The Hans Christian Andersen Center

Dato: 27. oktober 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 3

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 27. oktober 1832.37

Kjbenhavn den 27 Oct: 1832.

Mine Breve fornie Dem, det har De sagt, Ja endogsaa efter at have lst det sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit Hjerte saa meget udtale sig, at jeg ordentlig var lidt forskrkket derfor, da det var noget underligt Noget. De har nu lst min Barndoms Historie,38 tillidsfuld har jeg viist Dem Alt, og dog, forekommer De mig mere fremmed mod mig end fr; jeg tnkte paa Dem, medens jeg skrev den, o De har endnu ikke sagt mig et venligt Ord derom. Det har bedrvet mig saa meget, mangen Nat, mens De sover rolig, er jeg saa sorrigfuld, saa ulykkelig. Det er at vre overspndt siger man; jeg veed det nok! Hvorfor har De slet ikke talt til mig, siden jeg viiste Dem mit hele Ungdomsliv, det mindste Ord derom? Er der noget i mit Vsen, der gjr mig saa frastdende, saa uvrdig39 Deres Venskab? De og Eduard ere de to jeg har den strste Tillid til i hele Deres kjre Hjem, det tr jeg jo nok sige? Det er der jo dog intet Ondt i. O Gud, jeg er bleven saa ngstelig for enhver Yttring af min Flelse, jeg frygter altid for at den bringer mig Fortrd! at den gjr mig ulykkelig! Det er mig en Evighed at jeg ikke har talt med Dem! der ere mig altid saa mange om Dem, at jeg ikke ret kan tale alvorligt! jeg fler mig saa frygteligt geneert, jeg vilde som en Broder tale med Dem, sge Trst og Mod. Naar det nu gaaer godt med mit Stykke,40 paa Tirsdag, og jeg siden har sendt Kongen41 mine "Aarets 12 Maaneder ["],42 vil jeg tale med Deres Fader om at komme bort, komme ud i Verden, det lader sig vist gjre, og det vil vre godt for mig! troer De ikke det? Troer De ikke at min Sygelighed da tabes, at jeg kan blive et ordentlig Menneske. O Gud, kjre Frken, jeg fler mig saa ulykkelig, ja jeg maa bort, langt bort! Gid det kun kan skee, skee til nste Foraar. - Jeg haaber det! Lnge bliver jeg vist ikke her; Deres Fader mener mig det saa godt, han hjlper mig nok bort;43 det er da kun kort endnu vi er sammen! Det er kun kort Tid, jeg saa ofte kan vre i det kjre Hjem! O Gud, jeg grder medens jeg skriver dette, det er mig som jeg snart skal see Dem sidste Gang. Kommer jeg bort, tr jeg da skrive Dem til? - O det er mig tidt, som var jeg Dem ganske fremmed, som De slet ikke forstod min broderliglige44 Hengivenhed, ja, som denne var en Dristighed, De vilde stte Grndse ved Kulde og Selvflelse. De veed ikke hvor megen Indflydelse, De har paa mig, De vil kunde virke betydeligt paa mit hele Vsen; Digteren er Dem jo ligegyldig, siger De, skjndt han maaskee kan virke paa tusinde Andre, lad dog Mennesket have Interesse for45 Dem! De kan lede og bestemme mig! Jeg fler mig syg, sjlesyg; der er ingen Livslyst hos mig, min Ungdom forsvinder for mig, der er Intet jeg kan glde mig til, intet der driver mig. Mine Ungdoms Drmme, ere og blive Drmme, jeg fler mig visne hen i Sygelighed og [Een]somhed!46 De har yttret Interesse for mig, vr mig da ogsaa en Sster, jeg fler Tillid til Dem, giv mig Mod; Dersom De kan, da lad mig fle jeg ikke har taget Feil i Dem. Jeg har den strste rbdighed for Dem, den inderligste Tillid; jeg staaer jo ene i Verden, uden Dem jeg selv klynger mig til! - Lev vel! det er langt over Midnat, Klokken er snart to, jeg tr ikke skrive meer, et sorgfuld Hjerte udtaler let sin Smerte, og den er jo ikke moersom! Deres broderlig sindede A.

[Udskrift]

No 4.

Frken Luise Collin.

Tekst fra: Ejnar Askgaard