The Hans Christian Andersen Center

Dato: 16. maj 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kire Hr Ingemann!!!

Jeg haaber at De ikke bliver vred fordi jeg uleiliger Dem med et lille Brev skindt jeg skriver saa daarligt at det vist ikke er godt at tyde mine Runer. - Jeg ariverede lykkelig og vel her hiem til Slagelse i Fredags, Eventyr mdte mig ikke paa Veien, skint jeg just ikke var prosaisk stemt, men man maatte jo vre en sand Geert Vestfaler for at kunne fortlle meget om en lille Reise; havde jeg som salig Don Quixot tagen Mllerne for Riddere eller Bomhusene (i Mangel af Kroer) for Slotte saa kunde jeg da have fortalt Noget. Og Skade er det at her ikke er nogen Ziguenere her i Landet altsaa ingen Mgd Merrillis saa at der ingen Eventyr mder fra den Side. - Men Regn og Solskin fik jeg dog, som jo mder os, baade paa Livets Reiser og paa Reiserne hen over det lille Solegran vi beboe der jo ikke, som Rasmus Monta[n]us allerede vidste, er flack men rund som en bleskibe. - Vognen rullede rask hiemad, men en iiskold lille Ellepige foer dog hurtigere afsted og pustede saa koldt paa mig at jeg blev ganske forkilet og tnk Dem engang - kunde ikke faa mere end een Tone frem til Jubelfesten; -lad nu ingen afdisputere mig, at der er en Skibne; var det nu ikke saa skibneligt som det kunde vre, at jeg ikke skulde komme til at synge, jeg som havde drukket g og ofret Skallerne til Hecate blot for at kunne skrige og nu maatte tie som en Muus. Etatsraad Collin kom herigiennem i Lverdags, han var hos mig, og fandt ogsaa at det var det bedste jeg fulgte Meisling til Helsingeur, da han tager sig saa meget af mig; jeg har ingen Villie i denne Sag, men flger min Velgirers Mening som et Vink af Forsynet; paa Tirsdag i frstkommende Uge vil Reisen skee og derfor er det at jeg skriver i Dag med Wendelboe om De til Sndag vil tnke paa mig med Stambladet, Tillys og Bager sender mig samme Dag, veed De ingen Leilighed, saa kan De sikkert faa det med dem. Deres gode Kone haaber jeg nok ikke har vgret sig ved at tage det lille Blad, naar De vidste Begge, hvor usigeligt kirt det er mig at kunde giemme noget fra Deres Hnder saa vilde De sikkert - det er jeg overtydet om - ikke glemme mig. De kan ellers tro, at der er en underlig Giring i min Sil, jeg veed slet ikke hvorledes de Mennesker dernede er, og jeg er ret et underligt Vsen, et venligt Ansigt kan gire mig sile glad og et mrkt, fylder min hele Sil med mismod; sildig kom jeg til Studeringerne og der er en underlig Uro i mig saa jeg ofte kan bringe M til at blive hftig. - Dog, mit Brev bliver jo en Jeremiade, det maa det ikke vre; det er kun i Romaner at Sigwarter og andre Riddere af den bedrvelige Skikkelse gir Lykke; Gud har jo heelt forunderlig hiulpen mig fremad, han kan ikke forlade mig, jeg gir hvad jeg kan; kiente jeg et Menneskes Flelser saaledes som jeg kiender mine; jeg vilde aldrig kunde slaa Haanden af ham, hvor kan jeg saa frygte for det af den bedste Styrer. Derfor Mod, aut Cesar, aut nihil vre mit Valgsprog. Guds Villie skee! Jeg har tnkt paa at bede Dem, om jeg engang i mellem maatte skrive Dem til, men det tr jeg [ikke]; ret ofte vil jeg tnke paa de glade Timer jeg nd i Deres Selskab, hvorfor jeg inderlig takker Dem og Deres Kone. - Maaskee seer jeg Dem inde i Byen i Sommerferien nu lev vel, maaskee bliver min Fremtid herlig, maaskee srgelig; i det sidste Tilflde er der dog et Haab, Dden. - Lev vel, lev vel!!!

Deres inderlig taknemlige Andersen

Hils tusinde Gange Deres Kone; og glem mig ei til Sndag.-

Slagelse den 16 Mai 1826

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (26)

Kire Hr Ingemann!!!

Jeg haaber at De ikke bliver vred fordi jeg uleiliger Dem med et lille Brev skindt jeg skriver saa daarligt at det vist ikke er godt at tyde mine Runer. - Jeg ariverede lykkelig og vel her hiem til Slagelse i Fredags, Eventyr mdte mig ikke paa Veien, skint jeg just ikke var prosaisk stemt, men man maatte jo vre en sand Geert Vestfaler for at kunne fortlle meget om en lille Reise; havde jeg som salig Don Quixot tagen Mllerne for Riddere eller Bomhusene (i Mangel af Kroer) for Slotte saa kunde jeg da havd fortalt Noget. Og Skade er det at her ikke er nogen Ziguenere her i Landet altsaa ingen Mgd Merrillis saa at der ingen Eventyr mder fra den Side. - Men Regn og Solskin fik jeg dog, som jo mder os, baade paa Livets Reiser og paa Reiserne hen over det lille Solegran vi beboe der jo ikke, som Rasmus Montaus allerede vidste, er flack men rund som en bleskibe. - Vognen rullede rask hiemad, men en iiskold lille Ellepige foer dog hurtigere afsted og pustede saa koldt paa mig at jeg blev ganske forkilet og tnk Dem engang - kunde ikke faa mere end een Tone frem til Jubelfesten; - lad nu ingen afdisputere mig, at der er en Skbne; var det nu ikke saa skibneligt som det kunde vre, at jeg ikke skulde komme til at synge, jeg som havde drukket g og ofret Skallerne til Hecate blot for at kunne skrige og nu maatte tie som en Muus. / Etatsraad Collin kom herigiennem i Lverdags, han var hos mig, og fandt ogsaa at det var det bedste jeg fulgte Meisling til Helsingeur, da han tager sig saa meget af mig; jeg har ingen Villie i denne Sag, men flger min Velgirers Mening som et Vink af Forsynet; paa Tirsdag i frstkommende Uge vil Reisen skee og derfor er det at jeg skriver i Dag med Wendelboe om De til Sndag vil tnke paa mig med Stambladet, Tillys og Bager sender mig samme Dag, veed De ingen Leilighed, saa kan De sikkert faa det med dem. Deres gode Kone haaber jeg nok ikke har vgret sig ved at tage det lille Blad, naar De vidste Begge, hvor usigeligt kirt det er mig at kunde giemme noget fra Deres Hnder saa vilde De sikkert - det er jeg overtydet om - ikke glemme mig. De kan ellers tro, at der er en underlig Giring i min Sil, jeg veed slet ikke hvorledes de Mennesker dernede er, og jeg er ret et underligt Vsen, et venligt Ansigt kan gire mig sile glad og et mrkt, fylder min hele Sil med Mismod; sildig kom jeg til Studeringerne og der er en underlig Uro i mig saa jeg ofte kan bringe M til at blive hftig. - Dog, mit Brev bliver jo en Jeremiade, det maa det ikke vre; det er kun i Romaner at Sigwarter og andre Riddere af den bedrvelige Skikkelse gir Lykke; / Gud har jo heelt forunderlig hiulpen mig fremad, han kan ikke forlade mig, jeg gir hvad jeg kan; kiente jeg et Menneskes Flelser saaledes som jeg kiender mine; jeg vilde aldrig kunde slaa Haanden af ham, hvor kan jeg saa frygte for det af den bedste Styrer. Derfor Mod, aut Cesar, aut nihil vre mit Valgsprog. Guds Villie skee!

Jeg har tnkt paa at bede Dem, om jeg engang i mellem maatte skrive Dem til, men det tr jeg; ret ofte vil jeg tnke paa de glade Timer jeg nd i Deres Selskab, hvorfor jeg inderlig takker Dem og Deres Kone. - Maaskee seer jeg Dem inde i Byen i Sommerferien nu lev vel, maaskee bliver min Fremtid herlig, maaskee srgelig; i det sidste Tilflde er der dog et Haab, Dden. - Lev vel, lev vel!!!

Deres inderlig

taknemlige

Andersen

Hils tusinde Gange Deres Kone; og glem mig ei til Sndag.-

Slagelse den 16 Mai 1826

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 3-5)