The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. september 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

Veldle

Madam K. M.. Iversen

Enke efter Hr Boghandler Iversen

i Odense

frit

Kjre Mad. Iversen!

Nu begynde vi da paa den gamle Maneer, at tale gjennem en Brev-Lap, hu, hvor det er kjedeligt! det er ret som man gjorte Vesit med tilbundne ine, men det er dog alletider noget; - Jeg savner Dem alles ammen herhjemme, skjndt jeg endnu ikke har vret ene paa mit Vrelse med mine Beskjftigelser, men flagret om fra Vesit til Vesit. Jeg var nu bleven saa hjemme hos Dem, og jeg savner i Grunden et virkelig Hjem, det vil derfor vare lnge fr jeg ret bliver hjemme paa mit Vrelse, i Byen selv er jeg det alt, det var kun den frste Dag den pirrede mig for meget. Men nu maa der snakkes lidt om Reisen. Frst Kl. 6 kom vi med Posten fra Odense, og jeg tog da et Skuur over mig med Mikkelsen og slap saaledes for al Regn. Kl: 10 kom vi til Nyborg og frst henimod 12 gik vi om Bord. Naturligviis fik vi nu Storm, thi den skal jeg nu altid have, og det taassede Dampskib her, staar endnu daarligere paa sine Been end end Dania; Gud bevares hvor det gik! Sen gik mig over Hovedet, saa den lb ned under Halstrkldet; jeg lovede ikke at tage til Norge nste Sommer (men nu troer jeg dog, jeg gjr det). Alle Damerne vare ssyge, men jeg slap dog, skjndt det var et stort Under, men havde vi blevne, blot et Qvarteer lnger paa Sen, saa havde jeg nok kommen til at offre i Neptuni Sparebsse. - I Slagelse skildtes jeg fra Mikkelsen, men beholdt min Kalesce lige til Roeskilde, men heller ikke lnger, thi Veien var allerede begyndt at blive saa slem, at jeg var nsten slaaet reent i Stykker, det var en heel Tortur; Roeskilde-Veien var saa unaturlig, at Posthestene kun kunde slbe os den halve Vei; vi maatte faae nye Heste i Roskilde-Kro, og ltede saa frst til Kjbenhavn henimod Kl: 12. Nu bleve vi opholdt en heel Timepaa Posthuset, saa at det ikke var Tid til at komme til nogen Mennesker, hvorfor jeg tilligemed en Prst Brummer fra Odense-Kanten begave os hen paa et Hotel hvor vi bankede Folkene op, der ikke vilde lade os slippe ind i Huset, fr vi havde viist dem vore Pas, da de troede vi vare nogle Sviregaster. Nste Morgen Kl: 8 tog jeg mig en Droske, kjrte hen paa Posthuset og fik mit Ti op i Vognen og rullede saaledes gjennem stergade og hjem. De kan ellers troe, at det i det hele taget, var en kjedelig Reise, jeg morede mig derfor med, at tnke paa, om nu alle Brnene vare med - (om Forladelse jeg mener de store Pigebrn) - hvad de vilde sige til dette og dette, jeg kjrte forbi. der kunde godt have vret Plads i Vognen til Caroline eller Luise, havde de bare vret med! - Fru Lesse, synes saa godt om Jette, thi jeg har beskrevet hende for hende. Jeg fortalte ogsaa ved Chocolade-Vesitten, den Lngsel alle Jomf: Hanckerne havde efter Byen, og deres poetiske.. Idee om den, og hun syntes da, at de nu havde det bedste, da kun her var de snevre Gader og himmelhie-Huse, der syntes at ville udelukke os fra hele den deilige Natur. - Min Opera er da nu fuldkommen antagen til Opfrelse, og Manthry roser den meget! - par djable! - Hos Lesses synes de bedst om (af mine nye Digte): det frste og det sidste. Etatsraad rsted derimod mest om Moderen og Drengen paa Heden, men Collins om Havblik; - Moelbech skal vre srdeles interesseret for. mig siger Collin, og det vil vist vre mig meget gavnligt. - Lad dem endelig alles ammen lse mit Brev, dersom det kan more dem, thi jeg bilder mig ind, medens jeg skriver det, at jeg sidder midt imellem dem, og passiarer ret af Hjertens Lyst. der ere dog ingen vrede for de grusomme Lignelser, hverken Plsen med Sommerfugle-Vingerne eller Venus i Kjkkenet? thi de to ere jeg mest bange for! "Bare de dog kom her til Byen; men de maa jo kunde komme; lille Gusta har vel sagtens saamegen Plads paa sin Sky, at hun kan seileover med dem, og naar de tage en stor Sky, kan de jo have Proviant med og saa er Reisen og Opholdet her en Bte Dage jo ikke saa dyrt. Alverden. har lst Elmquists Anmldelse om mit Ophold i Aarhuus og Heiberg sagde idag at han selv kunde have Lyst at komme derover for at modtages som en Rottschild. - Jette Wulff sidder, maaske, i dette ieblik paa Bloksbjerg, thi hun er nu i Hartz-Egnen. I Lverdags, da jeg forlod Odense, blev Mad: Wexschall skildt fra sin Mand, hun skal nu i en Maaned vre fritagen for at spille, og er desuden syg, (Betndelse i Halsen), Wexschall siger man har faaet Tilladelse til at reise Udenlands i nogen Tid. Jomfru Zrza skal ikke have gjordt Lykke i Doberan hvor hun har opholdt sig. Mad: Liebe har faaet sin Afsked fra Theatret. Witt-Drring, siger man, vil nedstte sig her i Byen for bestandig. Den nye Hovedvagt seer ret anseelig ud, den er bleven en Etage hiere og er vist nu snart frdig; Soldaterne have nu, imidlertid, et Tr Huus ude paa Torvet; Theatret seer ogsaa nu ret pyntelig ud, i sin nye, hvidgraae Kjole. Lindbergs Pjese har jeg lst, det er en flau Ubetydelighed, og alt hvad han citere af Clausens Ord, er det eneste fornuftige, saa det er naragtig at see Sligt blive bekjmpet; Lindberg vil have vi skal troe, at der ikke er Myther og Poesi i Bibelen, men at Vor Herre har skrevet den selv, og at Christus har vret nede i Helvede 3 Dage, for at omvende Hedninger. - Til Jomf: Langes Bryllup . med Larcher var der et udvalgt Selskab, saaledes parredes Konferentsraad Collin med den kle Jomf: Werning, Konferentsraad Manthey med Figurantinden Jomf: Larcher, Dandseren Funk med Fru Blow o.s.v. - I Bladet: Dagen er Bryllupet besjunget af Poeten Johannes Wildt. Iaftes (Torsdag den 2 Sept:) aabnedes Theatret med 0ehlenschlgers nye Lystspil: Trillingerne i Damask med Musik af Kuhlau; Musikken skal have vret ganske fortrffelig, og Kuhlau frte selv Orkesteret an og blev ved ethvert Nummer uhyre aplauderet; for Stykket blev der kun een, hist 2 Gange klappet under Handlingen, frst ved Slutningen fik det sit; det vil neppe blive et Theater-Stykke, derimod skal det love mere at lse. Trillingerne, Bauer, Swartsen og Winslw jun, lignede hinanden saa fortrffelig at de ikke kunde kjendes fra hinanden. - Jeg har endnu ikke vret paa Komedie, thi Mantheu som skulde udstede mig min Billiet, vil ikke, da han siger at det frst kan skee naar min Opera er opfrt, men Collin siger at han vil gjre mig Uret, nu skal Sagen for i Directionen paa Thorsdag, og det kommer da an paa om Molbech, der er paa mit Partie seirer; det er dog en slem Person, den Mantheu, jeg kunde nsten blive vred! dog, Herre Gud, han maa gjre sig til mens han lever, naar han er dd, saa er han og hele hans Herlighed glemt 10 Aar efter. Hertugen af Vendornes Pager! O skal vre ret nydeligt; een af dem er nemlig forelsket i Hertugens Niesse, og giver hende en Serenade, Hertugen kommer der efter, men Pagen flygter, og Hertugen beholder kun hans Sjerf, men kommer dog ikke derved til at kjende ham, thi Pagen faaer Skjerfetafalle sine Kammerater og saaledes bliver det ved, da endelig Hertugen siden kommer efter ham og de andre sover i Teltet, lgger Pagen sig ogsaa som han sov og nu har Hertugen den smukke Idee, at fle paa alle Pagernes Hjerte, det som banker strkest er da den rette, og saaledes opdages han, er dette ikke smuk. Enden bliver vei sagtens god for Pagen, tnker jeg, jeg har glemt at sprge derom. Deres Brev har jeg besrget, kun det til Mad: Halling mangler, thi her mangler aldeles Adressen, og i Veiviseren hvor jeg har sgt er der flere af dette Navn. Hils nu begge deres Dttre, Svigersn og Jette, Jane, Lovise, Augusta, Caroline, lille Christian og alle gode Venner og Bekjendtere uendeiigt meget fra mig, og naar de ikke have andet at tnke paa, saa tnk paa mig! - Nu lev vel! og tak for de mange lykkeiige Dage jeg havde hos Dem, har mine Digte noget Vrd, da var det vist Deres venlige Omgivning og rolig Landsted der indgav dem en stor Deel deraf. Lev vel!

Deres snlig hengivne

Andersen. .

Kjb: den 4 September 1830.

Et nyt Digt har jeg skrevet.

Spillemanden.

1

I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,

der holdes et Bryllup med Dands og Spil,

der drikkes Skaaler i Viin og Mjd,

Men Bruden ligner en pyntet Dd.

2.

Ja dd hun er for sin Hjertenskjr,

Thi han er ikke, som Brudgom her,

I Krogen han staaer med Sorgen sin,

Og spiller saa lystig paa Violin.

3.

Han spiller til Lokkerne blive ham graae.

Han spiller saa Strngene briste maae!

Til Violinen med Sorg og Grue

Han trykker mod Hjertet reent itu.

4.

Det er saa tungt, saa knusende tungt

At de mens Hjertet endnu er ungt.

Jeg mgter ei lnger at see derpaa,

Jeg fler det gjennem mit Hoved gaae.

5.

Saa Mndene holde ham fast i Favn -

Men hvorfor nvne i mig ved Navn?

Vor Herre bevare enhvers Forstand!

Jeg selv er en fattig Spillemand!

H. C. Andersen.

Paa Mandag mellem 2 og 3 sidder jeg hos Heiberg og lser alle mine nye Digte, han har lovet at vre en streng Kritikker.

Min Adresse

store Kongensgade 33

3 Sal.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus