The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. april 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Kjbenhavn 1ste April 1851.

Min kjre ssterlige Veninde!

Dersom De lgger Mrke til Overskriftens Dato, da vil De kunne udregne at iaften, netop, ender jeg mit 45de Aar; saa gammel og dog saa ung! ja ubegribelig ung er jeg! Det hrer ikke til Umuelighederne at blive doppelt saa gammel, nemlig 90, men Sligt kan jeg dog ikke tnke mig, det bliver da umueligt, nsten selv for vor Herre, at faae den sidste Halvdeel til at blive saa interessant, som den frste; jeg er i denne Aften saa forunderlig opfyldt af Tak og Glde over al den magelse Lykke vor Herre har givet mig, Og dog i de sidste Dage har jeg vret saa bedrvet, saa uendelig bedrvet. Jeg har i een Uge maattet prve at miste to Mennesker jeg uendeligt meget holdt af, to jeg daglig maa savne, Fru Hartman2351 og rsted. Jeg kom i de sidste Aar daglig til Hartmanns, var saa hjemme og Sjlen der i Huset var hun ; Liv og Lune, Uskyld og Overgivenhed var hendes hele Personlighed, hun skattede mig, - o, hvor jeg ofte vil savne hende; og tre Dage efter hendes Dd, mister jeg rsted; vi vare Bekjendte i 30 Aar, og, som han selv sagde: Vi ere i de sidste Aar blevne Venner; vi forstaae hinanden Ingen i Verden har mere vret mig, en Fader, end han, thi han holdt mig oppe i de tunge Ser, han gav mig Mod og Uddeligheds Haab. - Iaar fik han mig frste Gang paa sine Forelsninger, vi droges mere og mere nr! - han blev syg om Lverdagen,2352 men jeg spiste endnu Onsdag derefter hos [ham]2353: saa kan Dren staae aaben sagde han og efter Bordet har Andersen lidt med og lser for os; jeg var der, jeg lste - og om Sndagen (den 9) da jeg kom, stode de om hans Seng, han var dende. Klokken elleve var han borte fra os; i otte Dage gik jeg daglig fra Hartmanns til rsteds; de kjre velsignede, kristelige Mennesker, hvor smuk bre de deres Sorg. Den Dag Fru Hartmann blev begravet gik jeg derind om Morgenen og der var eet Liig endnu, netop den Morgen dde lille Maria, den femaars Datter;2354 De vil i mit Eventyr: Det gamle Huus, finde hende omtalt; - i een Uge begravede jeg to Kjre, inderlig Kjre!2355 Ved Fru Hartmanns Grav grd jeg saa velsignet Smerten ud, Boyes Tale var saa velsignet, men ved rsteds Jordefrd talte Tryde, der her, ligesom over Thorvaldsen talte spidsborgerlig, han oprrte mig, ikke en Taare grd jeg, ikke heller rsteds Brn, saa koldt, saa keitet var den Ligprken; jeg har skrevet et Vers over rsted,2356 det faaer De her; jeg skrev og en Sang, der til en Melodie af Hartmann, ld over Fru Hartmanns Kiste;2357 her har De begge.

H. C. rsted

Han var saa sand, han var saa eiegod,

Et Barnesind og dog den dybe Tnker.

For ham i denne Verden klart det stod

Hvad Gud til Mngden frst bag Dden skjnker.

Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,

De Vises Steen i dette Fjeld var inde!

Hvor var han kjrlig, ligefrem og from,

Og dog saa stor! han glemmes ingensinde,

Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tndt,

Der viser Skatte, saa umaalelige!

Og han var Danmarks Sn fra Ringhed sendt,

En Konge dog, og det i Aandens Rige.

Hans Liv er sluttet her, saa godt, saa smukt,

Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!

For os, som stod ham nr, ham voxed' fast,

En Deel af Verden med hans Hjerte brast!

------------------------------------------------------------

Emma Hartmann

fdt Zinn

Her et Hjerte har hrt op at banke,

Som var glad i Verden og i Gud,

Vid og Lune og den dybe Tanke

For os, som et Stjerneskud slukt ud.

Bag Kistens Fjl en Moder ligger Liig,

En Hustru- ja, en Skat, en Skat, saa rig!

Blomster elsked hun, og Blomster vre,

Som et Teppe, over Kisten lagt!

Toner elsked' hun og Toner bre

Vort Farvel, igjennem Taarer bragt'

Meer tung end Jorden over Kistens Fjel,

Er Sorgen, Hjertets Sorg i sligt Farvel!

Jesus Christus, Du os Trsten bringer

Gjennem Ordet, gjennem Tankens Lys;

Hun er fri, paa Aandens Engle Vinger

Hit hun svver over Ddens Gys.

Sit Hjem, der staaer i Sorg, saa tomt, forladt,

Hun smiler til, det hendes Jordlivs Skat.

Saa gjerne havde jeg skrevet til Frederika Bremer, hun holdt af Fru Hartmann og af [Her er Papiret afklippet, saa at der mangler 3 - 4 Linier].

Den 2 April!

Det er Morgen, det er Solskin, jeg vil, i Tankerne sige Dem og Deres Broder god Dag, jeg veed De huske paa mig. I Dag aabnes Udstillingen2358 der er, haaber jeg, Sonnes herlige Slaget ved Idsted, der er gode Ting af Fru Jerichau, af hendes Mand er der intet, Jgeren2359 og min Buste af ham,2360 ere gaaede til London og staae paa Udstillingen der.2361 I Dag lber et Skib af Stabelen,2362 iaften er Bal for Secadetterne, van Dockum giver det; jeg plages endnu af en Forkjlelse der har varet i fire Uger; iaar vil Forkjlelse aldrig hre op, sige Lgerne, tak De vor Herre at De er i et deiligt Climat, De laae bestemt ellers syg i dette evige vaade, ddsklamme Veir. Gud skee Lov De har det deiligt! man mrker Solvarme strmme og lyse ud af Deres Breve. Fra Feddersen,2363 hvem jeg kjender godt og er Duus med, skal jeg hilse Dem, han glder sig til igjen at skrlle Apelsiner til Dem! han reiser herfra om en Maaned. - Worsaae seer jeg jevnlig, han er meget elskvrdig, dannet og behagelig. Grimur iner jeg nogle Gange,2364 han er aldeles, som da han reiste bort. - Deres Sster er uendelig elskvrdig og god mod mig, vr De, som altid, ligedan og gld mig [med Brev.]

[Resten mangler; de sidste Linier og Underskriften klippet af til en Autografsamler, se Brev]

Tekst fra: H.C. Andersens Hus