The Hans Christian Andersen Center

Dato: 27. marts 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: C H Lorenzen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 27. Marts 1831.

Kjre Ven!

Hjertelig Tak for dit venlige Brev; nsten er jeg lidt uvis, om jeg skal skrive i Dag eller ei; thi jeg veed ikke ret, om Du ei alt er paa Reisen herind (thi nu begynder jo den stille Uge), fr mit Brev kommer til de foreske Skove. Det var ret smukt af Dig, at Du saa snart og saa hjerteligt skrev mig til; men i Grunden ventede jeg det og var bleven - jeg vil ikke sige vred, men - bedrvet, dersom Du ikke saa snart havde tnkt paa mig. Hvor herligt er det ikke at vide, at hist og her er der nogle gode Mennesker, der tnke venligt paa os; o, vi ere dog Alle i Grunden, gode; det er ret kj edeligt, at vi ikke alletider kan fle det. Jeg et et underligt vsen, jeg fatter saa let Mistillid til hele Menneskeheden, finder Verden kold og mrk; men kun et venligt Ord, og saa er jeg forsonet med Eder Allesammen og kan ret vre yred paa mig selv for min skjve Anskuelse; men derfor er jeg ogsaa de kjre, kjre Mennesker ret taknemmelig, der knytte mit Hjerte til Verden og Menneskene; men nu snakker jeg vist nok noget barnagtigt Ti; var det ikke mig selv, der skrev det, kunde det gjerne stikke mig, at jeg, i muntert Lune, gjorde Lier dermed. Mit Hjerte er et Barn, som mit fornuftige Hoved tidt spotter og hovmestererer. - Selv har du flt og fler, hvad jeg lider, Du gode Menneske! - Dog, jeg ved Intet at trste Dig med, her maa Trsten komme fra os selv, hvis Phantasien er strk nok til at skabe saadant et Kjmpebillede. - Snart skal hun have Bryllup, - dog, dette er det ej, der knuger min Sjl, thi hun maa; men denne Ting lader mig dog fle, at hun i Hjertet selv ikke ganske er min; saa stor kan Ingen vre! Ingen kan af Pligt-Flelse opoffre sit Hjertes Tilbielighed; var jeg i hendes Sted, jeg kunde ikke gjre - hvad der maaskee er rigtigt, og hvad hun gjr. O, denne Tanke er vrre end Tabet af hende! At vide hende leve for en anden Mand, - men jeg plager Dig! - o, vr ikke vred paa mig derfor, jeg er syg, sjlesyg! Jeg kan kun ret tnke paa hende, paa hende alene. - Du kommer jo nu snart her til Byen, jeg glder mig ret til at see Dig, lad mig endelig strax vide Dit Logi, ligesom jeg ogsaa vil bede Dig endelig at faae at vide, hvor Ingemanns tage ind. - Udstillingen begynder Paaskedag, og efter hvad jeg hrer, kommer der et Malerie, der forestiller mit dende Barn; jeg er naturligviis interesseret for det; bare det nu er godt malet! - I Gaar havde jeg den glde at faa et Brev paa hele to Ark fra en Ven i Rusland, en tydsk, ung Digter, hvem jeg hndelsesviis har gjort Bekjendtskab med; han vil overstte det bedste af mine Digte og gjre mig saaledes lidt bekjendt mellem fine Landsmnd. Min Tid glider ellers hen i en eensformig Afvexling, om jeg tr kalde det saaledes; om Morgenen ligger jeg lnge til Sengs og er saaledes det fornemme Hverdagsmenneske, om Formiddagen derimod er jeg Historiker og Oldgrandsker, sidder enten paa Kongens eller Universitets-Bibliotheket med Bordet fuldt af Bger og samler Data til Romanen; fra l til 3 gjr jeg Visitter, er saaledes det flagrende Verdensmenneske; dog ikke hele disse to Timer flagrer jeg om; den meeste Tid er Hjertets og Venskabets; daglig kommer jeg hen til min kjre Christian Voigt, Den, jeg af Alle fler mig meest bunden til; jeg mrker ikke engang, Tiden gaaer, skjndt jeg nsten altid fler mig, saa veemodig, saa dybt stemt. Det er, som han har forhexet mig, jeg veed ikke, hvorfor jeg kan holde saa meget af ham! - Efter Middagsbordet gaaer jeg paa Comedie, og om Aftenen til Kl. 1, stundom 2, lser jeg Digters vrker, digter selv eller - er altfor meget et utaalmodigt Barn, vor Herre ikke har gjort Livet sukkersdt nok. See, saaledes flyve og glide Dagene, mine bedste, blussende Ungdomsdage bort, uden at jeg selv enten kan flyve ud i den vide Verden eller glidd ned i Graven. Tak for det smukke Digt, Du sendte mig; men i sidste Vers siger Du om Toner, at de skal bruse dundrende; dette parcipiale Adjectiv klinger parodisk. Ikke sandt? Der var endnu saa Meget, jeg vilde sladdre med Dig om; men Papiret siger Basta; altsaa Lev vel!

Din oprigtige Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter