Dato: 7. juli 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

184. Til Jonas Collin.

London. Dette Brev er sluttet den 7 Juli 1847.

Min trofaste faderlige Ven !

De kan umuelig forstaae mig og den mageløse, utrolige Hyldest den store Verdens By har viist og viser mig, jeg begriber det ikke, jeg føler mig saa uendelig lille derved ! men hvorledes det gaaer til eller ei, facta er det, Alle, i de forskjelligste Kredse kjende mine Skrifter, drage mig til sig. Jeg har, siger Reventlau, i faae Dage gjort et Spring i det aristocratiske London, som Ingen, og – Sprog kan jeg ikke, – Du min Gud hvor føler jeg det nu! Hertuger, Biskopper, Lærde, de betydeligste Verdens Mænd, tale til mig, som var jeg en Størrelse – ja, De ryster nok med Hovedet, men nei, De kjender mig, jeg bliver ikke forstyrret der ved, men De maa vide det, thi at De har Ære af mig, at Danmark har det, er min Stolthed min Lykke! – Hollandske Aviser have sagt at Kjærnen for den hollandske Nation have hædret mig, hvad de engelske Blade ville sige veed jeg ikke og de danske Aviser fortælle jo Intet om mig, jeg maa fortælle Dem det.–Det var hos Lord Palmerstone jeg gjorde min første Indtrædelse i den fornemme Verden. Hertugen af Cambrice, Hertuginden af Soudhamton og Gud veed alt det kongelige Blod var høist naadigt mod mig, Hertugen afWeimar, min egenkjære Hertug præsenterede mig ogsaa for flere og nu er Indbydelse fulgt paa Indbydelse; hver Lady, som kan en lille Smule tydsk nærmer sig og siger mig de forunderligste Ting af Beundring, dette er mig ganske underligt. Mit og Jenny Linds Portræt hænge rundt om. Vor Gesandt Reventlau er mageløs utrættelig i at vise mig Opmærksomhed, han fører mig i alle Kredse, siger at det kan han ikke gjøre ved de andre Landsmænd, men kun ved mig der har et Navn. Hambro har tilbudt mig saa mange Penge jeg vil have, men, naturligviis tager jeg ingen flere end de jeg har paa mit Creditiv; han har et Par Gange givet mig sin Vogn, jeg skal ligge paa Landet hos ham fra Søndag til Mandag – længer bliver der ikke Tid og knap det, at være fra London, jeg er som i en Struddel; den gamle Hambro viiste mig i Dag at hans Søn havde skrevet ham til fra Skotiand, Brevet kom i Dag, »Andersen kommer snart, tag Dig meget af ham, hans Navn er i Engeland mere berømt end selve Thorvaldsens, kom han til Skotland, mit Huus kunde ikke rumme Alle de af mine Bekjendte der vilde see ham.« – Sligt hører jeg i Variationer overalt, læser i Boutikvinduerne i dette Verdens store London, at jeg er "en mærkelig Mand", jeg forsikkrer Dem, jeg troer jeg drømmer; – Jeg boer i et Hotel Ørsted har anbefalet mig, han boede der, og i dette Formens Land, skriger man forfærdet ved at høre jeg boer der; ja Reventlau siger jeg kan ikke boe der; det klinger som om jeg i Kjøbenhavn vilde sige jeg boer i Peer Madsens Gang, og jeg finder det fortræffeligt her og – uhyre dyrt. Min Biographie er kommet ud paa engelsk, man har dediceret den til Jenny Lind. – Grimur Thomsen er kommet her til, han fortæller at man i Paris har fra Revue du deux monde henvendt sig til ham og til Brock om de kunde levere min Biographie, til det verdens udbredte Maanedskrift, men de vidste Intet. Thomsen siger at i Paris er jeg kun lidt bekjendt, men at han alt har seet hvor uhyre mit Publicum er i Engeland. Imidlertid er i disse Dage den første Oversæt­telse efter mig: Improvisatoren udkommet i Paris. Mary Howit min engelske Oversætterinde, har i Dag besøgt mig; jeg forærede hende for nogle Maaneder siden et Exemplar af min Biographie, den har hun oversat og hun siger jeg skal have en Deel af Honoraret, jeg svarede det kunde aldrig tilfalde mig, da jeg har foræret hende en trykt Bog, hun siger imidlertid jeg skal – altsaa jeg faaer Penge. Bentley tilbyder mig for en Roman paa 30 Ark 150# Mary Hovit 300 #. Hambroe har paataget sig at udforske om Mary Howitt er sikker og om jeg ikke kan faae mere! – Hambro siger jeg kan blive riig i Engeland, men det er kun Kjøbmands Talemaade. I Amerika skal jeg være den eneste bekjendte Poet fra Norden mine Bøger flvve hele Amerika over!–o min Gud, min Gud, jeg forstaaer det ikke, jeg veed det ikke, men mit Hjem bliver kjendt og hædret der ved – mig som man forstødte, – - den forkastede Hjørnesten, tager vor Herre til sin store Bygning. – O min elskede, faderlige Ven gid De ret kunde see det, høre det, og De vilde være glad ved at De har holdt mig; o hvor jeg holder af Dem, som Sønnerne, som alle Deres Børn. Jomfru Grahn besøgte jeg igaar; det er et underligt Fruentimmer! hun var meget glad ved at see mig, men hendes Conversation, var saa simpel, saa uanstændig'ndash;ja, det er maaskee for haardt, en det var en fransk Dandserindes Conversation oversat paa Dansk. »Hvorledes staaer det til med Jomfru Nielsens Dyd?« Spurgte hun »har hun flere end Prindsen?«–jeg svarede at jeg ikke var indviet deri og hun bad mig hilse Jomf Nielsen at –»det var ret; man skulde gjøre hvad man vilde!« Hvad Emil Hornemann angik da ønskede hun at han aldrig skulde gifte sig: "lad ham tænke paa sit Navn!" (- hun var vittig ! – Moderen sad ved alt dette og rokkede med Hovede[t] og sagde O!, mueligvis er det – i et fremmed Land hendes Conversation og den er hun saa i Vane med, at hun glemte jeg var dansk. »Har De seet min gamle Kjæreste, hvorledes lever han?« spurgte Lucile; jeg var virkelig lidt uvant i Conversationen, men jeg søgte at gaae ind i den. Neppe var jeg hjemme i Hotellet før jeg fik Brev fra hende om at komme op i hendes Loge om Aftenen, hun vidste jeg var i Parkettet. Jeg gik for Curiositeten derop, og nu fik jeg ved hver Dandserinde dennes hele Cronique scandaleuse, – det var ganske egent at høre, hver har nu sin Maade at tale paa; – iøvrigt kan jeg ikke andet end rose Jomf Grahn for sin særdeles Venlighed mod mig, sin forunder­lige Fortrolighed; hvad der stødte mig meest, var at hun spurgte mig om jeg troede at Jenny Lind var dydig, noget hun ikke syntes at kunne tænke sig, hos en Dame ved Theatret.–Simpelheden, ikke just i sin ædle Betyd­ning, er Præget hos den gode [Jomf] Grahn.– Iaftes var jeg i Selskab hos Lady Gordon, hvor jeg traf en gammel Ven af Walter Skott, som fortalte og beklagede at den store Digter ikke levede, jeg vilde have fundet en Ven i ham. Erkebiskoppens Datter, behagede mig i høi Grad og hun sagde saa nydelig: "jeg har været angest ved at skulle tale med Dem;" –og jeg har været det samme ved alle disse venlige Modtagelser. Med Bentley har jeg talt, ham sagde jeg ligefrem hvad Mary Howitt havde budt mig, han syntes ikke om hende mærkede jeg, og da jeg staaer mel­lem ham og hende, som den de begge vilde tage sig af, betroede jeg mig til Hambro og bad ham arangere hvad der var fordeelagtigst, Bentley gik strax ind derpaa og sagde at dersom Hr Hambro vilde være Mellem­manden, da vilde han gjerne have ham; Hambroe tilbød sig selv at tage sig af disse Sager, hvorledes det nu skeer og hvad Resultatet bliver, veed jeg ikke. Gid jeg havde Eduard her og han talte godt engelsk, da troer jeg nok, at der kunde bringes noget ud af »min Berømmelse«. Min sidste Reise gjennem Tydskland bragte mig dog det lorkske Honorar og et mere ud­bredt Navn, gid det samme blive Tilfældet af denne dyre Reise. Men nu maa jeg slutte, hvert Minut er besat. Hils Ingeborg, Louise, Jette, Gusta; Jonna, alle Herrerne og skriv endelig snart og et langt Brev; taler De med Kongen eller med Nogen som tale med ham, da see at han faaer at høre hvorledes det gaaer mig, jeg skriver – han har tilladt mig det – men ikke strax endnu da jeg ikke har Ro til et saadant Brev. Send Brevene enten til Hambro eller Legationen.

Deres sønlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus