The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. juni 1844
Fra: Henrik Stampe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Brev fra Henrik Stampe til H. C. Andersen Kjbenhavn den 4de Juni 44.

Min kjre Andersen!

Allerede for flere Dage har jeg modtaget Dit kjrlige Brev fra Breitenburg, skrevet lste Pindsedag, og dog har jeg opsat at svare derpaa indtil nu; men det er fordi jeg ikke veed, hvorhen jeg skal addressere mit Brev, da Du sandsynlgviis ikke lngere er p Breitenburg, som Du skriver, og Confer: Collin veed heller ikke Besked desangaaende. Nu, min trofaste Ven, begynder jeg dette Brev i det Haab, at Du, tilgivende at jeg ikke strax skrev, sender mig endnu et Brev for at lade mig vide, hvor det kan addresseres. - Tak, kjre Andersen, for Dit Brev, jeg fik det paa Springforbi, - men lad mig nu begynde med - ikke "Verdens Skabelse, men dog Begyndelse". - Dagen efter Din Afreise tog jeg med Dampskibet til Nyse, hvor Alle modtoge mig med stor Venlighed; Holger kom om Lverdagen og saaledes vare vi i 2 Dage samlede, alle 3, og nde ret Landet, som just stod i sin allerdeiligste Pragt. Vi spadserede og kjrte meget omkring;/

nsten hele Dagen blev tilbragt under aaben Himmel og vore fravrende Venner bleve naturligviis meget omtalte; deiblandt Du, og jeg har mange Hilsner til Dig fra Moder, Elise og Holger. llvad der ikke lidet bidrog til at opmuntre mig paa Nyse var, at mine Finantser bleve satte paa en ordentlig Fod; Du veed, min Ven, at den Regning paa 250 rd har trykket mig flt, men den er nu afgjort, og jeg er saaledes hjulpet for den Gang. - Jeg var ret glad og tilfreds p Nyse, jeg veed knap selv hvoraf det kom, men jeg troer, jeg havde en Ahnelse om en Glde, som ubevidst satte mig i det herligste Humeur, - og dertil kom at Elise og Holger vare saa kjrlige, og Alle viiste mig Velvillie; det er jo ikke altid Tilfldet.

Den Glde, hvorom jeg sagde, jeg fandt en Ahnelse, var flgende. Dagen efter at jeg var kommet ind, tog jeg til Springforbi, hvor Jonna opholdt sig; Kl 12 kom jeg derud og blev modtaget i den nrliggende lille Lund af min Hjertenskjre, som der vilde hilse mig frst. Alle modtoge mig venligt og jeg tilbragte den deiligste Dag, jeg i lang Tid har oplevet paa Springforbi./ Jonna var saa elskvrdig og hjertelig mod mig, saa inderlig kjrlig og velsignet, at jeg aldrig saaledes, som da, har flt hendes Kjrlighed og den Velsignelse, denne medfrer for mig, der jo ingen anden Glde kan tnke mig, end den at see hendes varme, rene, trofaste Kjrlighed. Jeg kan ikke beskrive Dig, hvor Iykkelig jeg flte mig denne og den flgende Dag; thi Dagen efter var Alle derfra paa Sorgenfri, hvor man havde sagt til mig om at komme, og derfra fulgte jeg hjem med dem til Sprfbi; de vare i 2 Vogne, Beutners, Hr og Frue Drewsen, Jonna og Valdemar. Jeg reed - og svrmede som en Bi om min Dronning og nd ret i lange Drag den Lykke, ieblikket medfrte. Aftenen var i alIe Henseender saa deilig, at jeg aldeles ikke formaaer at give Dig, min kjre Ven, nogen Idee derom, Jonna var som en Engel fra Himlen mod mig, Fanny og Pauline vare ret elskelige og velsignede mod os begge, og Valdemar, til hvem jeg havde sagt Alt om Jonna og mig, viiste sig fra en meget net, gemytlig og behagelig Side. Vi spadserede Alle i Haugen i det deiligste Maaneskin, og det var som om Alt var indrettet paa / at vise mig, hvor Iykkelig jeg kan vre, naar det forundes mig at dele min Glde med den, uden hvem alle Verdeners Verdner Intet vare mig. Du begriber neppe, hvorledes jeg er kommet til at kjende Jonna i den sidste Tid; thi jeg har den Troe at kun meget faa eller endog kun Een kan kjende et Menneske tilbunds, thi man vil og kan aldrig aabne Hjertets inderligste Sprog for Mange, og at kjende det ydre Vsen er jo aldeles ikke at kjende Mennesket. Jette Vulff sagde engang til Elise om mig: "Hold fast ved Henriks Kjrlighed, thi der er en uendelig Dybde i ham, naar han vil give sig hen, men kun for den. han vil give sig hen til." Og deri (endskjndt jeg ikke selv kan bedmme, om der virkelig er nogen Dybde i mig, som jeg dog - med Guds Bistand - haaber) - havde hun vel tildels Ret; thi mod dem jeg ikke har vret hengivende, har jeg stedse vret besynderlig frastdende, og lngen Fremmed har nogensinde kunnet kjende mig, selv ikke i ringeste Maade, men nogle faa, ganske faa, kjende mig, og deraf meest Jonna, Jette og Du min Ven, og jeg vil haabe at I ikke vil have fundet noget i mit Indre, der har frastdt Eder, selv om min Flelses

NB: et lg mangler - disse fire sider er nemlig betegnet (1) og det betyder side 1 af flere! lodret tilskrift s. 4 Persond morede mig kosteligt; der var da Nisser nok med rde Huer,som Du ikke havde stjaalet lodret tilskrift mellem s. 2 og 3 fra ham. Du kan knap troe, hvor mange Minder og Erindringer disse Bellmannske Melodier

lodret tilskrift side 2: indeholdt for mig fra den Tid, da jeg levede meest inde i Musikken. Jette Collin er paa Rungsted med sin Mand og Brn; Fanny fik Din Hilsen paa Springforbi, hvor jeg modtog Dit Brev af Valdemar der kom fra

Lodret tilskrift s. 1 Byen. Endnu engang Tak derfor; tnk kjrligt paa mig og skriv snart til Din

Henrik

Oh' tilgiv, kjre Ven, blot Klatten! Den kom som et Lyn om Natten! Og der er ingen mulig Tid til at skrive Brevet om, ellers vilde ieg ikke lade den passere - tilgiv den, min Ven!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus