The Hans Christian Andersen Center

Dato: 25. oktober 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 25 October 1845

Kjreste Andersen! Deres Brev har inderlig gldet mig. Det er mig et nyt Beviis paa, hvad jeg fra det ieblik, jeg personlig ldrte Dem at kjende, aldrig har tvivlet om, at De i Deres inderste Natur er god og fortrffelig, hvilke Menneskeligheder De endog, ligesom vi Andere, kan have at kmpe imod. Jeg skal bestandig bevare Deres Brev som en kjr Erindring. Vr De fremdeles vis paa, at jeg aldrig har tnkt paa at krnke Dem personlig, og at Ingen har vret mere bedrvet end jeg over Publikums haardnakkede Fordom i denne Henseende; jeg anseer den persisterende Copiering for et usselt Metier, som jeg gjerne overlader til Corsaren, med hvilken jeg, hvor vitig den undertiden kan vre, aldrig har tnkt paa at kappes. Jeg troer heller ikke, at nogen poetisk Virken i denne Henseende er mulig; thi en blot Cpie af Livet giver intet poetisk Billede. De er desuden meget for god til at fforvexles med en saadan ulykkelig Charakteer, hvori efter min Mening Nutidens poetiske Brst og Brk skulde fremstilles, ligesom dens philosophiske gjennem Frken Emilie, for hvilken man dog ogsaa (in parenthesi sagt) har troet at finde en Original, som jeg selv er langt fra at have villet tegne, og som, saavidt jeg veed, er aldeles forskjellig fra det Vsen, jeg har fremstillet. Hvad Dem selv angaaer, saa skatter og erkjender jeg Deres virkelige Digternatur saa strkt, at jeg er overbeviist om, at De bade har hvet og vil hve Dem langt over den lave Sphre, hvori Reputationer komme og svinde ligesom Luftmeteorer; thi en usdvanlig Phantasie og en inderlig Flelse udmrker meer eller mindre Alt, hvad De skriver. Jeg nsker Dem ret inderlig Held og lykke til Deres Reise, som jeg af Hjertet under Dem. Nordboen er en Trkfugl, det fler jeg ofte selv; vort Hjerte higer idetmindste ned imod Syd, selv naar det ikke er tilladt at flge vor Drift, og naar Vingerne kun faae Tilladelse til at slaae imod Burets Jernstnger paa den Tid, da Andere brage afsted.

Jeg har i denne Tid gjort mig mere bekjendt med det svenske Sprog og den svenske Liteartur, end jeg hidindtil har havt Leilighed til. Blandt mange Ting, som jeg har lst, er der Intet, der ahr grebet mig saaledes som Atterboms Lyksalighedens . Jeg kunde i flere Ntter ikke sove, da jeg lste den. Uagtet den lider under en altfor strk lyrisk overfylde, og tillige af en altfor strk Efterligning (dog kun paa enkelte Steder) af Oehlenschlger, som man maaskee, hvis en dansk Forfatter havde tilaldt sig den, vilde hos os kalde Plagiat, saa re der dog en saa dybsindig og poetisk Grundtanke i Bogen, og den er saledes gjennemfrt, at den stempler det Hele til et meget beydeligt Digtervrk. Ved ufrosigtig at stde an mod Liberalismen har Forfatteren bervet sig en retfrdig Erkjendelse af Nutiden, men i den kommende Tid vil den ikke mangle. Svanvit er en af de yndigste, qvindelige Charakterer, jeg kjender; alle Samtaler, hvor Styx optrder, ere saa fortrffelige, saa dybsindig-philosophiske, at man kun i Faust trffer noget Lignende. Havde jeg Penge og Leilighed, saa reiste jeg til Sverrig for at see den Mand.

Jeg sender Dem hermed en Afhandling, som det maaskee i et ledigt ieblik ikke vil mishage Dem at gjennemlbe.

Deres Breve til Ingemann har jeg gjennemlst og tilstaaer gjerne, at jeg havde udtrykt mig galt med Hensyn til Dem. Jeg glderm ig til, at Deres Roman udkommer, som jeg venter mig meget af. Desvrre er jeg idag hindret fra at skrive Dem saalangt til, som jeg havde nsket, og dog vilde jeg ndig at De skulde reise, fr jeg endnu havde sendt Dem et Par Ord til Afskjed. Lev vel endnu engang! Jeg nsker Dem alt Held og al Lykke.

Med Venskab og inderlig Erkjendelse

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost