The Hans Christian Andersen Center

Dato: Oktober 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjre Hr Ingemann

De er vist vred paa mig? ellers havde De vist nok gldet mig med et Brev, maaskee kjeder mit Skriveri Dem? dog jeg kan ikke andet end jeg jo maa skrive Dem til; da jeg var i Slagelse kunde jeg dog imellem springe ud til Dem, her maa Papiret og Blkket gjre Reisen, men naar jeg saaledes sidder og skriver, er jeg ganske i Tankerne hos Dem, det er rigtignok ikkun et Skyggespil imod Virkeligheden, men det er dog Noget. - Lnge har jeg ret vret i et daarlig Lune, de kjre gamle Klassiker bringer mig tidt Vandet i inene, og Meisling maa vre streng da jeg skal vre Student om 2 Aar. Manden mener mig det godt og naar jeg saa er Skyld i at han bliver utaalmodig saa er jeg ganske kjed af det; jeg er ogsaa lidt vel barnagtig og faaer strax Vandet i inene, naar Vinden blser en Smule skarp, skjnt jeg nok veed, at Livet ikke kan vre en evig Maidag, tidt maa jeg sande med Novalis "es giebt so bange Zeiten" o.s.v. men nu er det gode Lune der igjen, jeg har vret meget heldig med min Hovedexamen, kun i Grsk var jeg "fattige Fugl"; men i Mathematik fik jeg mine to pr ceteris; og overhovedet, briliere jeg ret i Mathematik, i Slagelse gik det derimod ret daarlig heri, men hernede var jeg heldig de frste Gange, det gav mig Lyst og nu troer jeg nok jeg kan lre Mathematik. Jeg har lagt Mrke til, at Alt, hvad der ikke strax gaaer godt, det faaer jeg en Frygt for og humper altid i, men gaaer det heldig i en Ting eengang, saa gaaer det altid saaledes; - jeg forstaaer mig nsten ikke paa mig selv, men at jeg er alfor qvindlig og svag det mrker jeg nok. - Siden jeg var hos Dem har jeg ikke skrevet mere end et eneste Digt: Det dende Barn, det er ganske kommen fra mit Hjerte og jeg har flt hvert Ord, derfor troer jeg at det ikke er aldeles slet, vil De give Deres gode Kone det fra mig, og glder De mig med et Brev, saa siig mig Deres Tanker om det, jeg kunde ikke uden jeg maatte lade Dem see det, og nu lnges jeg efter at vide om det er godt, thi De husker jo nok Gthes Ord: -

Am schwersten zu Bergen ist ein Gedicht; Man stellt es untern Scheffel nicht. Hat es der Dicter frisch gesungen, So ist er gans davon durchdrungen, Hat er es zierlich nett geschrieben, Will er, die ganze Welt soll's Lieben, Er liest es Jedem fro und laut, Ob es uns qvlt, ob es erbaut. -

Det er, som sagt, mit eneste lille Digt hernede, skjnt - De maa tilgive mig - jeg ofte fristes til at udgyde mine Flelser paa Papiret, men naar jeg nsten er ved det, er det som en Bussemand skreeg mig i ret, "det er en Synd nu, bliv til Tiden kommer" og saa gaaer Begeistringen, eller hvad jeg skal kalde det, over i et kjedsommeligt Lune. - Med Skolen, gaaer det ellers ret godt og jeg vil haabe Forsynet ikke slaaer Haanden af mig, jeg har kun ham, han vil, han maa hjlpe mig, min Fremtid kan kun blive lys og herlig eller ogsaa mrk, grndsels ulykkelig. - Egnen hernede er mig ellers endnu ligesaa smuk, som ved det frste Syn, vel staae Trerne med brune og gule Blade og det Hele seer sa[a] efteraarsagtigt ud, men hele Forandringen bevirker et Slags Nyhed, en Afvexling som er meget smuk, Skibene blive nu ogsaa flere og flere og naar jeg saaledes seer dem i roeligt Veir med nedsnkede Segl at ligge i en uhyre Masse, bilder jeg mig ind, at see et heelt Venedig med Taarne og Kupler. Sen begynder ellers at gaae strkere og strkere og det more mig at gaa ved Kysten naar Blgerne slaa op imod de store Steen og Skibene derude gynge som ggeskalle paa de lystige Blger; for en Maanedstid siden var jeg med alle Rectorens ude paa en Pyndt af Landet, de kalde Stedet "Odinshi"; jeg har endnu aldrig seet saa deilig en Udsigt, Kullen laa saa klaer og tydeligt for mig og skjnt Sundet var temmelig rolig, rullede det dog som dybe Orgeltoner nede i Dybet. Men Vinteren kommer med strke Skridt og jeg fryser som en Affricaner paa Lopatka, aldrig havde jeg troet Helsinger laa Iispolen saa nr, ak Herre Jemeni! man er vist istand, til Vinter, at see baade Iisbjrne og Samojeder omkring os. - Een Tid var her srdeles lystig i vor nordlige By, nemlig da Sundet vrimlede af de rusiske Skibe, thi da saae vi baade Slaver, Finner, Tartarer og Mongoler og det var nogle rene Umennesker, de kunde ikke et dansk Ord, spiiste nogle Hundrede [pund] Kjd om Dagen, drak alt vort Vand, saa vi nr havde lidt Vandmangel og saa solgte de deres Beenklder for en Pgel brndeviin, var det nu kristelig? burde de ikke til Straf boe i Marriboe for snart at skee en Ulykke; men maaskee bliver de bedre til de komme igjen, de saae ganske menneskelige og godmodige ud. - Jeg har seet Kronborg inden i, og var i de Vrelser, som bleve beboede af Mathilde, de ere i samme Stand som dengang, meget pene, men simple, (2 Stuer og en lille Gang med en Alcove) i det vi traad[te] ind, fortalte Meislings Ludvig (en Dreng paa en 8te Aar) at han flte en underlig Hjertebanken ved at betrde dette Sted og denne Tilstaaelse - sub rosa - gjorte, at jeg ikke flte en Smule, men kom ret i det lattermilde Hjrne. - Sen bliver mig ellers Dag for Dag kjrere og kjrere, og tidt tnker jeg paa Deres Linier:

Herlige Hav! Ved din svulmende Barm har jeg hjemme;

skjnt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en Kryster til Ses; paa Dampskibet herned blev jeg sesyg, vrre en salig Hr. Ruus, og da jeg forleden seilede i en Baad og midt i Sundet blev lftet Skyerne lidt nrmere, lngtes jeg efter den kjre moderlige Jord, og kunde gjerne som Chilian have trykket et Kys paa den.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (32)

Kjre Hr Ingemann

De er vist vred paa mig? ellers havde De vist nok gldet mig med et Brev, maaskee kjeder mit Skriveri Dem? dog jeg kan ikke andet end jeg jo maa skrive Dem til; da jeg var i Slagelse kunde jeg dog imellem springe ud til Dem, her maa Papiret og Blkket gjre Reisen, men naar jeg saaledes sidder og skriver [overstr: til Dem], er jeg ganske i Tankerne hos Dem, det er rigtignok ikkun et Skyggespil imod Virkeligheden, men det er dog Noget. - Lnge har jeg ret vret i et daarlig Lune, de kjre gamle Classiker bringer mig tidt Vandet i inene, og Meisling maa vre streng da jeg skal vre Student om 2 Aar. Manden mener mig det godt og naar jeg saa er [overstr: s] Skyld i at han bliver utaalmodig saa er jeg ganske kjed af det; jeg er ogsaa lidt vel barnagtig og faaer strax Vandet i inene, naar Vinden blser en Smule skarp, skjnt jeg nok veed, at Livet ikke kan vre en evig Maidag, tidt maa jeg sande med Novalis "es giebt so bange Zeiten" o,s,v. men nu er det gode Lune der igjen, jeg har vret meget heldig med min Hovedexamen, kun i Grsk var jeg "fattige Fugl"; men i Mathematik fik jeg mine to pr ceteris; og overhovedet, briliere jeg ret i Mathematik, i Slagelse gik det derimod ret daarlig heri, men hernede var jeg heldig de frste Gange, det gav mig Lyst og nu troer jeg nok jeg kan lre Mathematik. Jeg har lagt Mrke til, at Alt, hvad der ikke strax gaaer godt, det faaer jeg en Frygt for og humper altid i, men gaaer det heldig i en Ting [overstr: saa] eengang, saa gaaer det altid saaledes; - jeg forstaaer mig nsten ikke paa mig selv, men [overstr: jeg] at jeg er alfor qvindlig og svag det mrker jeg nok. - Siden / jeg var hos Dem har jeg ikke skrevet mere end et eneste Digt: Det dende Barn, det er ganske kommen fra mit Hjerte og jeg har flt hvert Ord, derfor troer jeg at det ikke er aldeles slet, vil De give Deres gode Kone det fra mig, og glder De mig med et Brev, saa siig mig Deres Tanker om det, jeg kunde ikke uden jeg maatte lade Dem see det, og nu lnges jeg efter at vide om det er godt, thi De husker jo nok Gthes Ord: -

Am schwersten zu Bergen ist ein Gedicht;

Man stellt es untern Scheffel nicht.

Hat es der Dicter frisch gesungen,

So ist er gans davon durchdrungen,

Hat er es zierlich nett geschrieben,

Will er, die ganze Welt soll's Lieben,

Er liest es Jedem fro und laut,

Ob es uns qvlt, ob es erbaut. -

Det er, som sagt, mit eneste lille Digt hernede, skjnt - De maa tilgive mig - jeg ofte fristes til at udgyde mine Flelser paa Papiret, men naar jeg nsten er ved det, er det som en Bussemand skreeg mig i ret, "Det er en Synd nu, bliv til Tiden kommer" og saa gaaer Begeistringen, eller hvad jeg skal kalde det, over i et kjedsommeligt Lune. - Med Skolen, gaaer det ellers ret godt og jeg vil haabe Forsynet ikke slaaer Haanden af mig, jeg har kun ham, han vil, han maa hjlpe mig, min Fremtid kan kun blive lys og herlig eller ogsaa mrk, grndsels ulykkelig. - Egnen hernede er mig ellers endnu ligesaa smuk, som ved det frste Syn, vel staae Trerne / med brune og gule Blade og det Hele seer sa [overstr: E] efteraarsagtigt ud, men hele Forandringen bevirker et Slags Nyhed, en Afvexling som er meget smuk, Skibene blive nu ogsaa flere og flere og naar jeg saaledes seer dem i roeligt Veir med nedsnkede Segl at ligge i en uhyre Masse, [overstr: ind] bilder jeg mig ind, at see et heelt Venedig med Taarne og Kupler. Sen begynder ellers at gaae strkere og strkere og det more mig at gaa ved Kysten naar Blgerne slaa op imod de store Steen og Skibene derude gynge som ggeskalle paa de lystige Blger; for en Maanedstid siden var jeg med alle Rectorens ude paa en Pyndt af Landet, de kalde Stedet "Odinshi"; jeg har endnu aldrig seet saa deilig en Udsigt, Kullen laa saa klaer og tydeligt for mig og skjnt Sundet var temmelig rolig, rullede det dog som dybe Orgeltoner nede i Dybet. Men Vinteren kommer med strke Skridt og jeg fryser som en Affricaner paa Lopatka, aldrig havde jeg troet Helsinger laa Iispolen saa nr, ak Herre Jemeni! man er vist istand, til Vinter[overstr: en], at see baade Iisbjrne og Samojeder omkring os. - Een Tid var her srdeles lystig i vor nordlige By, nemlig da Sundet vrimlede af de rusiske Skibe, thi da saae vi baade Slaver, Finner, Tartarer og Mongoler og det var nogle rene Umennesker, de kunde ikke et dansk Ord, spiiste nogle Hundrede Kjd om Dagen, drak alt vort Vand, saa vi nr havde [overstr: blevet] lidt Vandmangel og saa solgte de deres Beenklder for en / Pgel brndeviin, var det nu kristelig? burde de ikke til Straf boe i Marriboe for snart at skee en Ulykke; men maaskee bliver de bedre til de komme igjen, de saae ganske menneskelige og godmodige ud. - Jeg har seet Kronborg inden i, og var i de Vrelser, som bleve beboede af Mathilde, de ere i samme Stand som dengang, meget pene, men simple, (2 Stuer og en lille Gang med en Alcove) i det vi traad ind, fortalte Meislings Ludvig (en Dreng paa en 8te Aar) at han flte en underlig Hjertebanken ved at betrde dette Sted og denne Tilstaaelse - sub rosa - gjorte, at jeg ikke flte en Smule, men kom ret i det lattermilde Hjrne. - Sen bliver mig ellers Dag for Dag kjrere og kjrere, og tidt tnker jeg paa Deres Linier:

Herlige Hav!

Ved din svulmende Barm har jeg hjemme;

skjnt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en Kryster til Ses; paa Dampskibet herned blev jeg sesyg, vrre en salig Hr. Ruus, og da jeg forleden seilede i en Baad og midt i Sundet blev lftet Skyerne lidt nrmere, lngtes jeg efter den kjre moderlige Jord, og kunde gjerne som Chilian have trykket et Kys paa den.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 14-17)