Dato: 19. juni 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Neapel den 19 Juni 1846.

Min kjære faderlige Ven!

Jeg maa i Tankerne tale lidt med Dem og bringe Talen paa Papiret og saa begynder jeg da nu et Brev i Neapel, som jeg haaber at slutte og afsende i Marseille; i Dag har jeg allerede taget Plads paa Dampskibet Castor der gaaer Tirsdag den 23 Juni. - Da jeg afsendte mit sidste Brev til Dem, reiste jeg nogle Timer efter til Castelamare, hvor De veed Christian den ottende har boet, som Prinds, derfra gik jeg til Sorent hvor jeg blev 6 Dage i piano di Sorrento i Cocumella, der er meget deiligt, naar man først er oppe paa et Tag, men Gader, Gyder og Landeveie ere ikke bredere end til en Vogn og saa har man høie Mure paa begge Sider og ovenover Vinranker og Apelsintræer, men ikke overalt og da brænder Solen, som en Ild derned. - I Cocumella havde jeg den meest nærige Vært jeg er truffet paa, thi efter at jeg havde forud aftalt hvad jeg skulde give for Alt under hele Opholdet, satte han dog paa Regning, den Thee jeg havde drukket hos en engelsk Familie i samme Gaard, men hvor jeg var indbudt til Thee! - Jeg spurgte ham om han var gal og betalte ikke Theen. - Paa Capri blev jeg desværre kun to Dage, da jeg ventede en heel Deel af Festen: Madonna del Arco, den Fest der forekommer i Bournonvilles Napoli og saa maatte jeg afsted igjen til Neapel; der var slemt paa Landet, af Hede, men i Neapel grueligt! - ja sligt gjør man sig ikke Begreb om i Norden; og nu kommer til, at her er en usædvanlig Varme, Voigt siger at han kun midt i Juli har oplevet slig; vi have daglig i Skyggen mellem 25 og 27 Grader, tænk Dem saa i Solen! - Man har faaet mig til at boe hos Ferrari, een af alle Danske yndet Vert, der engang har været Voigts Tjener og gift med en dansk Pige, han er en brav Mand, aldeles uinteresseret for sig, han gjør virkeligt Alt, især for Danske, men Hotellet ligger i en lille Gade midt i Byen, man kan næsten række over til Gjenboen og dog fyldes hele Gaden med Sol; her er hele Neapels Støi; tænk der sidde ikke færre end 17 Skomagere lige under mine Vinduer og arbeide og snakke; Kaffeværten maler Bønner, Smeden hamrer, Vogn ruller paa Vogn, tusende Mennesker skrige i Halsen paa hinanden, henad Gaden, ned af Husene og saa har jeg en Mand tæt ved, som hele Dagen øver sig i at spille Skala; tyve Skridt fra mig er en Kirke og der ringe, omtrent hver Time, alle Klokkerne, nei det er til at blive gal over. - Hvad der imidlertid er det værste, jeg kan ikke udholde denne Hede, jeg maa hver Dag ligge paa Sophaen omtrent fra 11 til over 4re gaaer jeg tidlig ud er jeg aldeles ødelagt; jeg har, som flere Fremmede faae[t] en saa nærveus Mathed, der pludselig kommer at det er aldeles en begyndende Besvimmelse; -To Gange har jeg faaet det paa Gaden, den ene Gang maatte jeg have en Stol ud og sidde til jeg fik en Vogn, noget der imidlertid slet ikke gjør Opsigt her, da Alt Livet er paa Gaden, en Anden Gang, gik jeg ind og lagde mig paa en Trappe inde i en Gaard, til Vandet ret havde haglet ud af mig og det Værste var forbi, imidlertid følger der en Angst med som er gruelig! Jeg tør næsten ikke tage mod Indbydelser; i Dag tog jeg dog mod een fra den preusiske Gesant, der synes gjerne at see mig, men alene af det, at jeg talte livlig ved Bordet, blev jeg saa mat, at jeg maatte see, at komme afsted; Grev Moltke var saa venlig at kjøre mig op paa en af Høiderne uden for Neapel, hvor man kan aande, og jeg var der rask som en Fisk i Vandet og sidder nu hjemme, saa styrket og vel at jeg kan skrive til Dem. En ung Lybekker er imidlertid død i disse Dage, han har været i et Par Maaneder angrebet, som jeg nu. Det er ganske, som Jerichau leed ved Sommervarmen i Rom, og som Lægerne sagde han ikke kunde taale een Sommer til; jeg seiler nu, som sagt herfra næste Tirsdag og vil have godt af Søeluften. - Næsten Alle raade mig fra at Reise til Spanien paa denne Aarstid, da Varmen der idetmindste er ligesaa stærk, som nu i Neapel, i midlertid har jeg den største Lyst, og De veed nok at naar det gjælder at reise, at see nye Mennesker og en fremmed Natur, har jeg ingen Frygt, uagtet jeg ellers ikke høre[r] til de modige; jeg vil nu see hvad Virkning Søeluften gjør og høre hvad man siger i Marseille om at reise videre; skulde jeg ved at komme i Land i Spanien, føle mig, som den sidste Tid her i Neapel, da var det at kaste Pengene bort, thi jeg kunde da aldeles ikke komme omkring, jeg maa selv her i Neapel reise bort uden at komme til Pompeji, da jeg vel med Dampvogn kan komme derud, men derude er hverken Vogn eller Æsel at faae og jeg kan aldeles ikke gaae i Solskinnet. - Nu, fra Marseille, vil Gud, skal De høre hvorledes jeg maa arangere mig. - Med Sundheden selv er der for mig ellers intet at frygte, det er kun Climat og Varmen, som har angrebet mig, som saa mange andre Fremmede. - Etatsraad Thomsen maa ogsaa hver Dag ligge nogle Timer paa Sengen, men er ellers ikke saa angrebet som jeg; han har flere Gange viist sig meget opmærksom mod mig, sprunget efter Vogn, bragt mig Iis, og smukt formanet mig til at holde Rolighed; men jeg kan ikke ret være rolig, det er saa kjedeligt at huske paa det Legeme. - Jomfru Fjeldsted besøgte jeg forrige Søndag, paa Ischia, hun var meget nydelig mod mig og forsikkrede hun havde skrevet to Breve til Dem, men, som De neppe havde faaet. Jomfr Wallick roeste hun i høieste Grad, som en Person der ikke alene var mageløs med at pleie hende da hun var syg, men som en dannet, elskværdig Dame; hun bad mig ogsaa fortælle Dem hende[s] Glæde og Gavn ved at have faaet en saadan Ledsagerinde. - Iforgaars kom de begge her til, og reiste med Dampskibet der gik igaar, det var intet godt Skib havde man sagt mig, og derfor havde jeg ikke taget Plads, men havde jeg betids vist at Jomf Fjeldsted virkelig var seilet med dette, saa havde jeg gjort det samme, men der blev ikke Tid for mig til i halvanden Dag at gjøre mig færdig, jeg vilde heller ikke kunne have taalt at gjøre saa mange Vesitter. Hun reiste til Livorno, vilde derfra op at see Florentz og da to eller tre Dage efter seile til Marseille, maaskee vi dog mødes der. - Hun er kommet til at see meget bedre ud, end nogensinde før hjemme. H. P. Holst lever i den kjærligste Erindring hos de Skjønne paa Ischia, Signora Carolina nævner ham med de varmeste Udtryk og hvor han boede staaer til Skue endnu paa Ruden, hvad han har skrevet i et Øieblik, som Mand og Fader: "Amalia, Adam H. P. Holst", omslynget med et ridset Baand; Alle Landsmænd og Landsmændinder talte derom! fortæl Ingeborg og Louise den Indscriptions Historie, jeg gjør ingen Bemærkning .

Marseille den 28 Juni 1846.

Her er jeg da! hvor meget har jeg ikke lidt siden jeg skrev det Ovenstaaende i Neapel! - Heden tog til i en Grad at De ikke forestiller Dem det, daglig 28 Grader i Skyggen; jeg følte mig ganske febersyg og laae aldeles hen, min hele Længsel var efter den 23 Juni, da gik Dampskibet; det var ikke blot Varme, men Luft, Kalkstøv, Larmen, den skrækkelige Larm, naar man er nerveus, der virkelig gjorte Neapel, ikke blot for mig, men de fleste Fremmede, til et Helvede; Dampskibet blev derfor saa overlæsset med Vogne og Mennesker, at man knap kunde bevæge sig ombord. Der var en Mængde engelske Familier, blandt andre Lord Douglas, der er gift med en Prindsesse af Baden; Veiret var meget godt den første Dag til Cevitta-Wechia, men herfra i to Nætter og Dage, til Genua, fik vi, hvad der er usædvanlig paa denne Aarstid i Middelhavet, et saa stormfuldt Veir, at Skibet blev kastet, som en Spaan om paa Bølgerne; jeg laae i to Nætter under en Vogn, der laae de fleste engelske Damer, og kun een Nat, da Skibet saaledes krængede at det saae ud som Vognen maatte gaae over Bord, fik et Par Mænd deres Koner op, men jeg blev liggende og tænkte paa at det maaskee var den sidste Nat jeg levede, jeg var slet ikke angest, men følte en skrækkelig Længsel efter at see Dem Alle derhjemme; jeg tænkte saa inderligt, saa taknemligt paa Dem Alle, følte ret hvor jeg elskede Dem. - Imidlertid naaede vi Genua hvor de næsten Alle forlode Skibet for ikke at prøve en Nat endnu som de vi havde prøvet; jeg havde gjort Bekjendtskab med Douglas, der kjendte min Improvisator og venligt trykkede min Haand for den, han og flere raadede mig til at gaae strax til Schweitz over Genua; I Neapel havde et Par Læger paa det bestemteste raadet mig fra i denne Aarstid at besøge Spanien, sagt jeg holdt det ikke ud! - Jeg opgav da min Reise; nu var det kun at faae i Genua mit Creditiv sat i Penge, det lød, som De veed paa Marseille og Malaga, og det gjalt om at faa en Visa for Østerige, at jeg kunde gaae over Milano; mit Haab stod til den danske Consul i Genua, en Hr Morellet; jeg gik i Land, ak, De kan ikke begribe hvad det var for en Gang, jeg maatte støtte mig paa Leietjeneren; der er kun tre Gader i Genua, hvor man kan kjøre og Hr Morellet boer ikke i nogen af disse; jeg maatte gaae; jeg kom til ham Klokken 7 om Morgenen; han kjendte mig ikke; syntes, som en Lyd at have læst mit Navn engang i et fransk Blad; han kjendte ikke Huset Broberg og forsikkrede at der neppe var et Huus i hele Genua der vilde modtage dette Creditbrev, ja havde det været fra Hambro, ham kjendte man; der stod jeg nu! Complimenter vilde [jeg] ikke gjøre for Personen; "nu vel!" sagde jeg! "det er jo i sin Orden at De er forsigtig; jeg vil ikke genere Dem, jeg reiser, i hvor angrebet jeg er til Marseille!", jeg betragtede det, som Himlens Villie, og De veed nok, jeg i dette Capittel er en Tyrk i min Tro, "hvad der skal skee, det skeer!" det vil sige, jeg gjør først mit.- Jeg gik da ombord igjen; vi fik godt Veir og igaar Formiddags kom jeg her til Marseille. Hr Sieveking, som Creditivet lyder paa er død for et Aarstid siden, i midlertid bliver det arangeret at jeg faaer Pengene; men jeg beder Dem, at jeg næste Gang faaer fra Hambro mit Creditiv! - Vor Consul Fritsch er en meget elskværdig Mand og har strax viist sig meget opmærksom mod mig; - jeg er endnu skrækkelig mat og mager - ja, De troer nok ikke jeg kan blive magere end De har seet mig - jo nu skulde De see en Skygge! jeg er ækel! - men der skal nok komme Kjød paa, til De seer mig! Her er allerede lidt mere Luft, jeg aander igjen, og det er mig for smerteligt at opgive Spanien! ganske opgive Hjertet af min hele Reise. Igaar fandt jeg her ved min Ankomst Brev fra Arvestorhertugen af Weimar, han har i Rom, Neapel og nu i Marseillie trolig været den første fra hvem jeg har faaet Brev, han beder mig, da han veed hvor angrebet jeg har været af Varmen i Neapel, dog ikke at gaae til Spanien, men til Weimar og aande Bjergluft hos ham paa Wartburg, hans Svigerfader, Kongen af Holland, er der for Øieblikket, men reiser nu - jeg faaer god Plads; ak hvor deiligt kan der ikke være, men jeg maa til Spanien! vor Herre vil det saa, ellers var jeg kommet over Genua til Schweitz; vel kommer jeg ikke omkring i Spanien, det føler jeg er umueligt i denne Aarstid, jeg kommer ikke til Granada, men jeg vil dog see at naae Barzelona. Dampskib gaaer her ikke før om otte Dage og det bliver da for dyrt og længe at ligge i Marseille, jeg reiser nu efter Fritschs Opgivende, over Land ind i Spanien; jeg gaaer overmorgen med Diligense til Montpellier og Perpignan, derfra tager jeg til Vernet et Badested inde i Pyrenæerne, hvor jeg i nogle Dage haaber at samle Kræfter, ved at bade og ride omkring i Bjergene; da gaaer jeg med Diligense til Barzelona; Veien siger de er usikker, jeg tør kun have faae Penge med, det er nu ikke moersomt, men man maa prøve det; fra Barzelona, vil Gud, skriver jeg Dem til, og da skal Jonna ogsaa faae et Brev; jeg fik hendes og Deres, den næst sidste Dag jeg var i Neapel. - I Barzelona seer jeg hvorledes det gaaer med Sundheden og om det er mueligt at reise videre, jeg veed da at jeg har gjort mit; min Villie har drevet det Hele; gaaer det nu ikke længer ind i Landet, saa forlader jeg igjen Spanien og reiser saa hurtig mine Kræfter tillader det til Genf, her venter jeg sikkert at finde et Brev fra Dem post restante og i det Brev beder jeg Dem skaffe mig bestemt den formelle Tilladelse fra Kongen at kunne bære den preusiske Orden; siig til Adler at det bedrøver mig at jeg aldeles ikke har faaet hans Brev, det De sagde mig han havde skrevet og afsendt til mig. - Tak for Efterretningen fra Theatret; vil De tage de Penge der ere komne for liden Kirsten og Mulatten, det er jo henved to hundred Rigsdaler, samt den anden Sum fra Theatret, De veed nok, jeg formoder den er henved eet hundred Daler; slaae alt dette sammen og dernæst hæve i Zahlkassen de 300 Rdlr jeg jo kan faae forud for den sidste Halvdeel af Aaret 1846, det bliver altsaa over 500 Rdlr; disse Penge komme paa eet Creditiv, som jeg finder i det Brev jeg faaer i Genf; De skriver bare nøiagtigt mit Navn (som De altid gjør det) og sætter Genève en Suisse postrestante, men vil De endelig strax efter Modtagelsen af dette Brev faae det arangeret og afsendt, thi det er jo endnu ganske uvidst hvorlænge eller kort det varer før jeg maa søge til Sweitz; jeg skal ogsaa i Montpellier see at faae Klæder og saa vil det blive paa Hældingen med de Penge jeg har; imidlertid skal jeg nok med det nye Creditiv, holde det godt ud til Jule hellige Dage og til den Tid, haaber jeg at vi sees! ja, jeg skal bringe lidt Penge hjem, bliver jeg ikke plyndret i Spanien. - Creditivet lyder paa Mark-Banko, som de tidligere og vil De dernæst lade det lyde paa et Huus i Genf, veed Hambro ingen der, da enten i Bern eller Basel eller Strasburg, men naturligviis helst Genf og desuden paa Frankfurth. - Hils nu Deres Børn og Børnebørn, hils alle vore fælles Kjære og beed dem dog endelig skrive mig lidt til. Jette Collin har lovet det, Augusta C. kunde gjerne. Og nu naar De læser dette er jeg, rimeligviis i Spanien.

Evig og altid Deres sønlig hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus