The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: I. P. E. Hartmann
Sprog: dansk.

ST.

Hr: Secretair Hartmann

boer i Qusthuusgaden N 38 & 39. 2den Sal

Kjobenhavn

frit

Odense den 20. Juli 1830.

Kjre Hr: Hartmann.

Nu, langt omlnge kommer da min Brev-Due til Dem, men tilgiv mig, jeg har selv flagret saa meget om, saa at der er gaaet meget i Glemmebogen; hermed maa De ikke tro, at jeg har glemt Dem, nei, meget ofte tnker jeg paa Dem, og bestemmer altid, nste Postdag vil jeg skrive, men naar saa Dagen kommer er der altid tusinde Hindringer; ivrigt har jeg ellers vret meget flittig, ja, jeg agter endogsaa at udgive til Nytaar, en: poetisk Jydepotte for 1831, der bliver baade Vers og Prosa; saaledes finder De der, hele Badens latinske Grammatik, behandlet som en Claurensk Novelle; De skal faae den at hre, Ideen vil vist more Dem. Men nu maa jeg til at fortlle Dem hele min Reise. - Jo! det blev rigtignok et deiligt Veir, jeg fik med Dampskibet! det tnkte jeg nok! vi havde en formelig Storm; alle leed af Se-Syge; Capitainen selv talte om vor Herre, og det var slet ikke behageligt; til sidst stod beltoft for os, som det forjttede Land, hvorhen alle Hjerter higede, men endelig slap vi til Aarshuus; dog ikke efter Bestemmelsen, om Morgenen Kl 5 a 6, men om Aftenen mellem 6 og 7. - Jeg blev da snart bekjendt i Byen, og man var saa opmrksom, og kjrte mig derfra til Randers, der er en kjedsommelig By. Viborg behagede mig mest af alle de jydske Byer, ikke for sin ydre Deilighed, men for den herlige Tone der herskede mellem Byens Embedsmnd. Omegnen, som de fleste kalde hslig, fandt jeg ganske romantisk. Tnk Dem, hie, store Lyngbakker, forkuede Egeskove, der kun har min Hide, og ligge ganske hen af Jorden, forkuede af den skarpe Vestenvind; uhyre Moser og smaae Ser, der giver det Hele Udseende af de skotske Lavlande, saaledes som Valter-Skott beskriver dem. Jeg kjorte i Regnveir over Heden og havde den Fornielse at mde en Bonde, af de saakaldte Kjltringer; Konen havde sin Unge paa Ryggen og de andre Smaae tradskede ved Siden. Af smukke Byer er i Grunden ikke flere end een, og det er Horsens; derimod er Egnen ganske fortryllende omkring Skanderborg, det er mere en Epope end en Idyl! Weile ligger smukt, men det er saa indknebet, hele dens Deilighed ligger lige tt ved Byen og har ingen Udstrkning. - Paa Kolding Slotes Ruiner har jeg kravlet omkring og De kan ikke gjre Dem Forestilling, om den vide, deilige Udsigt over Fjorden; paa Hire Haand har man den slesvigske, paa venstre den jydske og ligefor den fynske Kyst med sine Skove, saa at man har hele tre danske Provindser for iet paa engang. - I enhver af de jydske Byer gjordte jeg, i det mindste eet behageligt Bekjendtskab, saa at jeg nu ikke lnger er fremmed, naar jeg engang kommer der igjen. - Her i Byen har jeg mit Ophold tt ved Odense paa det smukke Tolderlund; et Lyststed der ligger mit i Skoven; Kanalen gaaer tt forbi, hvor Skibene daglig trkkes op til Byen, og paa den anden Side gaaer Landeveien til Bogense, hvor jeg kan see den gamle Slotsbakke: Nsbyhoved, et Sted der har megen Interesse for mig, da min Roman skal spilles her, i det mindste den frste Deel. - I nste Uge har jeg i Sinde at gjre en lille Udflugt til Svenborg, Taarseng, Faaborg og Assens og tnker ret at gjre et rigt Udbytte af denne Tour; jeg glder mig derfor ogsaa meget til, nu ved min Hiemkomst til Kjbenhavn, at kunne lse nogle af mine nye Sager for Dem og Deres Kone. Hvorledes leve De ellers begge? Hvorledes befinder Deres Svigerforldre sig? Vil De hilse dem ret meget! men glem isr ikke Deres egen, lille Kone! Fr om en Maaned kommer jeg ikke til Byen, jeg maa dog nyde lidt af Sommeren, men endnu har jeg ikke mrket til den, det er kun Regn og evig Regn hver Dag. Nu er jo da endelig, Moelbech bleven Censor, nu maa der da snart kunde hres noget om Ravne-Operaen, jeg er meget lngselsfuld derefter. De maa endelig skynde lidt paa de Sjle. - Til min store Forundring hrer jeg af Eduard Collin at Manthey har sagt: at det Brev jeg havde skrevet med Texten, kun var en Bn om hans private Gjennemlsning; jeg forsikrer Dem at det var noget der aldrig kunde falde mig ind; det var saa tydeligt som mueligt, om han vilde snart afsige sin Dom, men ikke den private, thi den skal vi jo ikke bruge. - De maa endelig tjene mig i, at tage Dem af Sagen, og dersom De - som jeg glder mig til - sender mig snart et Brev, da lade mig lidt vide om Tingene. Af mine nye Digte vil jeg her afskrive et af de korteste, de lngere ere meget bedre, men dem er der ikke Plads til.

Den jydske Hede i Regnveir.

Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!

Og Regnen rusker nu saa smaat;

See, Heden hist og her sig hiner,

Men Lyng og Lyng og Lyng man iner.

Hver grnlig Plet gjr Hjertet glad,

Skjndt Grsset ligner Andemad!

#

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer!

To Smaae-Brn vogte Faar ved Veien;

Hr, Drengen blser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Ssterlil

En Psalme synger os dertil.

#

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om "Roat, som faldt ned,

Men tys, hvem er det, som sig nrmer,

Det er Nomade-Folk der svrmer,

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjltringer paa jydsk!

#

See, Konen her er ikke styg!

Hun brer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drmmer,

Skjndt Regnen over Vuggen strmmer.

De andre Unger ved Siden gaae,

De tradske godt, skjndt de er smaae.

#

Hvem veed? - Selv Tanken gjr saa godt!

Maaskee jeg her, skjndt Alt er Graat,

Kan deres Preciosa mde,

Den fine, line, sde, blde!

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

---

Men nu lev vel! naar De glder mig med et Brev er min Ad: Til H.C. Andersen, Cand:Philos:, afleveres hos Mad: K.M. Iversen, Enke efter Hr Boghandler Iversen i Odense.

Lev vel! venskabeligst Andersen. (glem mig ikke)

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

ST.

Hr: Secretair Hartmann

boer i Qusthuusgaden N 38 & 39. 2den Sal

Kjobenhavn

frit

Odense den 20 Juli 1830.

Kjre Hr: Hartmann.

Nu, langt omlnge kommer da min Brev-Due til Dem, men tilgiv mig, jeg har selv flagret saa meget om, saa at der er gaaet meget i Glemmebogen; hermed maa De ikke tro, at jeg har glemt Dem, nei, meget ofte tnker jeg paa Dem, og bestemmer altid, nste Postdag vil jeg skrive, men naar saa Dagen kommer er der altid tusinde Hindringer; ivrigt har jeg ellers vret meget flittig, ja, jeg agter endogsaa at udgive til Nytaar, en: poetisk Jydepotte for 1831, der bliver baade Vers og Prosa; saaledes finder De der, hele Badens latinske Grammatik, behandlet som en Claurensk Novelle; De skal faae den at hre, Ideen vil vist more Dem. Men nu maa jeg til at fortlle Dem hele min Reise.-

- Jo! det blev rigtignok et deiligt Veir, jeg fik med Dampskibet! det tnkte jeg nok! vi havde en formelig Storm; alle leed af Se-Syge; Capitainen selv talte om vor Herre, og det var slet ikke behageligt; tilsidst stod beltoft for os, som det forjttede Land, hvorhen alle Hjerter higede, men endelig slap vi til Aarshuus; dog ikke efter Bestemmelsen, om Morgenen Kl 5 a 6, men om Aftenen mellem 6 og 7. - Jeg blev da snart bekjendt i Byen, og man var saa opmrksom, og kjrte mig derfra til Randers, der er en kjedsommelig By. Viborg behagede mig mest af alle de jydske Byer, ikke for sin ydre Deilighed, men for den herlige Tone der herskede mellem Byens Embedsmnd. Omegnen, som de fleste kalde hslig, fandt jeg ganske romantisk. Tnk Dem, hie, store Lyngbakker, forkuede Egeskove, der kun har min Hide, og ligge ganske hen af Jorden, forkuede af den skarpe Vestenvind; uhyre Moser og [overstr: S] smaae Ser, der giver det Hele Udseende af de skotske Lavlande, saaledes som Walter-Skott beskriver dem. Jeg kjorte i Regnveir over Heden og havde den Fornielse at mde en Bonde, af de saakaldte Kjltringer; Konen havde sin Unge paa Ryggen og de andre Smaae tradskede ved Siden. Af smukke Byer er i Grunden ikke flere end een, og det er Horsens; derimod er Egnen ganske fortryllende omkring Skanderborg, det er mere en Epope end en Idyl! Weile ligger smukt, men det er saa indknebet, hele dens Deilighed ligger lige tt ved Byen og har ingen Udstrkning. - Paa Kolding Slotes Ruiner har jeg kravlet omkring og De kan ikke gjre Dem Forestilling, / om den vide, deilige Udsigt over Fjorden; paa Hire Haand har man den slesvigske, paa venstre den jydske og ligefor den fynske Kyst med sine Skove, saa at man har hele tre danske Provindser for iet paa engang. - I enhver af de jydske Byer gjorte jeg, i det mindste eet behageligt Bekjendtskab, saa at jeg nu ikke lnger er fremmed, naar jeg engang kommer der igjen. - Her i Fyen har jeg mit Ophold tt ved Odense paa det smukke Tolderlund; et Lyststed der ligger mit i Skoven; Kanalen gaaer tt forbi, hvor Skibene daglig trkkes op til Byen, og paa den anden Side gaaer Landeveien til Bogense, hvor jeg kan see den gamle Slotsbakke: Nsbyhoved, et Sted der har megen Interesse for mig, da min Roman skal spilles her, i det mindste den frste Deel. - I nste Uge har jeg i Sinde at gjre en lille Udflugt til Svenborg, Taarseng, Faaborg og Assens og tnker ret at gjre et rigt Udbytte af denne Tour; jeg glder mig derfor ogsaa meget til, nu ved min Hiemkomst til Kjbenhavn, at kunne lse nogle af mine nye Sager for Dem og Deres Kone. Hvorledes leve De ellers begge? Hvorledes befinder Deres Svigerforldre sig? Vil De hilse dem ret meget! men glem isr ikke Deres egen, lille Kone! Fr om en Maaned kommer jeg ikke til Byen, jeg maa dog nyde lidt af Sommeren, men endnu har jeg ikke mrket til den, det er kun Regn og evig Regn hver Dag. Nu er jo da endelig, Moelbech bleven Censor, nu maa der da snart kunde hres noget om Ravne-Operaen, jeg er meget lngselsfuld derefter. De maa endelig skynde lidt paa de Sjle. - Til min store Forundring hrer jeg af Eduard Collin at Manthey har sagt: at det Brev jeg havde skrevet med Texten, kun var en Bn om hans private Gjennemlsning; jeg forsikrer Dem at det var noget der aldrig kunde falde mig ind; det var saa tydeligt som mueligt, om han vilde snart afsige sin Dom, men ikke den private, thi den skal vi jo ikke bruge. - De maa endelig tjene mig i, at tage Dem af Sagen, og dersom De - som jeg glder mig til - sender mig snart et Brev, da lade mig lidt vide om Tingene. Af mine nye Digte vil jeg her afskrive et af de korteste, de lngere ere meget bedre, men dem er der ikke Plads til. /

Den jydske Hede i Regnveir.
Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!
Og Regnen rusker nu saa smaat;
See, Heden hist og her sig hiner,
Men Lyng og Lyng og Lyng man iner.
Hver grnlig Plet gjr Hjertet glad,

Skjndt Grsset ligner Andemad!

#

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer!

To Smaae-Brn vogte Faar ved Veien;

Hr, Drengen blser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Ssterlil

En Psalme synger os dertil.

#

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om "Roat, som faldt ned,

Men tys, hvem er det, som sig nrmer,

Det er Nomade-Folk der svrmer,

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjltringer paa jydsk!

#

See, Konen her er ikke [overstr: styk] styg!

Hun brer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drmmer,

Skjndt Regnen over Vuggen strmmer.

De andre Unger ved Siden gaae,

De tradske godt, skjndt de er smaae.

#

Hvem veed? - Selv Tanken gjr saa godt!

Maaskee jeg her, skjndt Alt er Graat,

Kan deres Preciosa mde,

Den fine, line, sde, blde!

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

---

Men nu lev vel! naar De glder mig med et Brev er min Ad: Til H.C. Andersen, Cand:philos:, afleveres hos Mad: K.M. Iversen, Enke efter Hr Boghandler Iversen i Odense.

Lev vel! venskabeligst Andersen. (glem mig ikke)

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 56, 171-72)