Dato: 4. august 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjære Hr Ingemann.

I det første og eneste Brev De har glædet mig med tillod De mig, at jeg engang imellem maatte skrive Dem til, skjønt De ikke siden jeg skrev, har glædet mig med et par Linier, tør jeg jo dog nok kom igjen med min knudrede Runestav. Hvad jeg sidst fortalte Dem om Touren herned har De vel endogsaa læst i Skilderiet, thi jeg fortalte Nyerup [overstr: min Tour herned] den omtrent saaledes som jeg skrev Dem den til og har nu til min store Forundring opdaget et Brudstykke af mit Brev trykket; jeg er i Sandhed slet ikke tilfreds dermed, havde det kundet falde mig ind, skulde det være blevet mere ordnet og udført, og jeg havde da slet ikke harseleret over Slangerup. - Nu er snart vores Sommerferie forbi, jeg var ellers inviteret af Guldberg til sig i Fyhn, men det er jo en uhyre Vei, Posten er dyr, og spadsere er der nu slet ikke at tænke paa. Dog har jeg nydt 8te ret behagelige Dage inde i Byen og er nu atter kommen tilbage til min Bog og Hr von Cicero, hvis Pligtlære jeg hellere vilde følge i Livet end ty igjennem. - Men nu skal jeg da fortælle Dem min [overstr: R] ridderlige Tour til Axelsstad og berømmelige Søfart tilbage; om den just ikke naaer en Reisers fürgterlige Ildebrandshistorie i Reenhed og en Hofmanns Phantasistycken i Fürgterlighed saa kan den jo dog være grumme raer at høre. - Skulde den sættes i Vers maatte den da begynde saaledes. "I Lørdags 8 Dage om Natten Klokken tre; jeg sortklædt som en Krage gik, Axelsstad at see." - Men De holder vist ikke af at høre mig phiantesere, jeg vil derfor tale i jevnt kristeligt Prosa; - Klokken var som sagt ei mere end 3 om Natten da jeg paa Apostlernes Heste svævede ud af vor nordlige By. Jeg saae ud over [Solen rettet til] Sundet og Solen steeg op bag den svenske Kyst, men den saae ikke anderledes ud i Sverrig end her i Danmark; Jeg plukkede mig Jordbær og Hindbær paa Veien, læste i Steriotyp Udgaven af 1000de og een Nat, og saaledes naaede jeg Hirsholm hvor jeg følte mig ganske begeistret ved den deilig Egn, men snart kom Solen høiere og høiere, min ene Kind var næsten stegt og den støvede Landevei gjorte mig saa prosaisk som et Nytaarsvers i Adresseavisen. - Mat og træt som en Vandrer fra Arabiens Hede, naaede jeg Gjentofte hvor jeg tilbragte Resten af Dagen hos Daléhns, imod Aften vandrede jeg til Byen, En Vienervogn foer mig forbi, nogle Damer nikkede og vinkede, Veien dreiede af og det brogede Syn var forsvunden, jeg naaede endeligt mit Hjem - Schacspears Oversætter, Komandeur Wulff [overstr: havde] - men alle vare de ude i Dyrehaven, det var dem jeg havde mødt; i Biblioteket søgte jeg nu Erstatning, læste for første gang Deres Waldemar og begyndte paa Tiecks Genoveva. (De veed jo nok hvor hurtig jeg læser.) / og for nu at blive ved i Idyl-Manier - da Theen var drukket og Maanen - der var rigtignok ingen - grinede bleg igjennem Skyerne gik jeg til Sengs og sov som Onkelen i den kotsebuske Galning. - Om Morgenen skrev jeg et lille Digt i Sengen, Solen skinnede mig saa venlig ind i Ansigtet og begeistret af den smukke Morgen skrev jeg et Aftenmaleri, et af de bedste Stæder deri er sikker dette:

Hvor malerisk staar Fiskerhytten her

See Vinduet kneiser med halvtredje Rude,

Hvor smile dog i Aftensolens Skjær,

De halve tre imellem gamle Klude.

Og rundt om Hytten Tjørnehække staae

Broderede med Strømper og med Sokker,

Og Himlen favner Alt, saa klaer og blaa

Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker. –

Jeg morede mig ellers herlig de 8te Dage i Axelstad, ja var i Dyrehaugen med Wulffs i Selskab med den muntre, vittige Lotte Øhlenschlæger. Hver Dag blev tilbragt med Besøg, jeg var ogsaa oppe ved Vestervold, da jeg haabede at finde Dem der; jeg var hos Kronprindsessen, hos Rhabeks kort, gjorte et par Vandringer Fredriksbergs rundt et cetera et cetera. Hjemfarten skede næste Søndag paa Damskibet, det var første Gang jeg var paa saadan et Væsen. Den danske Kyst saa fortryllende deilig ud men Søen gik stærk og snart saae jeg Damerne med blege Ansigter og Graad paa Kinderne at stirre ned i Bølgerne, jeg blev ogsaa rørt og fik snart den ønskeligste Søsyge man vil forlange. Da vi naaede Tyhcos Ø, gik vi langs den svenske Kyst der bragte mig til at tænke paa de 7 magre Køer i Kong Pharaos Drøm hvorimod Sjælland var mig de 7 fede. Nogle Pagagere bleve sadte af ved Helsingborg og saaledes saae jeg da temmelig nær for første Gang en By i et andet Kongerige, men den saae ei saa anseelig ud som salig Baggesens Fødeby. Kun det gamle Taarn (Kjernen) vandt mit Høie Bifald, thi det forekom mig som en Ruin og i Tankerne saae jeg Gustav Adolf, Karl XII og Christina spadsere deroppe. Snart forlode vi Tegnérs Fødeland og strøg lige over mod det gamle Kronborg der vinkede os med sine høie Taarne og efter faa Øjeblikke var jeg hjemme i mit Helsingøerske Viisdoms Tempel. - See saa! nu er da mit Eventyr ude, hvis De har [overstr: h] læst det og ei løbet det igjennem med 10 Mile Støvler. - Nu sidder jeg igjen her ved min Bog og den ene Dag gaaer næsten som den anden, skjønt udenfor er Liv og Færdsel nok, paa Rheden ligge en halvsnees russiske Krigskibe (man siger 11 Linieskibe og 3 Fregatter) De skal nok op at øve dem under den skotske Kyst, eller som vores Pige forsikrer imod Grækerne; dog skal der være Kavaleri ombord. Gaderne er derfor fulde af Officere, Gemene og hist og her vandre en Præst med sin høie Hue. - Men De har nok ogsaa ret livlig ude i Deres By i denne Tid. - Hvorledes har Bager og Wendelbo staaet [overstr: deres] sig? - O glæd mig endelig snart med et Brev, De lovede mig det jo ogsaa paa en Maade i Deres Brev at De nok vilde / skrive. - De kan tro at jeg ofte er ret mismodig, den ubetydeligste Ting kan ofte sætte mig i mørkt Lune; enten er jeg den personificerede Munterhed eller jeg ogsaa maa græde som et Barn; jeg veed nok det passer sig ikke for saadan et stort langt Menneske som jeg, men [overstr: jeg] det er ogsaa kun i Ensomhed jeg overlader mig [overstr: der] til mit Mismod; Sprog falder mig vanskelig, Grammatikkerne, disse Sprogenes Rygrade, grine mig som fæle Beenrade i Møde, jeg føler min Svaghed og det gjør mig mismodig; enhver Pengesum jeg modtager til min Understyttelse falder mig bly tung paa Sjælen og den Tanke piner mig; "jeg kan ikke gjøre mig [overstr: den] værdig al den Interesse man viser for mig". Men frem maa jeg! jeg kan nu ikke gaa tilbage, jeg har faaet Begreber om et Bedre end det jeg anede i den Stilling min Fødsel satte mig; nu maa jeg videre frem. - Havde jeg blot erholdt mine Examinaer og stod som Student indenfor Kjøbenhavns Volde, hvor lykkelig vilde jeg da ikke være, men - det skeer maaskee aldrig! O De kan ikke tro hvilken Gjæring der er i min Sjæl og mueligt er det denne der er det urigtige hos mig; hvor inderlig jeg længes efter at komme frem, men det vil ei skee saaledes, saa hurtig som min Sjæl brænder der efter. I de andre Skolesager gaaer det ellers retgodt, ja i Mathematik, Religion og dansk Stiil brilierer jeg, men det er jo Biting. - Naar De kunde føle hvor kjære nogle Linier fra Dem er for mig, da vilde De vist snart skrive. Allerede da jeg var en lille Dreng og læste Deres Digte holdt jeg saa meget af Dem og siden jeg nu er bleven ældre og har lært Dem personlig at kjende har mit Hjerte knøttet sig fast til Dem, det vilde saa gjerne udgyde sig for Dem, men tør dog ei ganske endnu; af Frygt for at blive misforstaaet af Dem. Vil De hilse Deres gode Kone ret meget fra mig, i Tankerne er jeg tidt hos Dem; nu vil det vist vare en Tid før jeg kommer til Sorø, men jeg tør jo nok imellem tale med Dem igjennem Breve, kun betragt ikke disse som Lector i Dansk, for hver Gang jeg skriver lover jeg at de skulle blive penere og rigtigere skrevet. - De faaer med det første een af mine Meddisciple paa Academiet, han hedder Peermin og har et Ansigt som en Byron. - Men nu lev vel glem ikke

Deres taknemlige Andersen

min Adresse er

Til H.C. Andersen. Discippel i den lærde Skole i Helsingøer, boende hos

Hr Doctor Rector Meisling.

Helsinggøer den 4 August 1826.

[Udskrift: ] S T. Hr Lector Ingemann

i Sorø.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 10-13)