The Hans Christian Andersen Center

Dato: 6. oktober 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Sophie
Sprog: dansk.

Kjbenhavn, den 6. October 1844.

Deres Durchlauchtighed!

har vret saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive og ugeneert, som jeg har flt mig i Deres velsignede, elskede Kreds. Hver Dag har man, i Kjbenhavn, ventet Hendes Majestt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have sgt Audients, og lige efter denne skrevet dette mit frste Brev, men det stormfulde Veir har forhindret hende i at komme og nu iaftes hrer jeg at hun bliver over i Odense, Kronprindsens Fdselsdag, jeg vil da ikke udstte det en Time lnger med at skrive. Gid jeg ret kunde, oplukke min hele Sjl, ret levende udtale hvor dybt jeg har flt og fler al den Naade og Elskelighed jeg har mdt paa det kjre Augustenborg. Denne sidste Sommer har vret mig, som en deilig Drm, som et smukt Kapitel i mit Livs Eventyr. I Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage; fulde af Erkjendelse og Venskab hos de dleste og meest fremtrdende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar flte jeg mig frste Gang ugeneert og - om jeg tr sige det - hjemme ved et Hof. Den unge Arvehertug viiste mig saa megen Hjertelighed, saa aabent Tegn paa Venskab, at jeg derved blev bld om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig og som ene ere mit Adels Patent. Da jeg derfor gik hjem fra Tydskland, betragtede jeg de smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder", og i det samme rullede der saa uventet, som en heel Fee-Historie, to nye Afsnit op i mit Liv, Sommerdagene paa Fhr og paa Augustenborg. ieblikkelig begreb jeg det ikke ret, da - jeg af Grev Rantzaus Brev saae at, hendes Majestt var saa naadig at kalde mig til Fhr. Der er jeg ret kommet til at see begge Majestternes hele elskelige Personligheder, nsten kunde jeg nske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg maaske bedre end nu, vise hvor meget jeg holder af dem. - Jeg er saa lykkelig ved al den dle Naade og Mildhed jeg der har flt og opfattet, men paa Augustenborg blev jeg lnger, der har jeg kunnet leve ind i Familielivet - O naadigste Hertuginde - man bliver fordlet og god ved at see elskelige, herlige Mennesker om sig. De og alle Deres glemte saa ganske at jeg var fattig, borgerlig, ene i denne Verden, - men tro; jeg glemte det aldrig, naar Hertugen havde. den Naade at lade mig fres til Taffelet af Deres Durchlauchtighed! eller af Prindsesserne, naar han gav mig Plads ved sin Side, naar jeg modtog, tusinde smaa Opmrksomheder, som jeg ret, dybt har flt da var jeg indvendig ydmyg; bld i Sjlen, og min nrmeste Tanke, var frst Gud og dernst de dle, der i mig skattede det dle Metal han maaskee i en enkelt Retning har nedlagt hos mig. O Deres Durchlauchtighed, De har kastet Solskin i mit Hjerte, der maa komme noget godt deraf og det Gode er De og Deres da Skyld i. Jeg bliver ganske veemodig ved Erindringen; o tryk Hertugens Haand og siig ham hvor taknemlig jeg er ham, hvor dybt bevget hans Naade mod mig tidt gjorte mig; da han udbragte min Skaal kunde jeg ikke holde mine Taarer tilbage, mit hele Liv rullede mig i de faae Minutter giennem Tanken. Siig Prindsesserne at jeg aldrig vil glemme hvor velsignede de have vret mod mig. At de kom endnu ud paa Trappen og Alle viftede med Trklderne, var saa elskeligt! hver Frstelig stiger just, ved som det rige Korn at bie sig; den Naade og Mildhed Ja jeg har ikke Ordet for det - de alle have viist mig vil en god Gud opskrive i sin Bog. Bring mig i Erindring hos Statholderen og hans Gemalinde. Siig Prindserne min inderlige Hengivenhed for dem, og at jeg tillader mig snart at skrive et Brev til Prinds Friederich; hans stille, dybe Sjl, troer jeg at have begrebet. Saa levende gaaer alle Erindringerne gjennem min Tanke! Frken Krogh vil De nok forstaae, at hun ogsaa staaer klart erindret; isr har jeg hendes Billede og Udtryk, naar hun sad stille, tnkende over eet og andet og et klogt Smiil spillede om Munden. Men jeg skulde fortlle om Reisen herover; ja den var ikke behagelig; vi fik fra Svendborg en Storm, saa at Skibet fli tre Mile i Timen, de Fleste sang tyrkisk - jeg, ja jeg var aldeles ikke Sanger; en kuris Dame, jeg troer nsten fra Als, man sagde hun skrev Vers, var saa forfrdet, at det blev originalt, mig lod hun kalde ned til sig i Dame-Kahytten og spurgte mig om jeg turde gjre Eed paa at vi kom levende i Land, hun vilde endelig have at vide hvor dybt der var, og da jeg sagde at der var dybt nok til at drukne, hvinede hun hit, bad mig lade Skipperen seile nrmere Landet, rimeligvis haabede hun da at kunne bunde; hun var virkelig alfor komisk frygtsom; imidlertid gik de Fleste i Land ved Kallehave, og saa tog jeg med, eftersom Capitainen ikke ventede fr flgende Dag igjen at naae Kjbenhavn. Vi maatte kjre paa aaben Vogn lige til Kjge, hvor vi frst fik en lukt, det var skrkkeligt koldt og jeg har forkjlet mig betydelig. Ved Hjemkomsten fandt jeg to Behageligheder, den ene var at mit Stykke: "Lykkens Blomst" er antaget til Opfrelse, den anden, var et egenhndigt Brev fra Arvestorhertugen af Weimar, det var saa velsignet skrevet, saa ligefremt, saa hjerteligt - ja, som om det var blevet til paa Augustenborg. Han mldte mig at han havde faaet den tydske Oversttelse af mit Drama: "Mulatten", og at det vilde vre ham "en Stolthed", at bringe istand, at Weimar blev den frste tydske Stad der gav et dramatisk Stykke af mig; det vil saaledes der snart komme paa Scenen; han bad mig betragte Weimar og egentligt hans Slot Ettersborg, som mit andet Hjem og ham selv, som een af mine meest trofaste Venner! Er det ikke smukt, kjrligt og godt! O Menneskene ere virkeligt Alle for gode mod mig, jeg fler mig saa lykkelig, saa opfyldt med smukke Erindringer og deilige Forhaabninger, mellem disse dykker isr frem om de kommende Sommerdage nste Aar paa Augustenborg og Grawensteen. - Tr jeg afgive en Hilsen til Grev Reventlow; hans Brev blev besrget i Land med een af Grev Knuths Forvaltere, der lovede ufortvet at besrge det. Mad: Larcher har jeg bragt Knapperne og sagt Besked. Alle mine nrmeste Venner glde sig oprigtig over al den Naade og Glde jeg har modtaget, jeg lever endnu i Erindringen og haaber at det hertugelige Huus vil blive mig naadig og god alle Livsens Dage! Gud glde og velsigne Dem for Alt! Lev vel naadige Hertuginde; en heel Bouquet af Helsener hfter jeg til mit Brev og naar disse uddeles glemmes ingen, Hr. von Cossel, Mis Houden etc. men frst Hertugen, de to Prindsesser, Prindserne og Frken Krogh i dybeste rbdighed

Deres Durchlauchtigheds

taknemlige, hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus

Kjbenhavn den 6 October 1844.

Deres Durchlauchtighed!

har vret saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive, og ugeneert, som jeg har flt mig i Deres velsignede, elskede Kreds; hver Dag har man, her ventet Hendes Majestt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have sgt Audients og efter denne skulde da mit frste Brev have vret skrevet, men det stormfulde Veir har forhindret hendes Majestt i at komme; man sagde mig iaftes hrer jeg at hun blev i Odense, Kronprindsens Fdselsdag over, jeg kan ikke udstte det saalnge med at udtale min Tak, jeg skriver derfor i Dag. Gid jeg ret kunde oplukke min hele Sjl, ret levende udtale med hvilken Inderlighed jeg har opfattet og gjemmer al den Naade og Elskelighed jeg opfattede paa det kjre Augustenborg. O denne Sommer har vret mig, som en deilig Drm, som eet af de smukkeste Kapitler i mit Livs-Eventyr; i Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage; fulde af Erkjendelse og Venskab hos de dleste og meest fremtrdende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar flte jeg mig frste Gang ugeneert og - om jeg tr sige det - hjemme ved et Hof. Den Hjertelighed, det Venskab, den unge Arvehertug hdrede mig med gjorte mig bld om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig, som ene blev mit Adels Patent. Da jeg derfor forlod Tydskland, betragtede jeg mine smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder". Da ruller der ganske uventet, som en heel Fee-Eventyr op for mig to nye Afsnit op i mit Liv, Sommer Dagene paa Fhr og paa Augustenborg. Det var saa uventet; ja, jeg begreb det ieblikkeligt ikke ret, da jeg af Grev / Rantzaus Brev saae at Dronningen var saa naadig at kalde mig til, det er jo umueligt andet end at elske Majestterne naar man lrer kjende og skatte Deres Personligheder, jeg kunde nsten for min Skyld nske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg oftere see dem tydeligere vise hvor inderligt meget jeg holder af dem

[uafsluttet]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 57-58)