The Hans Christian Andersen Center

Dato: 25. december 1843
Fra: Henrik Stampe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 1ste Juledag 43.

Tak! Tusinde og tusinde Tak for Dit Brev, Du min kjre, kjre Andersen! Du veed ikke, hvilken velsignelse der laae i det deilige Brev, jeg idag har modtaget fra Dig, det var skrevet lige ud af Hjertet, der er vist; men Du kan ogsaa troe, jeg skjnner paa det, som paa dit hele dle Venskab. Du maa dog virkelig holde af mig, ja det kan ikke vre andet, det er mig saa klart, som kjrt, men hvor er det dog muligt? hvor er det mueligt, at jeg, som ikke har andet end et rligt Hjerte, kan vinde Din saa oprigtige levende Godhed, Dit broderlige Venskab, Du, som jeg seer saa meget op til! dog! hvorfor sprge om det, om jeg ikke forstaaer det, saa veed jeg det dog, jeg tror det med en saadan Glde, en saadan Inderlighed, en saadan Sikkerhed at mit Hjerte nu vilde lide uhyre ved den modsatte Tanke. Dit Brev skal lnge glde mig, det skal virkelig lede mig fremad til det, som er vrd at strbe efter! Hvor / Gud dog i dag er god imod mig, at aabne et Hjerte som Dit for mig; saaledes fler jeg mig saa glad, thi det er saa deiligt at tale ret ud af Hjertet, oh! saa deiligt, endnu deiligere end at grde allene! og Du er det eneste Menneske, jeg har talt saaledes med. Endskjndt jeg elsker mine Sdskende inderligt, og de atter mig, saa hit som Nogen, endskjndt jeg har truffet mange gode Mennesker, som have holdt af mig og endog vurderet mig langt hiere end jeg fortjener, uagtet eet Menneske har holdt saa hjerteligt af mig, maaskee mere end Du, saa har jeg dog aldrig lagt mit hele, udeelte Hjerte aabent for Nogen, som for Dig; mine egne Flelser, naar de var skjnne og dle, vare mig selv en Helligdom, jeg skjulte for Alle; nu har een Flelse opveiet alle andre, og denne ene kjender Du, min Ven, min Broder!

Hvor er det mig ogsaa kjrt, at vide, at jeg om Modgangens og Sorgens tunge Blge ruller hen over mit lille Farti, og knuser det, dog kan holde mig til Dig, som til en Bjlke i Havsnd, og ved Din Hjlp, med Guds Bistand ledes til den ro/lige Strandbred! Men maaskee bliver jeg dog lykkelig, kjre, gode Andersen, maaskee smiler Solen til mig paa min Fart, maaskee er Vinden med og Havet roligt oh! saa skal vi saa deiligt seile sammen i Prstebugten, om Du vil, til Men i en deilig Sommeraften, hvor Du vil og ikke vi allene, nei, ikke sandt!?!? ikke alene? oh! hvor det skal blive deiligt oh! Jeg stoler paa Gud, hans Algodhed! han vil gjre mig saa lykkelig, jeg har ligesom en Forudflelse deraf! thi

"jeg tror bag Fremtids Dkke

"staaer en Diana lys og fri!"

Husker Du disse Ord? Det er "Ellinors Svrmerie" af Chr. Winther, som jeg har componeret Melodien til, som jeg spilte for Dig paa Nyse; ja, det husker Du vel ikke, men det kan gjres om. Jeg skal nok endnu engang plage Dig med mine Melodier, Du maa dog have hrt mit Klimp for Venskabs Skyld. Vrsaagod nu, at lee lidt af mig!

Idag, Du kjre, vil jeg ikke tale om mig i den Henseende, Du veed jeg mener, naar jeg leer, thi jeg kunde kun gjentage, hvad jeg skrev i mit forrige Brev om "en Verden fuld af Lngsel"/ thi jeg er jo endnu i en forunderlig ngstelig Tilstand Uvished og Lngsel ere frygtelige, naar man er allene. Iovermorgen kan jeg maaske tale mere udfrligt derom, thi maaskee maaskee morer jeg mig godt imorgen aften ved "Nei" og "Napoli", forstaaer Du? Oh! hvor jeg glder mig til atter at tale med Dig, om det, der opfylder min Sjl med en uimodstaaelig Magt!!

Veed Du, hvad der ofte har beskjftiget mine Tanker hvem jeg ofte med Inderlighed har tnkt paa hende, som var Dig kjr, som forstod Dig, som hurtigt lrte Dig at kjende, som ikke snerpede sit Hjerte ind for at "lege Fremmed," men som rligt, aabent og dog saa smukt rbart og nobelt viiste Dig sin kjrlige Flelse; hende har jeg ofte tnkt paa, og skjndt jeg aldrig saae hende, veed jeg dog, at naar jeg seer hende, vil det vre mig en Indskrnkning for min Flelse, at jeg ikke kan gaae hen til hende, tale med hende, tage hendes Haand og sige: "jeg agter Dem, jeg holder af Dem, thi De har forstaaet og skattet min Ven, ham, som jeg veed er hilig vrd at skatte, og De har gldet hans Hjerte, saa meget det stod i Deres Magt!" Saaledes tnker jeg ofte paa hende; og jeg veed, / Du trofaste Sjl, hvorledes Du har tnkt og flt. Der gives Trk og Handlinger af Mennesker, hvoraf jeg ofte kun behver eet eller meget faa, for at danne mig et Begreb om dette eller hiint Menneskes Tnkemaade. Hvad Du har fortalt mig om J.L. har saaledes gjort mig hende kjr, hun er et nobelt Menneske! Om en Dame her i Byen en Moder har Du fortalt mig, hvor nobelt hun tnkte om den Sag, der har forvoldt mig saa megen rgrelse, fordi Menneskene saa gjerne dmme ilde om Andre og aldrig undskylde, jo endog danne Ondt af Andres Handlinger, som aldrig har vret tnkt eller ahnet, oh! det er afskyeligt; men den, der da har vedligeholdt en nobel Tnkemaade og understttede den Vogn, hvortil alle Andre skubbede, fordi den var nr ved at vlte, dette Menneske maa jeg agte paa en Maade, som jeg kun agter Faa i denne Verden ikke med Forstanden men med Hjertet; og det anseer jeg for lagt strre Agtelse; og naar nu dette Menneske tilmed en Moder til Den, der opfylder mit Hjerte med Lngsel og den inderligste dog, jeg gaaer vist forvidt, for Guds Skyld! Jeg har /altid elsket den Scene af Romeo og Julie, hvor de om Natten tilstaae hinanden deres Kjrlighed (2de Act 2 Scene); de havde jo kun seet hinanden een Gang, men mere var ikke ndvendigt, de offrede Livet for hinanden; deres Kjrlighed var dog trofast. Julie har vist havt blaa iene, deilige store blaa ine, ligesom " ", hvori et uendeligt, himmelsk Dyb tiltrak Romeo; hvorom Romeo siger: "at da Nattens deiligste Stjernepar forlod deres Bane, bade de Julies ine at skinne i deres Sted; og fra hendes ines Flammehav udgik en Straaleglands i Luftens Rige, saa Fugle sang og meente, det var Morgen!" Derfor var det ogsaa at Romeo strax elskede hende og Julie "forstod ei den Kunst at lege Fremmed". Da Hagbarth havde skuet ind i Signes blaa ine, holdt han Haanden for inene og nskede nu "at vre evig blind"; men Signe tog hans Haand fra inene og sagde: "See lidt meer endnu; Signe selv forstyrrer ikke Billedet af Signe!" Og jeg kunde blive ved til i morgen at fremhve lignende deilige Beviser for at hurtig, heftig Kjrlighed er baade strk og trofast, men jeg vil ikke trtte Dig med, hvad du kjender / bedre end jeg; men iaften er jeg lidt svrmerisk; lad mig vre det, naar jeg skriver saadanne Breve til Dig, hvori jeg ikke lgger mindste Baand paa mit ildsprudende Hjerte og min tilelse Tankegang. Jeg troer, Du hrer mig helst tale aldeles utvungent; men selv dersom det kjedede Dig, saa fiede Du vist denne uegennyttige Godhed mod mig til den vrige, at lade mig kjede Dig en Smule dog det gjr jeg ikke, jeg veed det! Jeg behver intet Svar!

Nu har jeg atter gjennemlst Dit kjre brev, hav atter Tak derfor! Jeg skal aldrig glemme Dig det, du kjre, dle, fortrffelige Andersen! troe mig, jeg vilde ret nske, jeg ved Handling kunde vise, hvormeget jeg holder af Dig, Du kjre, eiegode Ven! Lov mig, hvergang Du er bedrvet, i det Store som i det Smaa, at tage Din Tilflugt til at udtale Dig og det til mig, kun til mig; Du veed, at jeg holder saa uhyre, saa usigeligt af Dig, Du veed at jeg forstaaer Dig, een Ting skal jeg fortlle Dig, at jeg blandt mine Bekjendte har haft Ord for at have, hvad man kalder: en fiin Flelse, og at jeg har vret vant til at indeslutte meget i mig selv, derfor hav uindskrnket Tiltroe til mig og udtal Dig altid for mig, vel er / jeg yngre end Du, men husk hvad Du derom selv skrev i dit Brev!

Det er i dag 1ste juledag, Gldelig Juul! Kjre Andersen! Alle ere ude hos Schouws, Du veed jeg gaaer der ndigt, jeg er bleven hjemme for at skrive til Dig og tnke paa . Her i Huset have Alle uden Undtagelse Snue, ved Siden af mit Vrelse ligger Carstensen af Kopper. Igaar aftes var her kjedeligt i Grunden. Vi spiste 22 Mennesker Kl 6; Oehlenschlager begyndte at lse lidt af Holberg, men var ogsaa forkjlet; saa legede man Julelege ikke "Pantelege" men Oehl., William, Onkel Carl og jeg spillede lidt Wisth, det morer den gamle mere, den gamle elskelige Digterkonge; hr, kjre Andersen, holder Du ikke af ham! jo jeg troer, men dog ikke rigtigt; men maa vi ikke nok tale lidt sammen om den Ting, naar Du kommer; jeg vilde saa gjerne, at Du ogsaa skulde holde af ham, han kan vre saa rar og elskvrdig; og dobbelt tiltaler denne Elskvrdighed mig hos denne "Gamle", naar jeg er vandt til at see det flelseslse, kolde stykke Marmor, som for mig er saa uelskvrdig, og som her saa ofte kaldes "den Gamle". Paa Juletret fik jeg Sovedrikken og Fredmanns Epistler samt en syperb Brystnaal med 2 Antiquer./

I Formiddags var jeg hos Hornemanns og drak Kaffe jeg ver mig i at drikke Kaffe, saa kommer jeg engang en Formiddag derop med Dig til Kaffen, naar jeg ret har lrt den Kunst; thi rigtig vil 'en dog ikke glide, men "kanskeesens jeg inte forstod'et, den frste Dags Tid eller fleer, derforsens saa fik jeg paa Ho'det, nu faaer jeg det inte meer!" Ogsaa var jeg idag paa Udstillingen, som er ganske fortrffelig, det er en reen Nydelse at gaae der og see sig sulten paa Malerier, og dog flte jeg een Mangel nei 2, at jeg ikke mdte den, jeg havde haabet fjernt at mde, og at jeg ikke havde Dig med mig, min kjre Andersen. Forresten traf jeg mange Bekjendte og der er deiligt, jeg har kjbt Billet for hele Udstillingstiden og det er rasende billigt. Du skulde see 2 Landskaber af Grlitt, et af Skanderborgegnen, som er saa deiligt, at jeg aldrig har gldet mig over noget Maleri som over det, og et af Mens Klint, som er saa frappant liigt, at jeg gjenkender ethvert Sted; jeg fik derved atter min gamle Lyst til at seile fra Nyse til Mens Klint, og ligge ind under Taleren, det er et imponerende Syn, saa at spadsere i Lisenlunds Have om Aftenen med et godt Kirsebrspisende Selskab for nste Dag at besee hele Klinten,/gjre brav Commerce og Munterhed, synge muntre og smukke Sange i Chor, saa hre en lille net Improvisation paa "Liigvognen" eller deslige, drikke Skaaler i Champagne (den meest poetiske Viin) og endelig i Maaneskin eller nste Morgen at seile hjem under Sang og Lystighed. Sidst vi gjorde den Tour var det omtrent saaledes og saa mdte vi 2 store Skonnerter for fulde Seil uden for Storeklint, men vi kneeb dem; thi vi seilede meget hurtigere end de; og da vi seilede forbi dem, tog vi Champagnen frem, sang Marseillaisen og "der er et yndigt Land" 8 stemmigt og klinkede og hilsede de djrve Semnd, der i denne lille muntre Scene fandt samme Opmuntring, som Matrosdrengen der gik forbi Kabydsen ved at lugte den duftende Mad til sit trre Brd.

Det er ellers kjedeligt at Buntzens Nyse ikke er kommet paa Udstillingen; det havde jeg dog saa gjerne see for visse Aarsagers Skyld. Imorgen Aften gaaer jeg i Theatret for om muligt der at have det lidt mon aise det er nu relativt. Poul de Cocks Vaudeville, som jeg har lst "som Juleglde" finder jeg prgtigt oversat og Overstteren har virkelig haft Sproget i Magt og vret /(efter min Mening) mere delicat og smagfuld end H.P. Holst, men jeg gjr ikke synderlig af Intriguen i Stykket, og det er jo Paul de Kocks Skyld, ikke den smukke Overstters.

Elise, som hrte at jeg skrev til Dig, bad mig hilse Dig; Du begriber at Ingen har hrt mindste Ord af, hvad Du skrev; men da hun imorges havde seet, at jeg havde faaet Brev fra Dig og seet mig lse det med Glde, kom hun til Slutningen hen til mig, og sagde med sin sdvanlige udtryksfulde Kjrlighed: "hvor jeg er glad Henrik, fordi Andersen er blevet Din Ven!" Men siig mig nu hvorledes Du selv har det, rigtigt nie jeg veed ikke om dette Brev kommer saa tidligt afsted, at Du finder det vrd, at glde mig med nogle Linier inden du reiser, eller om Du kan komme ligesaasnart og tale mundtligt med mig oh! hvor jeg glder mig dertil!! Vi glder os nu meget til at see Dig Nytaarsaften, jeg sagde det til Moder, hun blev meget glad derved, hun er forresten saa forkjlet at hun knap kan see ud af inene. Jeg componerer paa en Melodie til: "Jeg tjente hos Mllerens i fire lange Aar" men Gud veed om det bliver til noget. Jeg vil ved Leilighed/ bede Dig nogle Ord til min moderneste Opsang, da jeg kun har de simple Ord: "la la la la" at stte til den og det sgu' for simpelt, man vil lee mig ud i Skovshoved, naar jeg nste Gang taler med Lars Andersen og ikke har andre Ord. Denne Lars Andersen er en original og genial Fisker i Skovshoved, der altid taler om "Jette" og "Christian" (paa Landjorden siger han Frken og Captain) og om "Christian, som inte duede til Noget," det var min Ftter Muhle, der let blev ssyg; saa kunde vi heller ikke faae ham til at troe, at han hed "Muhle", det Navn troede han ikke paa. Det var ellers en rask Karl, som vist 20 Gange har vovet Livet for Andre; jeg kunde godt lide ham.

2den Juledag.

Hvor jeg lnges efter at tale med Dig! og jeg har saa meget at tale om, endskjdt jeg maaskee paa Sndag ikke meer har det, saaledes gaar det jo ofte. Jeg havde imorges nogle Ubehagligheder som bedrvede mig. Hele Formidddagen har jeg tilbragt paa Udstillingen. Jeg har Ingen af Dine Venner eller Veninder seet. Siig mig om Du har faaet Brev fra Andre end mig. Posten gaaer og, jeg ndes til at sende Brevet uden at kunne fortlle noget om Comedien iaften. Din oprigtig hengivne

Henrik

Tekst fra: Ejnar Askgaard