The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. oktober 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn 1ste October 1850

Kjre Jonna

Jeg sad idag i daarligt Humeur, som Aarstiden jo som Aaringerne vilde det; jeg skrev paa min Bog "I Sverrig", og ud af mit tunge Sind kom der paa Papiret: - "udenfor Huset legede en nysselig lille Pige, hun havde stukket i Jorden en heel Mngde Trpinde, og dem vandede hun, af et Potteskaar, de var jo hendes Have med Rose og Geranium - og dog var og blev det kun trre Pinde! Vi store, voxne Mennesker lege ligesaadan lave os en Have med Kjrlighedens Rose og Venskabets Geranium, vi vande dem med vore Taarer og med vort Hjerteblod - og dog er og bliver det trre Pinde".

Saalangt havde jeg skrevet, da kom i det samme dit Brev, jeg lste det, hvor det var velsignet og godt, Vandet kom mig i inene - og efter Regn kommer Solskin - det lyste ind i mig, og naar Du nu engang lser min Bog, skal Du see hvorledes du ved dit hjertelige kjre Brev fik de trre Pinde til at blive blomstrende Aronsstave. Vidste Menneskene hvor det lnner sig at gjre et Digterhjerte godt, saa - ja saa blev det maaskee forkjlet. - Dit Brev kom, det blev sendt mig op nede fra Stuen, jeg vidste ikke hvorfra det kom; men der var hftet en frisk / Rose uden paa det, og da jeg saa den, "the last rose of the summer", ja saa vidste jeg at Brevet kom fra Dig; jeg lste det og Brevet selv var en Rose, saa fuld af Duft, af Hjertensgodhed, Deeltagelse og trofast Venskab, det var, som jeg saae Dig og Henrik sidde Arm i Arm midt i Rosen og nikke til mig, vinke ad mig, og jeg blev glad. I sad saa huusligtgodt, og jeg blev igjen veemodig ved at huske paa hvor ene i Verden jeg sidder - og altid skal sidde - thi jeg vil! Aldrig fr har jeg fra Dig faaet saa godt, saa hjerteligt, saa rigt Brev; dog saadanne gav Henrik mig i sit Hjertes unge Dage. I kjre, kjre velsignede Mennesker, som jeg altid holdt af, altid gjemte i mit Helligste! jeg er glad i Eders Velvren, i Eders opgaaende Leven!

Du skriver ellers, at jeg en Tid var haard og ubillig imod Dig. Jeg har aldrig troet at det var Tilfldet og jeg beder Dig see hen til min hele Udvikling, min Stilling i dit gamle Hjem, i Maaden jeg der er blevet taget paa, bi alt dette sammen, belys hvad der maa belyses og Du vil see mig som jeg naturlig maatte vre, og var denne Natur ikke ganske som den burde, da tilgiv, som / som Du jo ogsaa har det. Ivrigt kan jeg ikke ret tydeliggre mig min Uelskvrdighed og jeg finder kun een Tid lidt markeret, nemlig da Jette Boyes Personlighed gjorde saa stor Lykke i Hjemmet, at ogsaa "Jonna", troede at maatte optage noget af Maneren, og som jeg da - tilgiv, gjorde Grimace ved, men det kom jo just af sand, inderlig Interesse for Din egen gode velsignede Natur, der slet ikke har sin Skjnheds Farve i een Art, som Ovennvnte, om hvem jeg ivrigt kun vil sige alt godt. - Men herom og om Meget ville vi engang tale under Bgen, naar Storken sidder paa Taget knbbrer for sin Familie; det er en srdeles god Idee at der lgges et Hjul op paa Taget. Beed Enriko ikke at glemme det! Jeg nsker ham ud af mit fulde Hjerte selv megen Glde af Storken.

I disse Dage har jeg havt flere snurrige Besg la den nye Barselstue. Forleden kom et forskruet Asen af en Poet; han sagde at der snart vilde udkomme en Bog af ham, et Mysterie, og den vil ikke mange forstaae. "Ja, De forstaar den da selv", spurgte jeg. "Nei", svarede han. "Men Gud bevares, naar De ikke forstaaer den, saa seer det galt ud; da maa den jo vre ganske umeent[?], men det er vel Deres Spg, De vil sige noget Originalt". "Troer De ikke", svarede han, "at man i Begeistringens ieblik kan undfange Ideer, man selv ikke / forstaaer? Hver Lser kan da i det Dunkle lgge hvad han selv vil". "Nei", raabte jeg, "det er jo som om De gav en Kop grumset Kaffe og sagde: spaa deri hvad I ville, - men det er og bliver dog Grums". Gamle Fru Zinn protegerer samme Forfatter og jeg traf ham der med Hartmanns; han var byronsk ulykkelig og generede meget Fru Hartmann, fordi han sad barhalset og havde, som hun sagde, saadant et grueligt stort Adamsble, hun maatte see paa. Han sagde, at han ikke mere lste mere nogen Digter, men studerede "Poesiens Heraldik!" - Jeg spurgte hvad det var og han svarede: det er Digternes Skjoldmrke. Hartmann blev ganske bleg i Ansigtet af Menneskets Tale og sagde stille hen for sig: han er gal. - Igaar havde jeg Besg af to fremmede Frkener, som havde skrevet en Komedie sammen, og vilde at een af de to store Digtere skulde dmme den; de vare meget anonyme og [h]vidskede og loe - da jeg siden kom i Amaliegaden og fortalte Historien, var din Bedstefader inde i den, han havde skaffet dem en Afskriver, for deres Bogstavering sagde han maatte frst sttes om! Ja, jeg havde endnu mange Historier, men Papiret er allerede fyldt, og jeg vil gjerne have et Brev skulde strax komme til Dig igjen for ret at sige dig hvor glad dit Rosenbrev gjorte mig! hils din Mand tusinde hjertelige Gange, hils Skov og S, og dertil den gode Elise Stampe; siig mig lidt om hende, naar Du engang falder paa at sende mig et Brev med Sommersolskin og huuslig Lykke.

Din og Gemalens trofaste gamle Ven

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 6, 62-65)