The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. maj 1831
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

28. Fra E. Collin.

Kjbenhavn. d: 28. Maii 1831.

Kjre Andersen!

Mit frste Brev til Dem bliver tillige det sidste, som De faaer fra Kjbenhavn; thi paa Mandag d. 30te afreiser jeg med Dampskibet til Jylland. Imidlertid bliver mit Opholdssted i Jylland altfor ubestemt til at jeg kan ansee det for rigtigt, at De addresserer Brevene til noget Sted der; sikkrest er det derfor at alle Brevene jeg venter ganske bestemt idetmindste 3. addresseres til Kjbenhavn: Hrrn Hrrn E Collin. Addr: Hrrn. Conferenzrath Collin in Kopenhagen; saasnart de ere komne her, sender Fader mig dem dog til Jylland. Lad mig nu see, at De skriver rigtig lange Breve til mig og dygtig poetiske; for ieblikket er her meget prosaisk hjemme. Hvorledes gaaer det Dem nu egentlig? De fler vist Hjemvee, den meest pinende Flelse, jeg kjender; er dette Tilfldet, da kan jeg sige Dem, at man srdeles godt kan raisonnere den bort. Jeg har vret paa Nrager i nogle Dage; Bangs sender Dem Hilsener. Naar De underveis trffer Noget, som De med Tiden kunde bruge, da tegner De det naturligviis op; men sg isr efter Sujetter for Theatret; mit Synspunkt er, som De veed, her som altid med Hensyn til Dem, et oeconomisk. Hos Bredahl har jeg nylig vret, og hrt det vrige af hvad han har frdig; jeg vedbliver bestandig at nre de samme Forhaabninger som hidtil om dette Products eventuelle Lykke.

Om Eftermiddagen: Endelig i Eftermiddag fik jeg da Gud skee Lov Brev fra Dem; da Posten kom igaar og intet Brev bragte fra Dem, var jeg ganske urolig; jeg frygtede for, at De skulde vre bleven syg underveis. De skriver, at jeg vist har mrket, hvorledes Deres Humeur har vret i denne Vinter; det har jeg; at De ikke har betroet mig Grunden dertil, kan ikke fortryde mig, hvis Hemmeligheden er af den Natur, som jeg har antaget; troe ikke, at jeg vil opfordre Dem til at betroe mig denne; De vil selv bedst kunne fle, hvorvidt det er rigtigt, at den meddeles Andre; der ere Hemmeligheder, forekommer det mig, som ere af en saa fiin Natur, at de ikke kan betroes til noget Menneske; men vr ogsaa forvisset om, at hvis Deres Sorg kan betroes Nogen, da vil De i mig finde den Ven53, der trster ei med Grunde men med Medflelse. Og denne Overbeviisning veed jeg vist De har.

Jeg kommer nu til et Punkt i Deres Brev, som hvorledes skal jeg gjre mig ret forstaaelig for Dem, kjre Ven. Med Grunde kan jeg ei overbeviise Dem, thi Grunde lade sig maaskee her ei anfre, men De troe mig som Deres Ven paa mit Ord, De maa vre fast overbeviist om, at der er et Trk i min Characteer, som jeg her med Sandhed udfolder for Dem. Kun da vil det vre mueligt, at jeg ei bliver misforstaaet af Dem, det jeg frygter saa meget for. Det er altsaa mit Sindelag med Hensyn til at vi skulle sige Du til hinanden, som jeg vil udfolde for Dem. Som sagt, Andersen, troe mig paa mit Ord, at jeg taler rligt! Naar i et muntert Selskab mellem Studenter etc. En siger til mig, om vi to skal drikke Dus, da siger jeg Ja, deels af Mangel paa Overlg i det ieblik, deels for ei at fornrme det Menneske, som derved troer at komme i et venskabeligere Forhold til mig; kun eengang veed jeg, at jeg, efter at have ved en saadan Leilighed drukket Dus med et ungt Menneske efter hans Anmodning, har bagefter efter modnere Overlg bestandig vedblevet at sige De til ham; og, hvor Ondt det gjorde mig at fornrme dette Menneske, har jeg dog aldrig54 fortrudt det siden; og hvorfor gjorde jeg det,? det var et Menneske, jeg havde kjendt i lngere Tid og som jeg holdt meget af;? der var noget Vist55 i mit Indre, som jeg ei kan forklare, der drog mig dertil. Der ere mange Ubetydeligheder, som Mennesker have, jeg troer, en medfdt Afskye for; jeg har kjendt et Fruentimmer, der havde en saadan Afskye for graat Papiir, at hun fik Ondt, naar hun saae det; hvorledes skal man forklare det. Naar jeg derimod lnge har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige: Du, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Flelse hos mig. Jeg erindrer at Justitsraad Wiborg har fortalt mig, at da Baggesen, med hvem han lnge havde levet i et nie og venskabeligt Forhold, proponerede ham at sige: Du, da paakom der ham herved en saa ubehagelig Flelse, at han nsten fik noget imod Baggesen; herved vil jeg naturligviis ei sige, at Forholdet mellem Os vilde blive et saadant som dette, ei heller vil jeg sammenligne Dem med Baggesen thi efter hvad jeg kan dmme om ham, kunde han aldrig vre noget Menneskes sande Ven; dertil var han for meget Egoist. Mine Dus-Bekjendtskaber skriver sig for [det mee]ste56 fra mine Drengeaar, deels fra saadanne muntre57 ieblikke, der ei levne Tid til Over[veielser] deels ogsaa fra, at jeg har generet mig for at undslaae mig; men just herved viser jeg Dem [min] Oprigtighed for Dem, idet jeg, hellere end at skjule mig for Dem, udlader mig saaledes for Dem [som] jeg her har gjort, hvor jeg saa let kan misforstaaes. Men nei Andersen! De vil ikke [misforstaae] mig! Og hvortil skal denne Forandring i vort Forhold? Er det for at give Andre et Teg[n paa] vort venskabelige Forhold? Det vilde vre overfldigt og os begge ligegyldigt; og er [ikke nu] vort Forhold saa behageligt og os begge saa nyttigt? hvorfor da begynde det under en foran[dret] Form, en Form som vel i og for sig er noget Ubetydeligt, men som jeg, som sagt, har en [ubehagelig] Flelse for; jeg tilstaaer jeg er en Sonderling i denne Henseende. Men ligesaa v[ist] som det har bedrvet mig, at denne Materie skulde komme paa Bane, ligesaavist er det at [For]holdet maa blive saaledes som De nsker, hvis det ikke er mere end en blot Idee af Dem, [for] krnke Dem, ved Gud, det vilde jeg ikke. Men endnu eengang Andersen! hvorfor skulde vi foretage en saadan Forandring. Lad os nu ikke tale meer derom, jeg haaber vi [ville] begge glemme denne gjensidige Meddelelse; naar De kommer hjem er jeg i Jyl[land;] vi sees da ikke frend til Vinteren. At blive vred for Deres Anmodning, derom kunde Talen aldrig vre; jeg misforstaaer ikke Dem, gid De heller ei maae misforstaae mig.

De fremsatte Sprgsmaal kan jeg saagodtsom ikke besvare, da jeg har vret den meste Tid borte fra Byen, og har saa utroligt meget at bestille med Hensyn til [min] forestaaende Afreise. Lev vel!

Deres Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin