Dato: 6. juli 1853
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 251. Fra Henriette Wulff.

Lisenlund2596 paa Møen d. 6te July 1853.

Min kjære fortreffelige Ven!

Her seer De mig i den yndigste Skoveensomhed paa Lille Klint, siddende i en smuk lille Havestue, hvor Høet dufter friskt udenfor, medens Elise sidder her ved min Side og læser, et stille fredeligt lille Billede, og De kan troe vi har det meget dejligt! Men hvordan vi To ere samlede eene her, er vel en lille Gaade, som jeg i al Korthed vil løse Dem. Elise og jeg have jo længe ønsket at leve nogle Dage sammen paa - »neutral Grund«2597 og da Broder Chr nu i Forgaars skulde gaae Kl 2 med Holger Danske,2598 fulgte han mig først ombord i et Dampskib Flora, der bragte mig her til Møen, hvor ifølge Aftale Elise og Holger2599 stødte til mig i Gaar Morges, Holger tog atter hjem, efter at have tilbragt Dagen med os, og saaledes befinde vi os nu, at have opnaaet et længe næret Ønske, at tilbringe nogle Dage sam­lede i uforstyrret Roe, og hvor nyde vi nu Samlivet i denne gandske aller­kjæreste Omgivelse. Denne Morgenstund tog vi vores Frokost, en god Bog, Arbejde, og vandrede ned til Stranden, hvor vi spiste vores Frokost, drak af Kildens Vand i den hule Haand, læste, passiarede, sprang om paa Stenene ved Haved, hørte paa dets aldrig standsede Brusen, der i Dag dog var kun som en stille Hvidsken, da det er stille, og vandrede tilbage gjen­nem Skoven paa de stejle Skrente og sidde nu her, Elise læsende, jeg talende lidt med min gamle tro Ven, jeg maae deele lidt af min Glæde med, skjøndt De jo selv netop i dette Øjeblik lever fuldt og i Herrens Velsig­nelse af fri dejlig Natur!

Det er en dobbelt Glæde for mig at være med Elise her, da jeg ellers ofte har den Skjæbne at vandre om paa de dejligste Steder gandske allene, som sidst ved Niagara, og man nyder dog Alt dobbelt ved at deele det Gode med Andre! ­

Deres kjære Brev fra Silkeborg af 30. Juni, modtog jeg sidste Dag hjemme i Classens Have, jeg stod just færdig for med Chr: at gaae ombord i Holger Dansk for at tilbringe Dagen hos ham der ombord, tog Breved med mig, og læste det ude paa Havet. Tak for det kjære hyggelige Brev, for Beskrivelsen af Deres Værelse, Udsigten, det Hele, - men hvor gyste jeg ved den Fare De var saa lykkelig undsluppen, det var jo næsten et Mirakel, og takket være Gud, der holdt sin Haand over Dem, hvor er jeg glad og taknemlig derfor! Nu lever De da igjen ved Guden Aa, jeg synes jeg kjender saa godt, og har dog aldrig seet den med egne Øjne, men malet af Dem, med Pen og Blæk. - Lad mig strax berolige Dem, kjære Andersen, hvad Cholera angaaer, den er i en meget ringe Grad i Kjøbh: og vist nu saa godt som ophørt, den sidste Dag var der kun to Tilfælde af Sygdom­men, men nogle Mennesker er i en besynderlig Angst, som jeg næsten ikke forundrer mig over, dersom der ere Mange, som en lille Jomfrue, der var med til Stege, hun var flygtet, som hun kaldte det fra Kjøbh for Collera. I Koster Færgested, hvor vi ventede paa Vogn, var hun omringet af Husets qvindlige Personale, og nogle andre smaa jomfruer, der ventede paa et Dampskib, og det var noget af det meest comiske jeg i lang Tid har hørt, den Beskrivelse hun gav af Kjøbh: som om Pesten rasede paa det Frygte­ligste der, hun gjorde sig saa umaadelig vigtig derved, at jeg taug bom­stille, og nænte ikke at tilintetgjøre den Martyr-Glorie, hun stod i for dem Alle, der endnu blev mere straalende, da vi holdt udenfor hendes Bestem­melses-Sted i Stege, med Moder, Søstre, Tanter, Jomfruer etc. etc: paa Trappen: »velkommen stakkels Lovise« »aa min Lovise der maae flygte for Colleraen«! og slige Udbrud, som hun tog imod med det alvorligste Bedemands-Ansigt! - Det var en lille comedie-Scene for mig, der nødes med leende Ansigt, som blev seet uhyre forundret, af de forskrækkede Ste­gianere. - Naar De nu hører overdrevne Beretninger i Provindsen, hvor De kommer igjennem, da tænk paa den lille Stege-Jomfru, og vær rolig. ­

Det morer mig, hvad De fortæller om den unge By der bygges tæt op til Birkeskoven, der ved Silkeborg, da det minder mig om Nordamerika, hvor alt Sligt jo er i en grandios Maalestok; hvor Jernbane-Toget farer gjennem umaadelige Strækninger af Urskove, og standser nu og da ved en slig fremspirende By, med Fabrikker, Kirker, Arsenaler etc: etc:, medens den electriske Traad følger for mange mange Miil ved Siden af Jernbanen, til den pludselig tager sin Retning ind i Urskoven, hvor den da strækker sig videre paa egen Haand, kun hvilende paa Træstammer hvor Kronen er kappet af, for Magelighed og Hurtigheds Skyld. Ja Andersen at De ikke en smuk Sommerdag sejler til det Land, er mig en Mærkelighed. Og De har faaet Brev fra Pensylvanien; dersom det ikke lod saa nysgjerrigt og indiscrete kunde jeg i min første Forundring og Deeltagelse for Alt der kommer derfra, let have udraabt: fra hvem faaer De Brev der, er det en Nordamerikaner? Veed De lidt Nyt derfra, da sig mig det, hvis De vil, Alt fra det kjære mærkelige Land har stor Interesse for mig! ­

d 8d July.

Nu er Elise atter taget bort, og jeg vil strax benytte min nu complette Eensomhed, til at ende dette Brev til Dem, som jeg tænker endnu vil træffe Dem paa Silkeborg. De spørger mig, hvem

der har sagt om »Fuglen i Pæretræet« at det var et værdigt Sidestykke til Hyllemoer? Det stod i flere Blade, jeg troer især roest i »Dagbladet«.2600 I Grunden er det jo en aldeles ligegyldig Sag for Dem, da det ofte er højst ucompetente Dommere, der skrive Kritikkerne, men jeg, nævnte det blodt, som et gam­melt, velbekjendt curiosum, at hvad der før var lastet, nu roses, det er jo dog godt, naar Enden er god, paa en vaklende Smag eller Dom. Det er jo dejligt De lever saa meget med god Musik, for min Smag synes jeg De maae være omgivet af vel meget Theater-Væsen inden Dørre, men det holder De jo af. Viehes skal jo være meget velopdragne beskedne Menne­sker. - Men hvorhen styrer De Deres Vej, kjære Andersen, naar De for­lader Silkeborg? Det taler De slet ikke om, og De kommer vel neppe til Kjøbh: endnu, hvor der er varmt og kjedeligt. I Dag er Vejret henrivende; i Aftes var det ogsaa et af disse Øjeblikke, hvor Naturen ligesom hviler sig i Nydelsen af sin egen Dejlighed! Der var en Duft udbredt over Skov og Mark, som var mærkelig, jeg sad længe paa Skrænten ved Havet, der vuggede sagtelig op mod Kysten, Alt var stille og tyst, jeg kunde næsten høre mit Hjerte banke af Glæde og Taknemlighed over al den Mangfoldig­hed af Skjøndt og Godt, Gud giver os Smaa. Endnu i Morgen bliver jeg her paa Lisenlund, da jeg i en Baad gaaer over til til Jungshoved, for at blive to Dage hos Elise og Holger, og Tirsdag igjen med Damp derfra, hjem til mit Eget, hvor jeg da venter snart at modtage mange Kjære, ven­telig først min Henny, saa vel Kochs, Chr: - Kommer saa Andersen ogsaa snart? Jeg tænker at Chr alt var i Petersborg i Gaar, med Guds Hjelp. Den 13d er han vist til en stor Fest i Peterhof, hvor Kejseren er, og hvor Kejserindens2601 Fødselsdag højtideligholdes. Skjøndt jeg jo er af de Faa der ikke holder af Kejserier , (undskyld dette selvlavede Ord) kan jeg dog nok tænke, at det kan more Chr: at see slige Løjer for en Gangs Skyld. Naar han kommer hjem, beroer i Grunden paa Fred eller Krig,2602 (mellem os) see saaledes kan store Begiverheder virke tilbage paa Smaafolk. ­Men da jeg vil bestemt have dette afsted til Dem i Dag, vil jeg gjemme Alt hvad jeg videre havde at tale med Dem om, til næste Gang. De vil meget snart skrive mig til, ikke sandt? Naar jeg er hjemme, skriver jeg igjen, og sender stadigen til Silkeborg, til jeg faaer contra-Ordre. Elise har bedet mig, sende de venligste Hilsner fra hende, jeg kan ikke nægte, at det er med lidt Forskrækkelse jeg tænker paa at opfylde mit tøfte at gjeste nogen »Stampe« hvor stor min Godhed er for Elise, men den maatte jo ogsaa til, for at jeg kan overvinde mig til den Grad! Farvel, kjære gode Andersen, i al Godt og Glædeligt

Deres som altid tro hengivne Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost