Dato: 21. november 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Rom den 21 November 1833.

Min kjære, faderlige Velgjører!

Det er alt længe, meget længe siden jeg ret talte med Dem, jeg veed ikke engang om De læse nogle af mine Breve til Eduard, jeg kan derfor ikke længer udsætte det med at skrive, det er mig en Glæde og som De har sagt, jo Dem kjært at høre fra mig. I et saalangt Mellemrum, som det, fra jeg sidst sendte Dem Brev, lægger der sig meget paa Hjertet, meget jeg maa have udtalt. - De veed at jeg den 18 October kom her til Rom med to danske Landsmænd; de første 14 Dage bleve vi nødte til at tage et Logie der var os temmeligt dyrt, det kostede os hver, i den Tid, 7 Scudo, omtrent 7 Species. De danske Kunstnere toge ret hjerteligt og venligt mod mig og Kückler skaffede mig efter de 14 Dages Forløb, et billigere Logie for 5 Scudo om Maaneden og 1 Scudo i Service; det er hvad de Andre give. Det er et simpelt, men pænt Værelse, lidt koldt da her er Steengulv, men Kulden er endnu ikke til Kakkelovns-Varme, Orangetræerne staae med Frugt og alle Haver ere røde af Roser. - Jeg har en lille Altan med Myrther, Ambra og Ærter paa og en smuk Udsigt til Qvirinalet med dets stive beskaarne Have og de smukke Pinietræer og Cypresser bag Roms Mure.

- I Paris kom mit Ophold mig paa henved 40 Species om Maaneden, her slipper jeg med 26, det er en Forskjel.- Theatrene ere slette, Fornøielserne heller ikke store, der blive altsaa ikke saa mange Extra-Udgifter som før. - Jeg har alt seet mig godt om i Omegnen, været i Tivoli, hvis smukke Vandfald dog ikke maaler sig med de i Schweits, og gjort en tre Dages Tour paa sabiner Bjergene i Selskab med 8 Landsmænd. - Fra Fraskati rede vi paa Æsler til det gamle Tuskulum, hvor vi endnu fandt de brolagte Gader og Trinene af et Amphitheater. De to blikstille Søer Alba og Nemi, udbrændte Vulkaner, der ligge i en Krands af Laurbær- og Olieskove, aflagte vi vort Besøg og gik i Maaneskin, tæt sluttet sammen, da her ei er sikkert; vi mødte ogsaa enkelte Bønder med Kniv i Beltet og Gevær paa Skulderen, de hilsede os venligt, noget de neppe havde gjort havde vi ikke været saa mandstærke. Vi reed op til Klosteret, paa det høieste Punkt af Bjergene og gjæstede Munkene, der arbeidede i deres lille Kartoffelhave, der ligger paa Resterne af Jupiter Stators Tempel. - Jeg var ved Horatiernes Grav og saae Stenen over Askanius, det Punkt altsaa der forbinder Italien med Grækenland. - Campanien om Rom er forunderlig død og stille, ikke et Træ, kun Tidsler og Ruiner af Grave langs med den appiske Vei. - De fleste Kunstsager her i Rom har jeg alt seet nogle Gange, jeg veed ikke om det virkeligt ere disse der saaledes virke ind paa mig, eller at jeg nu efter en 7 Maaneders Reise og Beskuen, seer Alt med mere Modenhed. - En falsk Oeconomie og Uvanthed til at gribe Tingene om mig, lod meget gaae Glip for mig i Frankerig føler jeg ret nu, Schweits var saa kostbart at jeg, hvad man kalder det, maatte jage det over med en Harefod, paa Jurabjergene nær, først i Italien har jeg faaet et rigtigere Greb paa det. - Min Tid tilbringer jeg med at see de store Mestres Arbeider og med at studere Historie. - Denne har her, hvor jo næsten dens Vugge er, ordentligt paatrængt sig mig. Milots Verdenshistorie, som jeg har fundet her er mig en sand Skat, Frankerigs og Roms Historie vexler jeg med at læse, ligesom jeg ogsaa har taget Gjærløws og Molbecks Reise. Hvad denne sidste angaaer da har jeg en dobbelt Vedderqvægelse deraf; før har jeg ofte blindthen troet Verdens gode Dom om Folk, nu faaer jeg ogsaa min egen Mening; jeg seer nu at den kritiske Molbech dog heller ikke er saa stiv i Papirene, at der er mere Vandfarve, end Mosaik, i Verden. Det er forbausende hvor overfladisk hans Reise er, havde De seet hvad jeg alt har seet herude, vilde De maaskee bedømme ham strængere. Det havde jeg ikke troet; han er sandelig kun [af] liden Grundighed. - Men, siger De vel, lad os nu see hvorledes Andersens Reise bliver --! Endnu har jeg ikke begyndt paa noget nyt, æstetisk Arbeide, Æmne mangler mig ikke, men jeg begynder at vrage, min Skjønheds Sands er bleven vakt, Aand og Form maa smælte sammen for at faae noget Gediegent. Hjemme vil man maaskee finde, at jeg alt har givet mange Penge ud, men enhver som har reist og reist den Vei jeg har taget, vil finde jeg ikke har kunne gjøre det billigere, og nu er jo ogsaa den dyreste Deel forbi. - Naar man som flere unge Kunstnere er 3 a fire Aar ude, ligger næsten den halve Tid paa et Sted og hvor det, for Exempel i Rom, ikke er meget dyrere end i det billige Kjøbenhavn, da kan Stipendiet nok slaae til, især naar man nu maler et Stykke for Hjemmet, et andet for en Familie her i Udlandet, det hjælper paa Sagerne. - Det er nu min Plan, ved Slutningen af Januar at tage til Neapel, da faaer jeg Carnevalet at see, thi her i Rom tillader Paven neppe Masker, af Frygt for Uroelighed; Alt staaer paa svage Fødder. Hvorlænge jeg kan forblive i Neapel, vil beroe paa Finantserne; jeg vilde helst vende tilbage til Rom sidst i April, og da være Mai i Florents, Slutningen af Juni i Neapel, Juli i Tyrol og begynde August i München. Her vilde jeg ret lægge mig efter det tydske Sprog, læse Historie og studere lidt nøiere Naturen i den theoretiske Henseende. I November gik jeg da til Wien, blev her Vinteren over og begyndte da i Marts min Hjemreise over Prag, Dresden og Berlin, saaledes at jeg i Juni eller Juli 1835 kom hjem. Saaledes udført maatte jeg ret faae Gavn af min Reise, og det tydske Sprog vilde alene være en riig Gevinst. Da mit Fædreneland nu eengang har taget sig kjærligt af mig og jeg neppe har gjort mig uværdig siden den Tid, stoler jeg paa at man ikke bryder det over paa Halvveien. - Jeg har kun Dem, kjære Velgjører, jeg lægger min Skjæbne i Deres Haand og troer at kan De gjøre Noget, og finder det rigtigt, da vil De. Mit Stipendium for sidste Aar vil holde ud til Slutningen af December-Maaned, længer var det umueligt at drage det ud. Jeg har nu faaet Resten 250 Species og kan vente 50 Species for Agnete, (en Sum der vistnok er den ringeste den bør sælges for) det er altsaa 300 Species; jeg kan nu saa temmelig see hvorlænge disse vil vare, med Reise til Neapel og hjemad gjennem Italien og Tyrol. De vil holde ud omtrent (?) til de første Dage i August næste Aar og jeg vil da kunde være i München, hvor der jo, som i Wien skal være billigt at leve. - De fleste unge Kunstnere, hvem man venter sig noget af, faae alle Tider Tillæg, jeg husker nu nok Parabelen om Arbeiderne i Viingaarden, at Eieren kan uddele sine Gaver til hvem han vil, men jeg kommer jo ogsaa som Bedende. Eduard har i den lille Sæddel han skrev mig til med Vexelen, sagt mig at det var "meget usandsynligt", at jeg fik af Fondet noget Tilskud. Jeg beder aligevel om han vil skrive en Ansøgning for mig, om kun 100 Species og vover at lægge Dem det paa Hjertet. Jeg har her simpelt sagt Dem min Plan og finder De, som sagt, nogen Billighed deri og at det kan lede til noget godt, da vil De sikkert hjælpe mig; iøvrigt beder jeg om Deres faderlige Raad, som jeg altid vil følge, om det end øieblikkeligt ikke blev mig saa kjært. - Jeg kan, uden Tillæg, ikke komme ud af det og høste den Gavn af Reisen det ellers er mueligt. - Mere ugjerne, end De maaskee troer om mig, peger jeg hen paa mit hjemsendte Arbeide: Agnete, De kjender det Heelt; det maa overtyde om at mit Ophold herude virker gavnligt paa mig. - Jeg har ikke andet end dette Arbeide og Deres Hjerte, hiint maa nu tale for mig hos Publicum, dette hos de Enkelte der kan handle. - Foruden Ansøgningen til Fondet beder jeg Eduard at indlevere een for mig til Biskop Müller, om det lassenske Legat, det er bestemt for: "en skikkelig Student, som reiser udenlandsk", og her har jeg altsaa nogen Ret at søge. - Jeg har bedet Otto Müller tale med sin Fader derom; Otto havde det sidst, men nu er han jo kommet hjem. - Dette har jeg ikke skrevet i det indlagte Brev til Eduard, vil De ikke derfor nok meddele ham det; hans Bistand er jeg fuldkommen vis paa. - At komme til Sicilien har jeg næsten opgivet, skjøndt det er haardt, det kan alene finde Sted naar jeg faaer det lassenske Legat. Vil De ikke nok glæde mig med et Brev her i Rom, og sige mig hvad der kan gjøres og hvad Udsigter der er for mig, samt raade mig efter Deres Tykke; men dette Brev maatte De da skrive efter Juul, og senest i de sidste December Dage afsende det, saaledes at jeg kunde faae det midt i Januar, da jeg reiser til Neapel mod Slutningen af samme Maaned. (Et Brev fra Danmark bruger 18 Dage til Rom, naar Alt gaaer godt). De veed at Weyse arbeider paa en Opera af mig, som Theatret har antaget; dette er altsaa et Slags Penge; i Foraaret vil jeg temmelig vist sende et lille Drama hjem for Scenen, og selv om det ikke blev antaget (jeg sætter det værste) vil det i Forening med Mere heni Sommeren dog kunde udgjøre et Bind paa 50 Species. Dette nævner jeg, hvis Tilfældet var at jeg blev nødt til at laane hjemme, hvis De fandt dette var den sidste Vei. - Men jeg skal ogsaa have noget at [leve] for, naar jeg kommer hjem, vil De sige, ogsaa dette tænker j[eg pa]a; min Reise vil blive paa 2 a 3 Dele, den kan sælges ved [min Hje]mkomst og maa da give 200 eller 300 Rdlr. skulde jeg dog troe. - Overvei kjærligt mine Sager, lad mig blive saalænge ude jeg kan, thi intet er mig gavnligere, og glæd mig med et trøsteligt faderligt Brev til den fastsatte Tid. - Hjertelig Tak for Deres inderlige Omhue for mig og Yttringer til Bøtcher, det er en brav Mand, synes det, som strax kom mig kjærligt i Møde. - Professor Thiele har ogsaa skrevet ret venligt om mig til nogle af Kunstnerne, jeg er ham taknemlig for hans gode Sindelag mod mig, som han oftere hjemme har viist, men dog ligger der noget i Maaden, der om ikke det har stødt, dog har saaret mig. Ja, Dem kan jeg jo nok sige det til? Selv om jeg skulde være lidt ubillig. Thiele har saa vel til Kückler som til Bissen brugt Udtryk, som om han ordenligt vilde forberedet dem her paa en ypperlig Fyr i et meget keitet Legeme. - Maaskee har jeg hjemme været noget underlig fremfor Andre, men man tænker ikke paa hvor meget Sligt jevnes i en 7 Maaneder ude i Verden; man har ogsaa smilet deraf og spurgt mig: hvorledes jeg da har været hjemme, siden man saaledes har vilde forberede paa mig. - Jeg troer vist at jeg nu, meget ligner alle andre Mennesker, dersom dette skal være saa rart! - At Thieles Yttring udspringer fra det bedste Hjerte og Omhue for mig veed jeg, men kjær har den dog ikke været mig. - Kückler og de unge Kunstnere ere ypperlige Mennesker, men Verden kjende de neppe mere end jeg; fra Kjøbenhavn fløi de lige til Rom, og her gaaer det fra Paletten til Kneipen og derfra tilbage, krydset af Vandringer mellem Antikkerne og Bjergene; det selskabelige komme de næsten aldrig i, hvorfor de fleste ogsaa, efter et Par Aars Ophold endnu ikke kunde italiensk. Jeg lærer heller ikke dette Sprog, ved Fransk og Tydsk kommer jeg godt frem, og det kan ikke hjælpe at vilde Alt paa eengang. - Da jeg ikke i Rom kan betale mine Breve længer end til Grændsen og det var ubillig at Eduard skulde gjøre det, da han maa betale sine til mig den længste Vei, beder jeg om, at hvad mine koste, naar de komme til ham, maa drages fra min Formue hjemme. Det er en Billighed, som jeg beder indstændig om. Man maa da heller ikke flaae sine Venner! - Veed De Intet om mine to Vaudeviller? Skulde de nu ikke have ligget saa længe, at de vare gode nok? Hvorledes lever min lille Viggo? Hvad sige de kjære Nygifte? Hils dem meget fra mig. Petsholdt har jeg endnu ikke seet, han sværmer mellem Bjergene. - Theodor er da nu optraadt i det hæderlige Studenterlaug, bring ham min Gratulation. Er Bredals og Overskous Opera spillet til den 28 October? O der er saa Meget i det kjære Hjem og i Byen udenfor jeg gad vidst, men den kjære Eduard fortæller mig ikke noget uden at - "Klokken er mange" - "Vognen holder for Porten" - og "det er Mimi’s Geburtsdag jeg skal derhen -" og saa er Brevet ude! - jo, jo, det blev smukt skulde jeg maale Venskabet efter Alenen af hans Breve. - Vil De ikke engang naar De er i godt Humeur, skjænde paa hans lille Jette, thi det er hende der tager mig al hans Kjærlighed! - Hils Deres gode Kone, Fru Drevsen, Louise og dem Allesammen ret hjerteligt fra mig, der gaaer ikke en Dag uden at jeg tænker paa dem hjemme, naar vi engang sees skal De ogsaa faae Fornøielse af mig, i det mindste skal jeg ikke være "sær" eller hvad skal jeg kalde det, som tidt før, hvilket De var overbærende nok til at see gjennem Fingre med. Altsaa, midt i Januar kommer Brevet, jeg stoler sikkert paa Dem,

Deres sønligtsindede Andersen.

(en Efterskrift følger) Min Addresse er: "Cafe Greco via de Condotti a Roma."

[Tilføjelse i margenen s. 2-3:]

Mine Øine have været noget daarlige, saa jeg har maatte sidde inde om Aftenen, Vinter-Climatet synes i det Hele ikke at virke saa godt paa mig, jeg føler mig meget angrebet af Sirocoen, der tidt blæser, men Apetit mangler jeg ikke, saa det vel ikke har stort at sige! - Kattekomberne under Rom ere noget usikkre, dog har jeg med Dinesen, Neergaard og en Munk bevandret dem, det gik godt af; var meget interesant! Molbeck har ikke vovet det! ogsaa Scipionernes Grave har jeg været i. -

Efterskrift No. 2. Efter at have forseglet mit Brev, maa jeg stikke denne lille Sæddel ind, for at mælde Dem at Hertz er indtruffet iaftes; jeg saae ham imorges paa Caffeen, hvor jeg var den første danske han her mødte, han kom mig naturligviis venlig imøde og jeg har derfor hele Formiddagen løbet om med ham, for at hjælpe ham med Logie, jeg var hældigere end da jeg søgte for mig selv, saa at han strax fik Leilighed for samme Priis som jeg har og et meget bedre Logie. Han var mig særdeles forbindtlig derfor, bad mig hilse Dem Alle derhjemme og takke Eduard for hans gode Løfte at tage sig af det Bevidste, hvilket jeg jo havde i Comision at love ham og som han sagde var ham overordentligt kjært. Han klagede ellers over Reisens Dyrhed, men han vil faae andet at føle, naar han først kommer til Schweits og Paris. - Han seer rask ud! - Petsholt (jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives) er ogsaa arivert igaar, jeg havde neppe kjendt ham, han syntes mig noget mager men havde varmt Blod i Kinderne. - Næste Postdag skriver han hjem!

Lev vel!

Tekst fra: H. C. Andersen og det Collinske Hus.