mod Kysten, Alt var stille og tyst, jeg kunde nsten hre mit Hjerte banke af Glde og Taknemlighed over al den Mangfoldighed af Skjndt og Godt, Gud giver os Smaa. Endnu i Morgen bliver jeg her paa Lisenlund, da jeg i en Baad gaaer over til til Jungshoved, for at blive to Dage hos Elise og Holger, og Tirsdag igjen med Damp derfra, hjem til mit Eget, hvor jeg da venter snart at modtage mange Kjre, ventelig frst min Henny, saa vel Kochs, Chr: - Kommer saa Andersen ogsaa snart? Jeg tnker at Chr alt var i Petersborg i Gaar, med Guds Hjelp. Den 13d er han vist til en stor Fest i Peterhof, hvor Kejseren er, og hvor Kejserindens2601 Fdselsdag hjtideligholdes. Skjndt jeg jo er af de Faa der ikke holder af Kejserier , (undskyld dette selvlavede Ord) kan jeg dog nok tnke, at det kan more Chr: at see slige Ljer for en Gangs Skyld. Naar han kommer hjem, beroer i Grunden paa Fred eller Krig,2602 (mellem os) see saaledes kan store Begiverheder virke tilbage paa Smaafolk. Men da jeg vil bestemt have dette afsted til Dem i Dag, vil jeg gjemme Alt hvad jeg videre havde at tale med Dem om, til nste Gang. De vil meget snart skrive mig til, ikke sandt? Naar jeg er hjemme, skriver jeg igjen, og sender stadigen til Silkeborg, til jeg faaer contra-Ordre. Elise har bedet mig, sende de venligste Hilsner fra hende, jeg kan ikke ngte, at det er med lidt Forskrkkelse jeg tnker paa at opfylde mit tfte at gjeste nogen Stampe hvor stor min Godhed er for Elise, men den maatte jo ogsaa til, for at jeg kan overvinde mig til den Grad! Farvel, kjre gode Andersen, i al Godt og Gldeligt

Deres som altid tro hengivne Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost