The Hans Christian Andersen Center

Dato: 21. januar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

163. Til E. Collin.

Weimar 21 Januar 1845 [O: 1846]

Min kjre, kjre Ven!

nu maa jeg nok til at skrive til Hjemmet; siden den 6te Januar har jeg intet Brev skrevet; fra Berlin kom det ene efter det andet. For nogle Dage siden fik jeg Deres og Deres Kones, tak for Creditivet, Alt er fortrffeligt hvad De gjr; Deres Faders kjre Brev'ndash;men lille'ndash;fik jeg igaar, Gud skee Lov at Alt er vel hjemme, jeg vil haabe at Edgard igjen er paa Benene og at han herefter tager sig iagt for Vognene, hils ham, hans Fader og Moder. Dette mit Brev maa De endelig lade dem Allesammen lse, thi jo lnger jeg flyver bort, jo frre kan jeg skrive til, de Andre lader dem da , lse igjen de Breve de faae; Ingeborg og Louise have begge faaet lange Skrivelser fra mig, jeg venter stadigt paa Brev igjen, men naar kommer Vaaren!–Nu har jeg snart vret henved 14 Dage i Weimar og bliver endnu nogle, jeg har det velsignet og godt, hrte jeg oftere fra Hjemmet var det endnu herligere. Den 6te Januar fik jeg, som De veed, Ridder slaget og jeg sendte det strax hjem til Faderens og Familiens Underretning, den 7de reiste jeg paa Jernbanen fra Berlin til Halle og strax derfra med Deligensen til Nauenburg, De kjender Byen fra Kotzebues Stykke Hussitterne i Nauenburg, her kom jeg om Morgen[en] Klokken 2, gik strax til Sengs og sov til Solen sagde: god Morgen er De ikke oppe!–nu kjrte jeg til Weimar, hvor det alt var Aften, Klokken slog syv da jeg kom paa mit Kammer. Jeg boer hos Kammerherre Beaulieu, hvor jeg tog ind, hvor jeg heller vil vre, end paa Slottet, der dog er lidt geneert, naar jeg kommer her ved Sommertid har jeg imidlertid maatte love Arvestorhertugen at boe hos ham paa Ettersburg eller Eisenach (der skal jeg faae Luthers Vrelse). Som sagt jeg kom Klokken 7 og Klokken 8 var jeg allerede paa Bal hos General Beulewitz hvor jeg traf hele den Storhertugelige Familie, som jeg strax blev forestilt, Arvestorhertugen greb begge mine Hnder, og hvidskede det er kjedeligt at jeg skal see Dem her frste Gang, jeg kan ikke her tage imod Dem, som jeg vilde!–Nste Morgen kom jeg til ham i det prgtige Slot, han fli mig om Halsen, kyssede mig saa inderligt, ingen Broder kunde hjerteligere tage imod mig, Arm i Arm gik vi til hans Vrelse, der sad vi i Sophaen, han holdt min Haand, trykkede mig endnu engang til sit Bryst og bad mig at vi altid maatte blive Venner, sagde at der var faae Mennesker han holdt af, som af mig!–Jeg sagde at det generede dog lidt at han var en Frste, han bad mig altid kun tnke paa Vennen!–At hans Flelser, i det mindste for ieblikket ere strke og inderlige for mig, det er jeg forvisset om, hele Weimar kalder mig hans Ven, det vilde bedrve mig om han engang forandrede sit Sindelag, dog paa sligt vil jeg vre forbereedt'ndash;og hvorfor? Ja, det er en uforklarlig Flelse hos mig, men min indre Flelse har altid vret mig en Gudsstemme. Daglig sees vi, daglig komme vi sammen, altid trykker han min Haand og udtaler saa levende hvor kjr jeg er ham. Det forekommer mig, som et halv Eventyr at jeg her i Weimar spiller en lille Gthe. Jeg har dog i Grunden en mrkelig Lykke, jeg faaer dog lidt efter lidt al tnkelig Erkjendelse og re! mit Navn har en stor Klang i Tydskland, meer end man i Danmark drmmer om, og alle Mennesker, Frsterne selv ere mig gode. Jeg har naturligviis vret til Taffels hos Storhertugen, men jeg maatte mde med Kaarde og trekantet Hat; det var mig frste Gang et uvant Costume, nu gaaer det godt, forleden var jeg i samme Stads til et glimrende Hofbal hos Arvestorhertugen; den hie Adel var forsamlet, alle Herrer i Uniform, kun to Engelndere og jeg vare sortkldte, men med Kaarde og trekantet Hat. Damernes Toiletter overraskede mig, den franske Menisters Frue var i en Taage af hvide Floer, og med bvende Guld-Havre i Haaret; en anden Dame var i bruunt Flor, besat med Epheu og en deilig Egekrands i Haaret; en Skjnhed, Frken Ziegesar var det deiligste Skov-Eventyr selv, hun var i hvidt med grnne, levende Blade, og Juveler, der hang, som Dugdraaber paa det Grnne. Arvestorhertuginden, saae ud som en yndig Fee; hun er en fortrffelig og klog Dame; hun underholdt sig meget med mig. Storhertuginden, Sster til Keiseren af Rusland, var i rdt Fliel med Juveler. Salene vare prgtigt oplyste og isr tog sig Vinterhaven feeagtigt ud. Det er en meget hi Stue, hvor Gulvet er afstbt Jern, men gjennemsigtigt, det har Form af Slyngplanter, to Etager ligge gjennembrudte under neden og dernede var strkt oplyst, det saae ud, som om man gik oppe i Luften paa Spindelvv; rundt om hang grnne Planter, stod Marmorbilleder, Musikken klang og de pyntede Damer gik halv bange over det skinnende Gulv. Ud paa Aftenen maatte vi Alle Par for Par, gaae gjennem den Sal hvor Storhertugen og Storhertuginden sad ved Spillebordet og hver gjre vor Compliment. Som Digter, som en Ven af den tilkommende regjerende Frste, vare de nydeligste Damer meget elskelige mod mig og jeg sagde ogsaa meget galant Sniksnak. Forleden Formiddag prsenterede Arvestorhertugen mig sin lille Sn, der er lidt over et Aar, et smukt Barn, der ligner noget den bermte Storhertug Carl August, Gthes Ven. Jeg havde Drengen paa min Arm, sprang omkring med ham. Den unge Arvestorhertuginde kom til og vi legede nu alle tre, laae der paa Gulvet med hverandre. Den unge, smukke Moder tog sin lille Dreng paa Ryggen, hop! raabte hun og galloperede med ham omkring; Drengen slog med de smaa ngne Been, jublede og skreg hop! jeg smldede med et Lommetrklde, det var ganske huuslig gemytligt.–Storhertuginden selv er en udmrket Dame, klog, belst og inderlig god, hun lader hver Tirsdag een af Professorerne fra Jena komme og lse een og anden Afhandling, det skeer om Aftenen i Bibliotheket og kun en lille udsgt Kreds samles der, jeg har havdt den re at vre med i denne. Det eneste som generer og plager mig er den megen staaen, jeg kan ikke staae paa et glat Gulv en heel Time, jeg faaer Hovedpine, bliver svimmel. Jenny Lind skulde alt have vret her i Sndags, nu vente vi hende paa Onsdag, alle Billetter ere forlnge siden optagne til begge Forestillinger (Norma og Svngjngersken), Arvestorhertugen har sagt mig at Billet kan han ikke skaffe mig, men en Plads skal jeg nok faae, hvor han nu vil putte mig, veed jeg ikke.–Sstrene Milanollo gav Concert her i Onsdags, den ldste Therese er et Geni, den yngere forekom mig mere oplrt. De gaae nu til Petersburg og komme maaskee da over Kjbenhavn. Schackspeares lystige Koner blev forleden paa Arvestorhertugens Befaling opfrt for propfuldt Huus, jeg var indviteret og efter Forestillingen i stor Selskab, hvor den unge Frste drak min Skaal. Kammerherre Beaulieu, min Vert, er en Mand paa nogle og 40, srdeles dannet, et fiint flende Gemyt, et ganske fortrffeligt Menneske, som i hi Grad holder af mig og har meget Sind for det komiske, Deres Witz, at jeg kan sige Ach Weimar! morer ham kostelig. Han har oversat Emilies Hjertebanken, det er hans Oversttelse der gaaer Tydskland rundt og hvorpaa Skuespilleren Hermanns Navn staaer, denne laante det af ham og da Beaulieu ikke giver sig offentligt af med at skrive og forlangte at hans Navn var borte, satte den anden sit, efter at et Par af de originale Melodier vare forandrede, hvilke Beaulieu havde beholdt.–Det ene Bal aflser det andet; saa godt som hver anden Aften er jeg paa Bal og nsten hver Middag ude. Holsteneren, Professor Michelsen i Jena, har bedet mig lgge Veien over Jena, naar jeg gaaer til Leipzig, han vil for mig gjre et stort Selskab, hvor et Udvalg af mine Venner og Veninder der ville hilse paa mig, ogsaa Kammerherre Beaulieu er indbudt og han har lovet mig at tage med. Jeg har, efter Deres Skrivelse, bestemt at tale med Gade om Nkken, og skal da fra Dresden skrive Dem til om hvad han har sagt; en Componist er det let for mig at faae, var Meyerbeer i Tydskland, saa sagde jeg det til ham, han har dog sidst vi mdtes, bedet mig at tnke paa ham med en Text og Nkken er just en Text der kan interessere ude. Rung burde idet mindste skriftligt have gjort mig en Undskyldning, det var det ringeste han kunde gjre, dog det er sandt i Danmark betragtes jeg jo, som et Nul, man kan rulle hvor man vil! –Hvorledes leve de store Aander der?–Hvad sige Theatrets Uddelige? den lille Verden der er Centrum i Europa.–Naa det var det!–Der kom mig et Galble paa Spidsen af Pennen, nu er det igjen i Blkhuset. Hartmanns Opera er vel nu i Scene! hils ham og hans Kone, jeg har fra Berlin sendt ham Brev ogsaa Fru Bournonville har der, som jeg love[de] hende, faaet eet. Hartmann haaber jeg skriver snart, det har han lovet; Brev for Brev skal Correspondencen holdes.–Siig mig endelig noget om Gea? Hvorledes er saa den Afhandling Hauch har skrevet deri over mine Eventyr; Deres Kone siger ikke et Ord derom, jeg kan dog ikke troe at Hauch ingen har leveret! Deres Kone siger mig heller ikke hvor hendes Broder er at finde!–

Siden jeg skrev Ovenstaaende har jeg vret hos Arvestorhertugen! han er et velsignet kjrligt Gemyt! det er hans Lyst og Strben eengang at bringe Weimar til det Punct det fr var da Gthe og Schiller levede; men hvor finder man saadanne to. Det er hans Hensigt engang at drage til Weimar Alt Godt og Udmrket, han udtalte sig for mig, saa begejstret, saa levende; hans Gemalinde, en Datter af Kongen af Holland og Keiseren af Ruslands Sster, er srdeles begavet, de leve hist lykkelige. De maa ogsaa komme til Weimar! blive hos mig! sagde han til mig; Jeg svarede at jeg holdt af Danmark, af mine Venner der.–Nu, saa deler De Dem mellem os! kommer tid til Weimar! her maa Deres andet Hjem vre! Tydskland vurderer Dem dog ganske anderledes end Danmark, de Danske elske Dem ikke som vi!–Jeg sagde ham hvilke Venner jeg havde, hvad Kongen der har gjort for mig og at jeg i Tydskland dog altid blev en Fremmed.–Vi talte saa meget sammen. Hans Moder er mig meget god, skade hun hrer saa daarlig, jeg havde min Nd forleden Aften jeg lste for hende: den grimme lling; det var virkelig srgeligt hun hrer saa lidt, hun er en ganske udmrket begavet Dame, et delt Hjerte, en ganske i herlig Qvinde, jeg synes saa srdeles vel om hende. Dette er blevet et langt Brev, nu faaer jeg eet efter samme Form fra Dem! og en Deel Nyt, Familie-Sager, By-Historier'ndash;Theater Vrvl'ndash;nei, det er det samme, hrer jeg: intet fra Theatret saa veed jeg at det er saa aldeles i sin gamle Gjedehamse-Surren at jeg kan rgre mig uden at have det Skriftligt. Lidt rgrelse maa man jo have, ellers bliver det daglige Brd for sdt. Naar nu Brevet her er bortsendt, saa veed jeg nok, At der ere mange Ting endnu jeg vilde have spurgt Dem om, meget jeg vilde have fortalt, nu veed jeg ikke stort mere. Hils Jonna og hele Familien, jeg skriver hendes Navn aparte, thi ellers siger hun at jeg ikke tnker paa hende; hils Deres Svigermoder og Ernst Weis, hvorledes har han det, hvad siger han til Rungs Nykke, han sagde dog noget til min Nk, nu kan han ogsaa sige til den Andens.–Om jeg husker ret skal jeg have et Brev fra Gusta Collin, siig hende det. Jeg har vel fortalt i Brevet fra 6te Januar, til Deres Fader, at Prindsessen af Preusen ved min Afreise forrede mig et smukt Album indbundet i blaat Fliel og foran havde hun indhftet en Prospect af hendes Slot i Berlin og skrevet sit Navn til Erindring derunder. I Berlin vil Simion udgive en samlet Udgave af mine Skrifter og forlangt af mig, mod Betaling min Biographie, Brockhaus har gjort mig samme Forslag, Wulff i Jena raader mig at forlange fire Louidorer for Arket; fr i Italien er der ikke at tnke paa at Sligt skrives. Hils nu Deres egen velsignede Kone, de sde Unger og tnk venligt paa

Deres broderligt sindede

H. C. Andersen.

(NB. Deres nste Brev gaaer til Dresden post restante, siig Enhver der vil skrive, at de sende deres ligesaa.)288

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin