Dato: 1. november 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

146. Til Jonas Collin. Glorup den 1ste November 1845.

Min elskede kjære Fader!

Jeg kom her til Glorup Klokken tre, nu have vi spiist og jeg sætter mig strax til Papiret for at tale med Dem, med alle vore Kjære i det velsignede Hjem! jeg fik dog ikke ret sagt Dem Levvel, Dem min faderlige, min inderligste Ven! o De kan tro mit Hjerte leed derved – og hvorfor reiser jeg? Hvorfor vil jeg afsted, jeg, som nu begynder saa godt at voxe fast i den danske Jordbund, jeg som nu synes saa godt om Alt i mit fødte Hjem og ret skatter og begriber mine Venner! – ja hvorfor kan jeg ikke blive i Ro ! – Det er Trækfugl-Naturen i mig, det er iaar Noget, som driver mig afsted, som var det en Styrelse. – Med en Angest, som aldrig før tænker jeg paa mine Kjære hjemme ! o Gud, lad mig beholde dem til vi mødes, beholde dem i mange Aar endnu. Just i Skilsmissen føler jeg hvor høit jeg elsker dem Alle ! – Hvor det dog var venligt og godt af Augusta og Jonna, at ogsaa de kom hen paa Posthuset, den gode Viggo var der ogsaa, hils ham ret fra mig ! jeg saae Gottlieb, Eduard og Henrik Stampe, jeg leed grueligt i Tankerne, da jeg overladt til mig selv rullede afsted! altid har jeg før naar jeg reiste bort tænk[t]: »Gud hvad vil møde mig ude, til jeg vender tilbage!« denne Gang var min Tanke: Gud hvad kan møde mine Kjære i Danmark til jeg kommer igjen !–Dog nok derom, Guds Villie skeer og den [er] ret og god! – Jeg fik en bedre Plads i Vognen end jeg skulde have, Steinmann i Staben, byttede med mig og jeg kjørte forlænds hele Tiden, men i nogle fæle store rumlende Omnibus; Hoffmann-Bang var min Nabo og en Kieler, der nok hedder Michaeli eller saadant noget. Natten var meget kold, Ruderne i tu og mine Tænder pulserede lidt. Paa Beltet saae vi store Flokke af Edderfugle; Skovene ere ganske afbladede i Fyen; i Nyborg skulde spilles "en Comedie i det Grønne"; jeg blev imidlertid ikke; Vogn med fire Heste, Kudsk og Tjener, nok saa greveligt, ventede mig og, som sagt Klokken tre kom jeg her. Jeg har to store hyggelige, velopvarmede Værelser ud til Haven, Excellensen tog med rørende Glæde imod mig, som var det en Tjeneste jeg gjorte ham, og ikke mig der modtager saa megen Godhed, kun han og de to gamle Frøkner Raben ere her; jeg bliver nu i Ro her til Søndag-morgen den 9de, skulde der før den Tid komme Brev fra Udlandet til mig, da lad det gaae her til over Nyborg, skriver De derimod ikke før Løverdag, da er det bedst jeg faaer det »Odense post restante«. Hils min elskede Eduard! jeg lægger her inden i et Brev til Holland, som Sick har lovet at besørge, vil De give Eduard det; jeg har ladet det blive aabent i det jeg ønsker at Jette, som hilses tusinde Gange, vil læse det igjennem for »Fransøskens« Skyld, om der Intet er glemt, samt om hun, eller Eduard, vil være saa god at forsegle det. Den næste jeg skriver til bliver rimeligviis Eduard; jeg formoder at de Alle hjemme læse mine Breve og saa er det jo næsten det samme til hvem hvert Enkelt kommer, de kunne Alle være forvisset om at min Tanke er hos dem hver, at jeg holder saa uendelig meget af dem Alle! hils Ingeborg og Louise tusinde og atter tusinde Gange, bring den gode Justine Lassen min venligste Hilsen, glem Ingen! Nu vilde jeg ønske at jeg i Odense maatte finde et naadigt Brev fra Augustenborg hvori de overlade mig selv at komme paa Ud- eller Hjem-Reisen, jeg valgte da det sidste og foer afsted til Hamborg; hils Theodor fra mig og alle Hornemanns.

Og nu lev vel! bliv mig rask og glad, lev længe, længe for os Alle sammen, som elsker Dem, som velsigner Dem! vi kunne ikke miste Dem; ja, der er intet Leed i Kredsen, der tør falde bort! – Lev vel, lev vel!

Deres sønlig hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost