The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. februar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Gunder Adler
Sprog: dansk.

Dresden den 22 Februar 1846.

Kjre Hr. Geheime-Etatsraad

Ved min Afreise var De saa venlig at sige mig at det vilde fornie Dem og Deres at hre fra mig; jeg har et Par Gange sendt Hilsener; jeg veed ikke, om De har faaet disse; i Dag sender jeg her et Brev. Med Taknemmelighed erindrer jeg al Deres Godhed mod mig og jeg haaber at skulle vise mig ikke uvrdig til altid at fortjene den. Det gaaer mig godt, jeg er nsten alfor lykkelig; mit Liv synes mig meer og meer at blive et solbelyst Eventyr, Gud er mig nsten al for god, jeg begriber det ikke selv. Overalt komme Menneskene mig med Kjrlighed og Opmrksomhed imde, Udlandet er mig som et kjrligt Hjem.

Paa Gravensteen blev jeg paa Udreisen henved 14 Dage og tilbragte lykkelige Dage i den elskvrdige huuslige Kreds hos Hertugens; i Oldenborg boede jeg hos en formueende, velsignet Familie, Hofraad Eisendeckers; de frste Huse stode mig aabne, i Theatret havde jeg min fri Plads og hos Storhertugen var jeg flere Gange, ja ved Afreise var han endogsaa saa naadig at skjnke mig en meget kostbar Ring, som han bad mig bre til Erinidring om sig. Jeg kom til Berlin og Kongen var strax saa naadig at lade mig tilsige til Taffel og ved Afreisen skjnkede han mig, som De vist veed (jeg formoder, Grev Reventlou har givet den sdvanlige Underretning derom), den rde rn, tredie Classe; det er min frste Orden, og derfor begriber De at den ret har gldet mig; jeg har i et Brev til Hertuginden af Augustenborg bedet hende fortlle Hendes Majestt Dronningen hvor godt det gaaer mig ude, og jeg haaber derfor, min naadige Dronning og Konge vide det. [overstr: Her i Dresden] Jeg tilbragte en meget behagelig Aften i Potsdam, hvor jeg var sammen med Kongen og Dronningen, samt Humboldt; jeg kan ikke nok udtale al den elskelige Naade man der viiste mig; ogsaa Prindsessen af Preussen / saae jeg oftere og ved Afskeden fik jeg af hende et srdeles smukt Album i blaat Fliel; foran havde hun indhftet et Billed af sit Slot og skrevet sit Navn til Erindring. Jeg var i en Grad indbudt og frt omkring i Berlin, saa at jeg tilsidst lngtes efter at komme paa Jernbanen for der at udhvile mig. Hos Ministeren Savigny, Frst Ratzewill, Bismarck-Bohlen, overalt tog man med aabne Hjerter mod mig. Vil De bringe ehlenschlger srdeles Hilsener fra Humboldt og Tieck, samt fra Ministeren Beaulieu i 0ldenborg; denne fortrffelige Mand, i hvis Kreds jeg er meget hjemme, har tilbragt lykkelige Dage med ehlenschlger, da de vare sammen i Rom, han har bedet mig srdeles at blive bragt i Erindring hos vor store Digter. Fra Berlin gik jeg til Weimar hvor jeg nu har tilbragt en Maaned, den lykkeligste i mit Liv. Den unge Storhertug, der er et begavet, elskeligt Menneske, og som jeg elsker af mit hele Hjerte, tog imod mig, som de Kjreste og Nrmeste i Danmark kunne gjre det. Jeg veed, at han er mig en Ven for alle Tider; daglig saae vi hinanden, daglig begreb jeg meer og mere hvor kjr han har mig. Jeg var naturligviis med ved alle Fester, store og smaa; isr var Storhertugens Fdselsdag glimrende feiret; ved Hofballerne herskede stor Pragt. Den gamle Storhertuginde er en hist begavet Dame, hun er mig meget naadig og god. I Weimar var jeg ogsaa samme med Jenny Lind, der som jeg, ogsaa har flt sig srdeles vel; jeg saae hende i Svngjngersken, der er een af hendes fortrinligste Roller og som De endelig maa see at hun giver i Kjbenhavn? Det er en Natur, en Skjnhed, en Kunstherlighed, der gjr os god og bedre, jeg veed intet andet Udtryk derfor. Med Veemod forlod jeg Weimar, hvor jeg kan sige at vre blevet optaget i alle Familier, det var mig tungt at skilles fra den unge Frste, jeg saae ham endnu den sidste Morgen ganske tidlig, og jeg lovede at komme en Sommer og blive hos ham paa hans smukke Ettersburg; han lovede mig at jeg alt i Jena skulde hre fra ham, han vilde der sende mig et AnbfalingsBrev til Stattholderen i Bhmen, Erkehertug Stephan, - jeg ventede derpaa og selv kom den kjre Arvestorhertug og bragte mig Brevet, / han vilde at vi endnu en Gang skulde sees. O, det er ikke Stjernen paa hans Bryst der blnder mig, det er det Hjerte der banker der bagved, som fylder mig; han er et delt, elskeligt Menneske! - Nu kom jeg i forgaars her til Dresden og strax modtog jeg her fra den preussiske Minister mit Patent paa den rde rns Orden, underskrevet af Kongen af Preussen; i det jeg faaer dette, opstaaer en Tanke hos mig, som jeg tillader mig at udtale for Dem, og bede om Deres venlige Raad; jeg veed ikke om jeg skal mlde det hjem til min Konge, eller om det er Noget, Reventlou alt har gjort, jeg er slet ikke inde i disse Former, og vel har jeg den inderligste Lyst til at skrive vor kjre, velsignede Konge til og fortlle ham, hvor godt det gaaer, hvor meget jeg tnker paa ham, hvor taknemmeligt mit Hjerte hnger ved ham, men det skikker sig nok ikke, jeg tr ikke vove det. At jeg imidertid er blevet hdret med denne Orden, maa han vel vide, og da jeg ikke troer at jeg tr skrive directe til ham, beder jeg Dem Hr Geheime-Etatsraad, der er mig venlig og god, at De vil, i mit Navn sige ham det, sige at jeg saa gjerne skrev, men jeg vover ikke sligt, sige ham hvor megen Naade og Godhed jeg ogsaa ude modtager, og jeg veed, Hans Majestt vil ikke finde mig uvrdig ogsaa i Hjemmet at bre den mig af Preussens Konge tildeelte Orden; er det nu Noget, der allerede gjennem Reventlou er mldt og naadigst modtaget, da behves det jo ikke at siges, men det beder jeg Dem om at De hos Kongen og Dronningen dog bringer mig i naadigst Erindring; vist ei det, at Ingen kan fastere hnge ved de to elskelige Majestter, end jeg med hele mit Hjerte hnger fast ved dem. Aldrig vil jeg glemme de lykkelige Dage paa Fhr, aldrig de ieblikke jeg har tilbragt hos det kongelige Par. Mit hjerte bliver bldt, naar jeg tnker paa hvad man har gjort for mig; Frygt ikke, at saa megen Naade, saa stor Erkjendelse, som jeg finder gjrt stolt; nei jeg ydmyges just derved, og med Tak og Jubel gaaer min Tanke mod Gud.

Jeg haaber i Wien, hvor jeg indtrffer om en 14 Dage, at finde et Par Ord fra Dem, Hr. Geheime-Etatsraad, eller gjennem / Collin at erfare min kjre Konges vedvarende Naade for mig og at han allernaadigst seer mig bre denne fremmede Orden. Ogsaa mine Skrifter synes nu ude at ville skaffe mig Fordeel; en Lykke Stjerne er over disse; de overflyve Tydskland og endelig er her budt mig et ordenligt Hoorar for selv at besrge en tydsk samlet Udgave, den vil blive paa 15 Bind og udkomme sidt i Aaret. - Ogsaa i England gaae mine Skrifter vidt omkring; jeg forstaaer det ikke! - det er tidt for mig som drmte jeg, men Drmmen er smuk; var min Barndom mrk, nu kommer der Solskin i riig Fylde, Gud vre takket og lovet!

Hils Deres kjre Frue, hils Frken Fransisca Hier, jeg har til hende ogsaa en Hilsen fra Grevinde Hahn-Hahn, behold mig Alle i venlig Erindring; Hr. Hedemann, W. ehlenschlger, og naturligviis Faderen, hilses ret meget. -

Som jeg hrer, har Dronningen af Preussen naadigst skrevet om mig til sin Sster, Dronningen af Sachsen; rimeligviis bliver jeg tilsagt; jeg er ellers ogsaa her saa velsignet og godt optaget, saa at hver Time i disse faa Dage alt er besat. lvrigt arbeider jeg for en tydsk Forlgger paa min Selvbiographie og jeg haaber i den at kunne udtale hvor fast mit Hjerte hnger ved Danmark og mine Kjre der, hvor taknemmelig jeg er min naadige gode Konge, gid vi lnge, lnge beholde ham! Gud skee Lov, han er nu frisk igjen, jeg har i mine Breve altid spurgt til ham. Siig ham min Kjrlighed, min dybe Flelse, bring mig i naadigst Erindring hos Hendes Majestt og vr De mig selv god, som altid. Naar De seer Hr Kammerherre Levetzau da bring ham min rbdige, hjerteligste Hilsen.

Deres taknemelig hengivne

H.C. Andersen

E.S!

Til Sor en heel Bouquet Hilsener!

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 13, 10-14)