The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. november 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 4

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 1. november 1832.47

Kjb: den 1ste November 1832

Det er saalnge siden jeg ret talte med Dem! Vi have jo nok vret sammen, men der ere altid saa Mange, og altid saa meget, der gjr at jeg ikke ret veed at komme med i Conversationen, jeg er vist utaalelig kjedsommelig? Jeg kan ikke ret finde et passende Udtryk derfor. Nu er jeg da ene med Deres aandelige Jeg, nu vil jeg ogsaa pluddre, De har tilladt mig det og Deres sster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale.48 Herre Gud! hvor selv denne Censor gjr mig forlegen! Men hun ynder mig jo dog, hun vil ikke misforstaae mig; ikke berve mig den eneste Trst, den eneste rigtige Glde jeg har, at jeg imellem ret broderligt tr tale med Dem, naar jeg er alfor bedrvet? Jeg havde i Dag en lierlig Samtale med hende, der satte mig i en underlig Stemning, hun seer mig saa dybt i Sjlen at jeg kunde blive forskrkket derfor, havde jeg ikke en god Samvittighed. Hun bebreider mig, ligesom De, at jeg mangler Selvbeherskelse, jeg har jo dog bedret mig, og skal det meget mere; det har jeg lovet Dem og vil derfor holde det. Pas paa! Alt hvad der kan bevirke mindre gode Tanker om mig, hos Dem og Deres, skal jeg modkjmpe det vilde gjre mig saa ulykkelig, om der kom en Tid, jeg flte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu troer det. Deres Fader skylder jeg nsten Alt, ingen af hans Brn kan mere barnlig klynge sig til ham end jeg, jeg har refrygt for ham, han har draget mig frem, han er mig min anden Fader. I Eduard har jeg fundet den kjrligste, den bedste Ven, jeg veed, han vil ikke forlade mig, om De endogsaa Alle gjorte det; vr mig da ogsaa god, kjre Frken!, jeg har saa megen Tiltro [til] Dem, jeg stoler paa Dem som paa Eduard, det tr jeg jo nok sige? Vi have jo kjendt hinanden i saa mange Aar!49 De troer det vist ikke, men det er virkeligt sandt! jeg synes ordentligt det er Evigheder imellem hver Gang jeg seer Dem, og naar jeg saa kommer; bliver jeg underlig ved at fle at det jo var Dagen forud jeg sidst var [der]. Det Hele ligger i, at jeg er saa ene, har intet Hjem, og sger det derfor hos den Familie, der er mig kjrest. Jeg er dog et underligt Menneske; har jeg et Gode og fler det, da griber der mig tidt en underlig Frygt for at miste det, jeg kan ikke ret tnke mig, at jeg i denne Verden skal nyde noget Varigt! Det bres mig for, som jeg engang, ikke lnger vil blive yndet af Dem der hjemme, at jeg mister dem allesammen. Men det brer jeg ikke! De har flt hvor meget enhver Stemning mod mig, i Deres Hjem, virker paa mig, O, der ligger en uhyre Vgt i det mindste Ord, selv ja jeg maa tilstaae Dem det, thi det piner mig det lille Ord om "Galopade", "engageret"50 har forunderlig grebet mig! men jeg tr ikke ret udtale mig. Jeg er jo Digter, en Digter er et underligt Vsen, den ydre Verden virker forunderlig ind paa ham, det er i Grunden den der former det sjlelige; tnk paa, hvor meget De virker paa mig, eller tnk det, idet mindste for min egen Roligheds Skyld. Jeg fler at jeg gaaer til Grunde, min aandelige Kraft slves, fr jeg endnu har udrettet noget. Intet driver mig fremad! Der er Intet jeg tr haabe, ingen Ting i Fremtiden der staaer mig som en Muelighed, en blot tildrmt Muelighed. Naar jeg engang er formuende nok til at kjbe mig Entr i den store Dandsesal, er der intet der, som giver mig Lyst til den omtalte Galopade. Saadan gaaer mit Liv hen, jeg lever, uden dog at leve; vr mig lidt mere end De Andre, vr mig en Sster, vr mig den, der viser mig Maalet, Veien til Daad og re; der kan vistnok blive noget af mig, vor Herre har saa underlig taget sig af mig, og han er jo dog den bedste Sttte af dem Alle, og De vil ogsaa altid vre som nu, jeg tager ikke Feil af Dem, De vil bre lidt over med mine mange Srheder, min Pirrelighed; trste mig, naar De kan og aldrig gaae over paa mine strnge Recensenters Partie, om De endogsaa blev ledet i Fristelse. Men nu lev vel, jeg seer Dem snart, glem mig ikke!

Deres hengivne A.

Hils Ssteren!

[Udskrift]

No 5

Frken Luise

Tekst fra: Ejnar Askgaard

Kjre, kjre Frken!

Det er saa lnge siden jeg ret talte med Dem, vi have jo nok vret sammen, men der er altid saa Mange, og altid saa meget der gjr at jeg bliver utaalelig kjedsommelig, jeg kan ikke ret udtrykke mig. Nu er jeg da ene med deres aandelige Jeg, nu vil jeg da pluddre, De har tilladt mig det og Deres Sster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale Herre Gud! hvor selv denne Censor gjr mig forlegen! Men hun lider mig jo ogsaa godt, hun vil ikke berve mig den eneste Trst, den eneste rigtige Glde jeg har, at jeg imellem ret broderligt, tr tale med Dem, naar jeg er alfor bedrvet? Jeg havde i Dag en ret underlig Samtale med hende, der satte mig i en underlig Stemning, hun seer mig alfor dybt i Sjlen, - ja jeg kunde blive forskrkket derfor. Hun bebreider mig ogsaa min Mangel paa Selvbeherskelse, - men jeg har jo forbedret mig, skal det meget mere, det har jeg lovet Dem, og derfor vil jeg holde det. Pas Paa! Alt hvad der kan bevirke mindre gode Tanker om mig hos Dem, skal jeg modkjmpe. Det vilde gjre mig saa ulykkelig, om der kom en Tid, jeg flte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu troer det. Deres Fader har trukket mig frem, givet mig Grunden til at bygge paa, han er mig [uafsluttet]

Tekst fra: Ejnar Askgaard (mmicrofilmscan 13, 445)