The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *opmuntr*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 11. december 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

47. Til E. Collin.

[efter 11. Dec. 1832]

Kjre, kjre Eduard!

Jeg maa tale med Dem! mit Hjerte er altforfuldt til at jeg kan lade det vre; det meste af mit Brev vil vist mishage Dem, thi hvad jeg vil udtale er det, som De vist anseer for Feil, men jeg maa! hlenschlger var ikke, som De yttrede, god mod mig, Alt sagde jeg Dem ikke, meget, De anseer let henkastet, faldt tungt paa mit Hjerte. Mine Flelser i denne Henseende tr jeg ikke engang udtale for Dem. Han udviklede mig min Fremtid, det underordnede Forhold jeg vilde komme til at staae i til de der nu ere76 mine Jevnaldrende; sagde mig, mellem nogle hderlige Ord som Digter, hvor lidet jeg i Grunden havde gjort for at vise mig Deres Fader taknemlig; ja, jeg er vis paa, at han troer ret at have opmuntret mig, medens han kun har aabnet mine jne for Skygge-Siden af mit Liv. Min Sjl var alt ved saa mange Ting, i den sidste Tid saa strkt rystet at den ikke behvede meget for reent at bukke under. Jeg trngte til men hvor tr jeg sige det, jeg vente det til megen Roes og Trst for at den kunne reises. Jeg fler mig saa slavisk nedkuet, at jeg selv ikke ret kan tale med Dem ikke Ansigt til Ansigt kan udtale Dem min Sorg; jeg elsker Dem som en Broder, o Gud Eduard, og dog staaer De mig nu alt for hit til at jeg tr og kan klynge mig til Dem, der er opstaaet et Forhold mellem os, der gjr mig saa usigelig bedrvet, jeg fler altforvel hlenschlgers Ord om mit underordnede Forhold, jeg indseer nu tydeligt, hvor rigtigt det var at De ikke ifjor gav efter for mine barnagtige Yttringer, at vi skulde sige Du til hinanden, som Venner pleie; jeg har ofte grdt der over, srget meer end De troer, men nu indseer jeg nok, det passede sig ikke. I det sidste Aar har saa meget grebet ind i mit Liv, at enten en aandelig stor Forandring forestaaer til det Bedre, eller Alt gaaer til Grunde; jeg har lnge ikke udtalt mig for Dem, kan nu langt mindre, men naar jeg er dd skal De finde mit Skriftemaal. De har vret mig meest af alle Mennesker, Dem har jeg betragtet som Vensom Broder, nu snige Livs Forhold sig mellem os, jeg seer mine Mangler, min Stilling, min og Deres Fremtid og forudseer Alt. Mit Digterliv var kun et Stjerneskud, der snart er glemt! O kjre Collin, jeg lnges efter Dden, efter Ende paa dette Hele! Reise, Italien, det var kun Phantasier, jeg fortjener det vist heller ikke! O, det har vret en slem Nat i Nat, jeg har grdt saameget og nsket Dden, selv om denne var en evig Svn. Tak for al Deres Kjrlighed mod mig! jeg lover Dem ikke mere at plage Dem med Suk og Jeremiader, jeg vil, og skal skjule Dem min Sorg, jeg vil ikke kjede Dem. Hvad der skal skee i Verden, maa jo! Lev vel! ingen holder af Dem, mere end jeg, men jeg skal heller aldrig glemme Forholdene mellem os! Mine Smaa Digte vil Efterverden vist bedmme mildere end Folk nu, dersom de overleve mig. Vr ikke vred paa mig, jeg er nu en sr Skabning, en poetisk Figur som hlenschlger kalder mig.

Deres

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter