Dato: 12. maj 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

165. til Jonas Collin. Neapel 12 Mai 1846.–(og 19 Mai).

Min kjære faderlige Ven !

Deres Brev af 21 April modtog jeg her iaftes, det har rimeligviis ligget et Par Dage over i Rom, til man derfra har besørget det til mig; jeg er ellers vis paa at jeg, i det mindste i Brevet til Eduard har skrevet hvorlænge jeg blev i Rom, og hvorhen i Neapel Brevene skulde sendes! men glad blev jeg veed at høre fra Dem, jeg længtes betydeligt efter at høre hjemme fra; ude hvor hverDag er saa riig paa Afvexling udvider Tiden sig og man synes at Uger ere hele Maaneder, og gaaer der altsaa nu flere Uger før der kommer et Brev, som det har været Tilfældet for mig, saa synes man det er en uendelig lang Tid; og faaer man nu en Angest for sine Kjære, en Uvished hvorledes det staaer til hjemme, saa er det en skrækkelig Qval! – Tak for hvert kjærligt Ord De skrev, tak for Deres faderlige Sind mod mig, De er jo ogsaa overtydet om at ingen af Deres Børn kan hænge fastere ved Dem end jeg; o Gud lad mig beholde Dem længe; skulde De døe før jeg, troer jeg næsten jeg kunde bebreide mig saa ofte og saa længe at have været borte fra Dem.–Nu haaber jeg om nogle Dage igjen at faae Brev fra Dem med Creditiv, og jeg sender ikke denne Skrivelse afsted før den 19de da maa Creditivet som jeg har bedet Dem sende den første Mai fra Kjøbenhavn, være her eller ogsaa – hvad et Par Gange har fundet Sted – gaaet tabt og jeg skriver da om at faae et nyt og det paa det hurtigste;–Jeg forlod Rom den første Mai, efter først at have skrevet Breve til Eduard og Jette i Wien; jeg var da lige kommet op af Sengen, havde ligget nogle Dage og lidt betydeligt af en Byld; jeg følte mig ogsaa i den sidste Tid i Rom stærkt angrebet af Sciroccoen, der idelig blæste og væltede sin tunge Hede hen over Byen; jeg følte en Mathed, saa jeg neppe kunde gaae.–Iøvrigt har jeg denne Gang i Rom været meget i Selskabs-Livet, de fremmede Gesandter og nogle tydske og engelske Familier, til hvem jeg var anbefalet viiste mig stor Forekommenhed. Jeg boede godt og behageligt, boede sammen med Grev Paar, en Broder til Prinds Paar i Wien, en høist dannet, omgjængelig Mand. Den hanoveranske Menister, der er Poet, Componist og Maler, gjorte to Portrætter af mig og besang mig ganske smukt; Kolberg fuldendte min Buste, De vil faae den at see, naar hans andre Arbeider komme hjem til Høsten. Han har Talent; men jeg troer at baade han selv og Thorwaldsen har overvurderet det; Jerichau er den, som vækker Beundring og – Misundelse !–Hans meget omtalte Statue Herkules og Hebe kommer jo hjem; jeg ønskede hellere at hans senere Arbeide Jægeren med Løveungen blev seet i Danmark, den overgaaer alt tidligere, og jeg spaaer ham ved den en heel Triumph. Tak for hvad De har talt for Jerichau – jeg takker i den gode Sags Navn; med Hensyn til hvad jeg tidligere skrev og som De gjennem Tillisch har underrettet Kongen om, kan jeg nu have den Glæde at fortælle Dem, at otte Dage efter at mit Brev var sendt til Dem, kom en russisk Første i Jerichaus Attellier, han blev henrykt over "Jægeren" og bestilte den i Marmor, Dagen efter fik han endnu to Bestillinger, saa at han nu, for egne Penge, med sin Kone er reist fra Rom til Danmark, hvor han snart indtræffer;veed Kongen det ikke, da kan De jo fortælle at jeg har skrevet det. – Jerichau bliver kun nogle Dage i Kjøbenhavn og vil da bruge Søebade i Assens. Hans Kone er en ganske udmærket Malerinde. De unge Prindser af Glycksburg, Julius og Johan, har jeg truffet i Rom og Neapel, de have været saa venlige at gjøre mig Vesit; de ere meget hjertelige og elskværdige. Med Grev Paar reiste jeg over Terrazina til Neapel, i Selskab med en holstensk Comtesse Brockdorf, hvis Søster er gift med Professor Mickelsen i Jena. Jeg boer i Neapel ved Havet ligeud for Vesuv, der ryger om Dagen og sprudder om Aftenen; det er en mageløs Udsigt; en Deel Danske boe i samme Huus, nemlig Doctorne Uldahl og Davidsen, samt Brock og Frøken Bjerring, disse to sidste ere altid sammen, jeg formoder de ere forlovede eller blive det. Den lille Fru Voigt og nogle andre danske Damer, tale ret paa den kjøbenhavnske Maade om Frøken Bjerring; jeg synes nu ikke der er noget deri at hun reiser med de unge Herrer, just da de ere flere; men i Rom og her er der en Snak og et Vrøvl om det Passende og ikke Passende. Forleden havde hun og Brock gjort Vesit hos Voigts og jeg fik desangaaende mange Spørgsmaal om hvad jeg dømte; der er Tale om at Brock ledsager hende igjen til Paris; hun forekommer mig at være en meget naturlig og net Pige; og jeg synes det er fornuftig hun tager om med sine Landsmænd og seer noget, end bliver siddende alene. Jomfru Fjeldsted har jeg endnu ikke seet, men sendt hende min Hilsen ! hun er saa rask hører jeg, at hun har besteget Vesuv. Frøken Knudsen gift med Neapolitaneren Carillo, har jeg besøgt og fandt hos hende Søsteren fra Kjøbenhavn, der bad mig sende tusinde Hilsener til Adlers og Frøken Cold, det besørger nok Ingeborg Drevsen, naar hun seer disse i Theateret. De Danske have før klaget over at de i Neapel ingen Gesandt havde, nu er da Moltke her, men ingen Landsmænd faaer ham at see hører jeg; til sin Kone har han i Florenz leiet en prægtig Villa og der lever hun, selv lever han her i Neapel i et lille Huus, har solgt Heste og Vogn, seer Ingen og kommer til Ingen. Hvad skal vi med saadan en Gesandt? han faaer jo Penge af Staten. – Jeg har gjort ham to Vesitter, og altsaa een for mange, da han slet ikke har ladet høre fra sig; men jeg har gjort det for Faderens Skyld; jeg er nu vandt til Høflighed, og betydeligere Mænd end Moltke have besøgt mig. Den preusiske Menister, hos hvem j eg nylig var til en stor Middag, hvor Moltke var indbudt men ikke kom, har tilbudt sig at indføre mig i den diplomatiske Kreds og iøvrigt være mig til Tjeneste. Consul Fleischer tager derimod meget hjerteligt mod alle Danske og er den Eneste, den reisende Danske her har Gavn af; man klagede altid paa den syndige Koss i Paris, han lod sig dog see, han viiste megen Høflighed, men Moltke, kan ligesaa godt ansættes i Maanen. De Danske klage altid over deres Diplomater ude, jeg har ingen Grund der til før her i Neapel. Nok om det !–Her er megen Tale og Trækken paa Smilebaandet over Voigts Giftermaal; Fru Guillimeau, der før førte Huus for ham etc.––sagde ganske ironisk til mig: "hvad siger De om den store Revulution her i Huset! det er Stof til et originalt Digt!"–Den preusiske Menister fortalte ved Bordet, hvor naivt Voigt havde fortalt ham sin Kjærlighed: "Hun gjør saa udmærket Heste og Qvæg og saa har hun gjort min Buste, der ligner saa mærkelig og saa fattede jeg Kjærlighed til hende".–Han er ellers blevet betydelig gammel, og saa fortæller han Folk at hans Kone allerede er i »gode Omstændigheder«, Rotschild her fortalte mig ogsaa denne Begivenhed. Voigt siger: "ja min lille Kone føler Følgerne af at være gift!"–Hun selv seer ellers meget vel ud, synes tilfreds og modtog mig med den allerstørste Hjertelighed. Hun var lykkelig over Deres Brev og har bedet mig hilse; hendes Broder kommer med Thomsen om 8 Dage her til.–Hun vil nu kun arbeide for sin egen Fornøielse, og der indrettes i Huset et Atellier. En Fru Kjærulf og Rottbølls ere her. Fru Sneedorf med Datter reiste netop herfra den Dag jeg kom. Med den svenske Grev Beck-Friis og Prinds Galizin kommer jeg en Deel sammen; de ere ogsaa mine Naboer, ligesaa. Pavens Læge, Dr: Arenz fra Berlin. Beck-Friis kjender De vist af Navn, han er en Decendent af Corfitz Uhlfeldt og hans Fader har i Skaane den smukke Eiendom: Børringe.–Siden jeg skrev Ovenstaaende er jeg blevet hædret af ikke mindre end to Besøg af vor Gesandt Moltke, men jeg er ogsaa den eneste Danske han har besøgt, jeg skylder at tilføie disse Besøg, da jeg ovenfor har været saa vred paa ham derfor;–siden jeg var syg i Rom harjeg været plaget afmegen Mathed, og da vi idelig have Scirocco her i Neapel og Solheden vælter ned, saa er det ikke let at blive Menneske. Det er allerede saa godt som umueligt at gaae i Gader og paa Pladse hvor Solen skinner, det er som Marven blev brændt ud af Benene, man lærer rigtignok her at gaae langsomt og at søge hver lille Slagskygge Naboehusene kaste, jeg maa altid kjøre, og det gjør de Flestey vil jeg om Dagen op i Byen, ellers -boer jeg saa luftig man her kan boe, paa fjerde Sal lige ved Havet; i disse to Nætter har det med ganske stille Veir viist sig en saadan Bevægelse i Havet at Bølgerne slaae op paa Gaden og hele Natten syntes jeg at være [til] Søes.–Gudveed om der ikke fødes nogle nye Øer derude; Vesuv har igaar brudt sig nyt Krater tæt ved det gamle og de gloende Stene flyve i Veiret.–Hils den kjære Viggo og bring ham min hjerteligste Lykønskning til Confirmationen; han sagde en Gang, for et Aarstid siden; ja da jeg var lille holdt Andersen meget af mig, nu er det ikke saameget! – Og dog er det maaskee mere, siig ham det, men man leger anderledes med et Barn, kysser og holder af det, end siden naar Barnet bliver en lang Dreng; jeg haaber til Gud at alt som han bliver Ældre vil han forstaae at han dog er: min Yndling. Hils ham saa meget, saa meget !–Fra Weimar fik jeg i Dag et velsignet Brev fra min kjÆre Arvestorhertug, han holder af mig, som om jeg var Ham en Broder, hver Linie udtaler det og jeg har jo for hans kommende Undersaaters Øine seet ham udtale og vise mig den Inderlighed, hvor af hans Brev har Ord.–Han ønsker at jeg opgav Spanien og kom til ham, han siger han læn-ges efter mig, at der er faae Mennesker han har kjær som jeg; men Spanien maa jeg til, det er jo eengang besluttet, det eneste som kan afholde mig derfra, eller forkorte Reisen der, er Heden, som jeg lider ved, fordi den er mig saa aldeles ny, Sligt aner man jo ikke i Norden. Solen selv i den italienske Luft taaler jeg nok, men denne evige Scirocco, dette africanske Sand, der synes opløst i Luften selv og saaledes trænger ind i Porerne, er jo ganske dæmonisk.–Luften brænder, Vinen brænder og ligefor sprudder Vesuv, under Fødderne er Ild;–jeg lever næsten ene og alene af Iis, som jeg fortærer tre, fire, fem Portioner af daglig.

Neapel den 19de Mai 1846.:

I alle disse sidste Dage har jeg hver Dag forgjæves hørt paa Posthuset efter Brev, spurgt forgjæves Fleischer, og Rotschild havde jeg strax ved min Ankomst leveret min Adresse og han lovede mig strax at sende mig hvert Brev der kom; i Dag erklærede Fleischer at Deres Brev var gaaet tabt, og da jeg nu inderligt ønskede at komme fra den neapolitanske Varme til Øerne, besluttede jeg at ende dette Brev med en Jeremiade, og Bøn om et nyt Creditiv, der dog først kunde komme her om henved 6 Uger; jeg gik imidlertid ind til Rotschild endnu engang, for at sige ham jeg reiste til Sorrent, og da – da ligger mellem de Breve han har Deres Brev med Creditivet, det havde ligget hos ham i 7 Dage. Tak derfor, inderlig Tak! Nu reiser jeg rolig paa Landet, men eet endnu maa jeg bede - Dem, Deres Brev har ikke et Ord der angaaer det. Da jeg fik min preusiske Orden, havde jeg ikke Idee om at der skulde spørges om Tilladelse at børe Sligt, da De sagde mig det, skrev jeg til Adler og bad ham sige Kongen det; jeg fik et venligt Brev fra Adler, han sagde Kongen var mig særdeles naadig stemt og at han havde læst for ham noget af mit Brev, sagde at han var vis paa Kongen tog det godt op at jeg skrev selv, fortalte om Ordenen og Alt hvorledes det gik mig. Fra Wien sendte jeg gjennem vort Gesantskab et Brev directe til Kongen, bad omjeg maatte børe Ordenen etc. – og tilføiede at jeg gjennem Adler eller Collin udbad mig min Konges naadige Svar og at det vilde være mig et Tegn paa om han havde optaget mit Brev naadigt. Jeg har ikke hørt et Ord, og det er ikke mueligt, saaledes som jeg skrev det Brev, at Kongen kan være mig vred, vil De derfor spørge ham derom, og jeg faaer da sikker Besked, nøiagtig, som De altid giver Sligt, i det næste Brev, som jeg beder Dem sende saa snart det er Dem mueligt efter at De har læst dette. Lad Brevet gaae til Neapel under Fleischers Adresse, hans Tittel er: le chevalier Fleischer Consul general de S. M. le Roi de Dannemarc, strada Fjorentini Num: 29.–Skulde der følge et lille Dannebrogsorden med, gjør det ikke noget, De kan sige Kongen man kan ikke gaae paa eet Been. For Guds Skyld, De forstaaer da, at dette sidste er Spøg! Hils Dem nu Allesammen, Ingeborg, Louise, Augusta, Jonna, Drevsen etc.

Deres sønlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost