The Hans Christian Andersen Center

Dato: 18. januar 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjb: 18 Jan:1831.

Kjre Hr:Professor.

Egenligt skulde jeg skrive to Breve, et til Dem, og et til Deres Kone, eftersom De begge har tnkt paa mig, men Mand og Kone er jo dog i Grunden een, altsaa vil jeg her tnke, at jeg taler med Dem begge. Hvor levende har De ikke, gjennem mine Digte seet ind i mit Indre, hvor mgtigt fler jeg mig ikke draget til Dem; ja, De, De vil ikke misforstaae mig, og med den inderligste Tiltro vil jeg derfor mde Dem; jeg trnger ogsaa til at udgyde mit Hjerte i et ret modtageligt Bryst. Jeg er ikke lnger den jeg var fr; Livet, Alt har faaet en dybere Betydning for mig, jeg er hensat i en Stilling hvori jeg fler det store Hele i al sin Dybde, men indseer at jeg aldrig vil blive lykkelig! jeg vil intet skjule for Dem, thi De kan fle det, De vil fle med mig! ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget Virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det nsten ikke seer ud som Virkelighed. Jeg hnger med Sjl og Tanke ved et eneste Vsen, et aandrigt, barnligt Vsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hsligt, fler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i nste Maaned. Mine Venner og bekjendte spge med mig over mine Digte, de drmme ikke om, at det er en dyb, srgelig Sandhed, o jeg lider ved at hre deres Spg, som jeg selv maa sge at optage og gjengive! Hun er riig, meget riig, det har holdt hendes Elsker til hende; de har vret Brn sammen i een By, er siden bleven skildt ad, og da de atter mdtes, smigrede hans Opmrksomhed hende, og da nu Forldrene var imod hendes Tilbielighed, ansporede just dette hendes Flelse, som hun troede var Kjrlighed, endelig gav de efter, skjndt de endnu dybt fle, at han kun gter hendes Formue; frst efter at dette var bestemt, (en Uge efter) traf jeg hende i Sommer frste Gang, hendes Familie var den meest anseete i Byen der og jeg var Student med hendes Broder, jeg var kun 3 Dage der i Huset, og da jeg flte, hvad jeg aldrig har flt, og hrte, at hun var forlovet reiste [jeg] strax, men her i Kjbenhavn er [v]i atter truffet sammen; (3 Uger) jeg veed hun elsker mig, men nu er det hendes Pligt at gte ham, hun engang troede at elske; hun fler at Verden vil dmme ilde om hende, at hun ikke tr eller kan handle anderledes, hun bliver ulykkelig, af Pligt bliver hun ulykkelig og jeg - o jeg veed ikke selv, Gud er dog alfor streng imod mig! var jeg dog dd, her bliver jeg dog aldrig lykkelig! - Nu veed De Alt! trst mig! dog, det kan De ikke, ingen kan det! - St Dem ind i min hele Stilling! jeg faaer hende aldrig mere at see! jeg br ikke, tr ikke! dog een Trst har jeg, hendes Broder har jeg vundet, han veed Alt, og fler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge to, gjennem ham kan jeg dog hre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel! hun tr ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin Pligt, den hun engang har kjmpet for, ja nsten tiltryglet. Hun er saa smuk! saa from og g[od] o - De vilde ogsaa elske hende, hele Verden vilde det, og jeg veed hun har det samme Hjerte for mig, som jeg for hende, og dog skal jeg aldrig see hende mere! i nste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! o det er drbende at tnke! - o kjre, kjre Ingemann! Gid jeg var dd! dd! selv om Dden var Tilintetgjrelse, men det kan den ikke vre! Livet er fr en Drm, en ulykkelig lang Drm, o den Tanke er ikke saa hslig, som De troer! - Men jeg plager Dem med min Smerte! dog, dersom, hvad jeg troer, min rlige Tiltro har naaet Deres Hjerte saa glder De mig begge snart, ret snart med et Brev igjen; i Dag fik jeg et fra Wilster, hvem jeg har sendt mine sidste Digte, det var saa hjerteligt. O gid jeg kunde forsone mig med alle Mennesker, selv med ham der gjr mig og hende ulykkelig. - Lev nu vel og glem mig ikke! mit Hjerte siger mig, De skriver snart.

Deres af Hjertet hengivne Andersen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (66)

Kjb: 18 Jan: 1831.

Kjre Hr: Professor.

Egenligt skulde jeg skrive to Breve, et til Dem, og et til Deres Kone, eftersom De begge har tnkt paa mig, men Mand og Kone er jo dog i Grunden een, altsaa vil jeg her tnke, at jeg taler med Dem begge. Hvor levende har De ikke, gjennem mine Digte seet ind i mit Indre, hvor mgtigt fler jeg mig ikke draget til Dem; ja, De, De vil ikke misforstaae mig, og med den inderligste Tiltro vil jeg derfor mde Dem; jeg trnger ogsaa til at udgyde mit Hjerte i et ret modtageligt Bryst. Jeg er ikke lnger den jeg var fr; Livet, Alt har faaet en dybere Betydning for mig, jeg er hensat i en Stilling hvori jeg fler det store Hele i al sin Dybde, men indseer at jeg aldrig vil blive lykkelig! jeg vil intet skjule for Dem, thi De kan fle det, De vil fle med mig! ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget Virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det nsten ikke seer ud som Virkelighed. Jeg hnger med Sjl og Tanke ved et eneste Vsen, et aandrigt, barnligt Vsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hsligt, / fler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i nste Maaned. Mine Venner og bekjendte spge med mig over mine Digte, de drmme ikke om, at det er en dyb, srgelig Sandhed, o jeg lider ved at hre deres Spg, som jeg selv maa sge at optage og gjengive! Hun er riig, meget riig, det har holdt hendes Elsker til hende; de har vret Brn sammen i een By, er siden bleven skildt ad, og da de atter mdtes, smigrede hans Opmrksomhed hende, og da nu Forldrene var imod hendes Tilbielighed, ansporede just dette hendes Flelse, som hun troede var Kjrlighed, endelig gav de efter, skjndt de endnu dybt fle, at han kun gter hendes Formue; frst efter at dette var bestemt, (en Uge efter) traf jeg hende i Sommer frste Gang, hendes Familie var den meest anseete i Byen der og jeg var Student med hendes Broder, jeg var kun 3 Dage der i Huset, og da jeg flte, hvad jeg aldrig har flt, og hrte, at hun var forlovet reiste / strax, men her i Kjbenhavn er [v]i atter truffet sammen; (3 Uger) jeg veed hun elsker mig, men nu er det hendes Pligt at gte ham, hun engang troede at elske; hun fler at Verden vil dmme ilde om hende, at hun ikke tr eller kan handle anderledes, hun bliver ulykkelig, af Pligt bliver hun ulykkelig og jeg - o jeg veed ikke selv, Gud er dog alfor streng imod mig! var jeg dog dd, her bliver jeg dog aldrig lykkelig! - Nu veed De Alt! trst mig! dog, det kan De ikke, ingen kan det! - St Dem ind i min hele Stilling! jeg faaer hende aldrig mere at see! jeg br ikke, tr ikke! dog een Trst har jeg, hendes Broder har jeg vundet, han veed Alt, og fler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge to, gjennem ham kan jeg dog hre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel! [overstr: Hun vil] Hun tr ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin Pligt, den hun engang har / kjmpet for, ja nsten tiltryglet. Hun er saa smuk! saa from og g[od] o - De vilde ogsaa elske hende, hele Verden vilde det, og jeg veed hun har det samme Hjerte for mig, som jeg for hende, og dog skal jeg aldrig see hende mere! i nste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! o det er drbende at tnke! - o kjre, kjre Ingemann! Gid jeg var dd! dd! selv om Dden var Tilintetgjrelse, men det kan den ikke vre! Livet er fr en Drm, en ulykkelig lang Drm, o den Tanke er ikke saa hslig, som De troer! - Men jeg plager Dem med min Smerte! dog, dersom, hvad jeg troer, min rlige Tiltro har naaet Deres Hjerte saa glder De mig begge snart, ret snart med et Brev igjen; i Dag fik jeg et fra Wilster, hvem jeg har sendt mine sidste Digte, det var saa hjerteligt. O gid jeg kunde forsone mig med alle Mennesker, selv med ham der gjr mig og hende ulykkelig. - Lev nu vel og glem mig ikke! mit Hjerte siger mig, De skriver snart.

Deres af Hjertet hengivne

Andersen

[langs kanten] Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 32-35)