Dato: 12. april 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

105. Til Jonas Collin. Paris den 12 April 1843.

Min kjære faderlige Ven!

I dette Øieblik fik jeg Deres lille Brev, der uagtet samme kun indeholdt sex Linier, var mig inderligt kjært, Krummer er jo ogsaa Brød! Det et allerede anden Gang De her i Paris har glædet mig ved nogle Ord og De, naar jeg undtager en lille Sæddel Jonna skrev, er den eneste af Huset Collin der synes hjemme at.erindre mig; om De slet ikke skrev, jeg vilde finde det i sin Orden, da jeg veed hvorledes Deres Tid er besat, men at Ingen hjemme nu, i henved to Maaneder, har ladet mig høre et Ord fra sig, er, da jeg sætter Priis derpaa, lidt-ligegyldigt. Jeg var saa barnagtig at troe, at den 2den April vilde bringe mig i Erindring, men det har aldeles ikke været Tilfældet. Jeg har meget flittig skrevet Huset til, og dersom een eller anden maaskee troer, at det kan være mig Fornøielse nok, da tager man sandelig Feil, thi jeg skriver meest for at faae et Brev; et saadant kunde Eduard gjerne have sendt mig, thi jeg ikke er saa lykkelig at jeg hører til de Venner han føler en Trøst ved at udtale sig til naar han har en Hjerte­Sorg, da kunde han vel, naar denne mildnedes tænke paa at sige rig nogle Ord. Jeg vil aabent tilstaae at det har dybt bedrøvet mig at see hvor ligegyldig jeg er dem hjemme og ved Hjemmet forstaaer jeg Familien Collin, thi at de Danske skulde have det Mindste [tilovers] for mig, dertil kjen­der jeg Forholdene for godt. - Af de Linier De i Dag skriver seer jeg, at De ønsker det Brev tilbage, som er kommet her efter Theodors Afreise, men Brevet er, det fortalte Kosz mig igaar, øieblikkelig af ham sendt til Italien, her er altsaa Intet at gjøre. Theodor reiste i Selskab med Orla Lehmann. den første April, jeg har den 3die skrevet herom i et Brev til Fa­milien; i forgaars fik jeg en lille Skrivelse fra den kjære Ven Theodor, den var netop afsendt fra Marseille i det han skulde ombord paa Damp­skibet; jeg vil her skrive Dem lidt ud af Brevet jeg fik, da dette for de An­dre hjemme kan have mere Interesse end at høre hvad jeg kan fortælle.

»Ved Lyon steeg vi op paa et høit Bjerg hvor vi nød den mageløse Ud­sigt over Byen-og hele Departementet, og hvad troer Du vi saae saa tyde­ligt, som om det laae lige ved Siden af os: Alperne, lige fra den sydligste Deel med Montblanc, til den nordligste! Du kan troe det var et udmærket Syn at see disse sneebedækte Bjerge med deres Toppe indhyllede i Skyer, i en Afstand af omtrent 150 Lieu. etc.«

»Ved vor Ankomst til Lyon bestemte vi, at jeg paa Landingsstedet skulde vente ved Tøiet, medens Lehmann løb hen at see at faae Billetter paa Deligensen. Jeg ventede der lang, lang Tid, der kom ingen Lehmann, Dragerne, rigtige Provencalere, stode og skjændte, fordi de skulde vente; alle de andre Pasagerer gik deres Vei; Dampskibet seilede videre, selv den eneste Gendarme bortfjernede sig og der stod jeg endnu omgivet af 20 Røver, som med lumske Ansigter gik omkring og betragtede vore Kuffer­ter og indbyrdes snakkede deres forbandede Sprog, for at jeg ikke skulde forstaae; de nærmede sig meget ofte tæmmelig nær saa jeg ikke befandt 20 mig ret vel"men jeg paatog mig ret en storsnudet Mine og sagde at hvis de ikke vilde vente, saa kunde de reise ad Helvede til, det forknøttede dem; endelig kom da Lehmann - etc.« ­

Hele Brevet aander Livs Friskhed og Glæde over Naturen, der synes at slaae ham. Nu er han da i Rom og naar De faaer denne Skrivelse, maaskee paa Veien til Neapel. De vil af mit fra den 3die April daterede Brev, see, hvad jeg har tilladt mig at bede Dem om; jeg beder endnu Indstæn­digt, at Brevet besvares, i det mindste Postdagen efter at dette Brev er ind­truffet, thi endnu bruges hele 9 Dage for Brev-Farten mellem Kjøbenhavn og Paris; Breve der sendes til Legationen omsendes dernæst først Dagen efter ,deres Ankomst og et Brev bliver saaledes hele 10 Dage gammelt før man erholder det. Jeg reiser fra Paris den 8 Mai om Morgenen tidlig og Veien gaaer da saa smaat hjemad! - De nævnede i Deres forrige Skrivelse en Mængde Stykker der alle laae Opførelsen ligesaa nær, soffi Agnete, jeg husker ikke om Jeg, tillod mig at gjøre Dem opmærksom paa, at mit Stykke er, naar jeg undtager to af de som bleve nævnede; det der har æld­ste Rang. Dog dersom det intet har at betyde - ja, da er her jo ikke noget at sige. Det bedrøver mig med Ingeborg, hils hende ret meget - og hjerte­ligt, Gud give vi havde hende snart paa Benene igjen. Dette Brev, tør jeg troe, indtræffer i Kjøbenhavn den 21 April, har De da ikke allerede sendt mig det omtalte Creditiv, da skriver De jo strax, Dem alene stoler jeg paa, jeg kan da have Brev netop Aftenen før jeg reiser herfra; De seer senere kan det ikke være, men i det Tilfælde maa jeg bede Dem at lade Creditivet lyde paa Strassburg, thi Søndagaften naar Brevet kommer er det for seent at hæve Penge i Paris og jeg reiser, som sagt tidlig om Morgenen den 8de. Dog vil jeg haabe at mit Brev fra tredie April alt er modtaget og be­svaret, saaledes at jeg kan, hvad jeg ønskede, forsyne mig med Klæder her før Afreisen.

Jeg møder overordenlig megen Opmærksomhed af de betydeligste Talenter i Paris; Alfred de Vigni, V. Hugo, A Dumas, Rachel og mange Flere, om hvem jeg engang skal fortælle Dem, vise mig stor Forekommenhed og jeg har daglig Indbydelser i ret interessante Huse. Det er ganske mærkeligt hvilken Videlyst de Alle lægge for Dagen, naar det gjælder Norden, og jeg undlader ikke at fremstille vor Litteratur, den jeg troer vi kunne være meest stolt af, som noget betydeligt. Naar vi, som Danske be­dømme Marmier, da er hans Fortjeneste ingen, men stille vi os paa det negative Standpunkt, huske paa at de Franske egentligt aldeles intet vide om Norden, da har Marmier stor Fortjeheste, han har vakt Interesse for vort Land, hans Stiil er let, han læses meget og Franskmændene faae Lyst til at kjende det nordiske terra incognita; med Tiden kunde de jo faae bedre, det vil sige, solidere Efterretninger, end Franskmanden Marmier har kunnet give dem.

Af nye Opera her gives tør jeg kun nævne le roi d Yvetot og La part du Djable, men anbefale dem vil jeg ikke. - Bring Deres Kone og hele Familien min kjærlige Hilsen! Dersom Eduard ikke allerede har skrevet, da skal De ikke bede ham derom, ikke bede Nogen hjemme derom! Det er Dm alene jeg beder om nogle venlige Ord! jeg gaaer igjen til Breitenburg og derfra til Kjøbenhavn, for at erholde lidt aandelig kolde Omslag igjen modal den Varme jeg møder ude! - Tak for Deres kjærlige Sind mod mig, vil Gud det, sees vijo!

Lev vel!

Deres sønlig hengivne

H. C. Andersen

E.S. Hils Drevsen!, ogsaa H. P Holst; den sidste har jeg, efter hans sær­deles Ønske skrevet, som De veed, flere Gange til, men heller ikke han har ladet høre fra sig, -jeg kunde i Begyndelsen ikke forstaae det, men nu seer jeg af Berlings Tidende, at han ikke længer er Redacteur og at han altsaa ikke behøver mine Efterretninger, og jeg begriber det! ­

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost