Dato: 26. juni 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Viggo Drewsen
Sprog: dansk.

[skæmtebrev - Viggo er 2 år]

Min elskede Viggo!

meza, meza; meza, meza! meza, meza, meza, meza, meza. Meza, meza!!!

din oprigtige Ven.

Sorø den 26 Juni 1832.

Efterskrift til Familien!

De seer af selve Brevet til Viggo (vide supra) at jeg er frisk og vel ind­truffet til Sorø; Engelstoft og Fru Magens vare med paa Dagvognen, vi vare i alt 16ten fornuftige Mennesker. To Madammer sad bagved mig, de fortalte de frygteligste Historier om Dagvognen, hvorledes den Dagen forud var væltet, hvordan den havde kjørt en Bagerdreng over osv. osv. og at vi kunde vente meget, saare meget af den. Den ene gode Qvinde havde en lille Dreng paa Skjødet, som et Par Dage forud første Gang var kommet med til Kjøbenhavn, da han ved Porten saae den første Sol­dat, der endnu var kommet ham for Øie, thi han kjendte kun denne Slægt af malede Billeder, skal han have raabt: »Moder! see, der er en levende Soldat«. - Samme Dreng undrede sig meget over at Fjerdingsvei-Pælene vare saa smaae; jeg forklarede ham da, at det var Børn af de store Mile­pæle, der nok, naar de stode længe i Jorden vilde voxe op. - Ved Damhuset mødte vi en flyvende Rytter, det var Phister, der kom fra Sorøe.

I Roeskilde traf jeg Weise. - Da jeg spadserede fra Krebsehuset til Sorøe, kom en smilende Dame mig imøde - det var Lotte! hun var feed og rød som en landlig Terne; Krampen har ikke taget paa hende. ­Ingemann og hans Kone tage saa hjertelige, saa smukt imod mig; jeg har faaet et smukt Sovekammer og et Arbeidsværelse der vender lige ud til Søen, med den deiligste Udsigt. Den første Aften jeg kom, talte jeg med Hauck, der var den personificerede Artighed. Om Løverdagen var der bestemt en stor Skovtour for hele Academiet; jeg fik Indbydelse fra Estrup og vi vare 30 Vogne. Det var meget moersomt; vi bleve opvartede med The osv i Slagelse Skov, kjørte derpaa til Antvorskov og gjen­nem Slagelse. Da vi kom til Sorøe var der Aftenspise og Bal paa Academiet, jeg var da med - men Lotte manglede her, saavel som i Skoven; »hun holdt sig tilbage !« sagde Hauck. Han fortalte mig ellers at de havde bragt det til at hun vilde slaae op med Phister, at hun derfor fik Lov at skrive efter ham, at der havde været en Taare-Scene mellem dem. Hauck havde selv været oppe hos Phister; men han mærkede nok, at han spil­lede Comedie, han svøbte Hovedet ind i Senge-Omhænget, men græd ikke. Siden kom de efter, at Lotte og han igjen havde een Sammenkomst, og at altsaa den hele Skilsmisse Scene ledede til Intet. - Skammeligt er det dog, dersom det Hele er blot Caprice af Phister, at han blot vil vise Folk, at, han dog kan drive det igjennem at faae Øehlenschlægers Datter. Lotte skal virkelig elske ham, finde at han i Alt stemmer overeens med hende, at han er det elskværdigste Væsen og hvad der især griber hende, at han som en Synder, skal have skriftet hende alle sine Synder, sagt at hun nu, ene kunde frelse ham fra sin Afgrund o s v. I Søndags Aftes var jeg hos Bresdorfs, der bad mig hilse Dem alle paa Nyegaard, her var Lotte i meget godt Humeur, skabede sig og loe i et væk! -- At man ikke bliver forelsket i hende nu, troer jeg Enhver kan være rolig for; det er dog en forunderlig Pige! - Men, man maa huske paa, at Hjertets lille Fugl synger tidt meget stærkere end nogen Kanarie-Fugl, og det er da naturlig, at Fornuften stopper Fingrene i sine Øre.

Sorøe den 28 Juni 1832.

Det er et kjedsommeligt Veir! Regn og Blæst. Saaledes har det nu varet ved siden i Søndags, jeg maa sidde inde og læse, skotte til Naturen gjennem Vinduet og fryser som ved Juletid. Igaar Eftermiddags var det nogle Timer meget godt, vi benyttede da Øieblikket, seilede til Par­nasset, hvor vi drak Thee og gjorte derfra en Fodtour til Digteren Bre­dahl, der bad mig bringe Dem, der hjemme, mange Hilsener. Han har et særdeles smukt Ansigt, men da han i flere Dage ingen Barbeerkniv kunde faae, saa han ud som en frygtelig Vildmand. - Der var meget forstyrret i Huset, eftersom der blev kalket og malet, Alt var derfor flyttet midt paa Gulvet. Børnene vare smukke, især Drengen. - Han, ligesom enhver sand Digter - der ikke staae i Forhold til Hertz - havde meget imod Gjenganger-Forfatterens Arbeider - og yttrede at det havde be­drøvet ham, at jeg skulde have troet han havde digtet det og sagt sligt om mig. Hvad Sorøe siger om Hertz vil vi nu ikke tale om; man kan ogsaa, siger Ordsproget, gjøre en Skjelm Uret! - »Lad gaae !«- Eduard vil snart faae Bogen fra Bredahl; saasnart jeg kommer til Odense, skriver jeg - efter Aftale - mit Brev til ham. - Ingemann arbeider paa en nye Roman i 3 Dele, den er snart færdig, næstendeels tro er jeg, at »Hans Tausen« spiller en vigtig Rolle deri. - Wilster er snart færdig med sin Oversættelse af »Homer«. - Hvordan lever nu hver og een paa Ny­gaard? Jeg seer den tykke Valdemar, med det trofaste Ansigt, trække de brune Øine i den grønne Vogn, medens de to nordiske Skjoldmøer, og den slanke Jonna ere Forløbere. - Moderen læser, Fru Drevsen tager sig af Opdragelsen, Ægtemanden graver og planter, Eduard og Jette - ja-ja- »Küssen will ich! immer küssen!« - Faderen sidder op til Ørene i Forretninger, den norske Moder besøger sin Adolf. Gustava Petzholdt (jeg veed ikke hvorledes hun staves!) - ja hun tænker vist paa den brune Hede! Luise, ja - hun sidder tankefuld, Haanden op under Kinden, det ene Ben lidet over det andet og Tanken er hos - den Anonyme; ham, Folk snakker om. - Det falder mig ind; fik Jomfru Petsholdt Stambogs Bladet til Frøken Voight? Jeg husker det ikke, men jeg veed jeg skrev eet, og det lød, omtrent saa :

"Naar klar og ren sig hvæler Himlens Bue,

Og fra dens Midte straaler Solens Lue,

Lad det som Billed' staae Dig paa din Vei,

om Herrens evige, store "Glem mig ei"!"

Imorgen er her Markede i Byen; Werligs Troup vil give Forestilling, de skal have "Skibet", men ubehageligt er det, man veed endnu ikke om de kan faae Lov at spille, da de vil have Ridehuset, men her er Høeloft, og man tør ikke sætte Lys op. - Rosenkilde skal være blevet udpebet i Kjøge. Det er ogsaa uforskammet, hvad han vover at byde Folk! dog, her er man nok meest blevet vrede, fordi han har kopieret en Mand der i Byen, han havde været i Strid med. - Af alle de Professores jeg har besøgt har jeg meget smukt faaet Gjenvesit, kun ikke af Hauck; naar vi mødes er han ellers meget vakker! - Nu lev vel! alle de, der hjemme, jeg har i Brevet have nævnt faaer mit Hjertes Hilsener No. 1; desuden beder jeg at bringe No 2 til Emil, hans Sødskende Lindt, osv. No 5 til Heiberg og hans Frue og No 50 til Gjengangeren, Mellem-Nummerne vil De behage at uddele til andre Bekjendtere og Venner; Saaledes kommer under No 2 Boye og hele Familien der! Maaskee glæder Viggo mig med et Brev? Troer De ikke? - Moderen og Tanten kan jo holde ham ved Pennen, saa gaaer det nok! - Jeg tænker saa tidt paa dem allesammen; tænk ogsaa paa mig!

Med inderlig Hengivenhed

Andersen

S.T.

Hr Studiosus Viggo Drewsen

afleveres hos Høivelbaarne

Hr. Konferentsraad Collin

Bredgaden

frit

Kjøbenhavn

Tekst fra: H.C. Andersens Hus